USA valg 2020

Bidens valg er kun få dage væk - her er fem bud på, hvem der kan blive vicepræsident

Joe Biden vil snart offentliggøre, hvem der skal være hans vicepræsident, hvis han vinder valget i november. TV 2

Joe Biden har tidligere sagt, at han vil vælge en kvinde som sin makker. Men hvem det bliver er stadig en velbevaret hemmelighed.

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil enten tirsdag eller onsdag offentliggøre, hvem der skal være hans vicepræsidentkandidat. Det skriver New York Times tirsdag.

Joe Biden har tidligere sagt, at han vil vælge en kvinde som sin makker i valgkampen mod Trump og dennes vicepræsident, Mike Pence.

Men ud over det ved ingen, hvem Joe Biden ender med at vælge.

- Det er nærmest universets bedst bevarede hemmelighed, siger den tidligere senator Barbara Boxer til avisen.

Joe Bidens kampagnestab har afsluttet sine grundige interviews med alle de mulige kandidater. Nu er det alene Joe Biden, der skal afgøre, hvem han føler, han kan arbejde bedst sammen med, og hvem, der kan hjælpe ham mest i valgkampen.

Bidens valg af vicepræsident kan blive det mest afgørende i hans politiske karriere, og hans beslutning imødeses med stor spænding - ikke mindst på grund af Bidens høje alder.

Hvis han vinder præsidentvalget over den republikanske præsident, Donald Trump, 3. november, vil han være 78 år, når han indsættes i januar - den ældste præsident i USA's historie.

Med under 100 dage til præsidentvalget står Joe Biden til at vinde præsidentvalget ifølge flere nationale meningsmålinger.

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster har lavet en prioriteret top fem over, hvem der har størst chance for at blive Bidens vicepræsident. Ifølge Mirco Reimer-Elster bliver det sandsynligvis et tæt løb mellem de første tre kandidater på hans rangliste.

Siden listen blev udarbejdet første gang, er Kamala Harris' chancer steget, mens Karen Bass' stjerne er blegnet. Rækkefølgen nedenfor er udtryk for Mirco Reimer-Elsters aktuelle vurdering:

1. Kamala Harris (senator fra Californien)

Kamala Harris.

Det taler for:

  • Et godt bud på en decideret tronfølger i 2024 eller 2028, og derfor er det en fordel at give hende erfaring på topplan
  • Det sikre kort og formodentlig konsensuskandidaten i Bidens indercirkel
  • Harris har været loyal over for Biden, siden hun droppede ud af primærvalgkampen
  • God debattør
  • Relativt erfaren sammenlignet med mange af de andre kandidater
  • Minoritetsbaggrund

Det taler imod:

  • Harris blev under primærvalget hypet til skyerne, men endte med at skuffe stort, da det blev alvor
  • Harris' egne præsidentambitioner er åbenlyse. Kan hun indordne sig som andenviolin?
  • Venstrefløjen vil næppe besvime af begejstring - Harris er en opportunist, der nu bliver anset som værende moderat og er berømt for selv at sige, at hun ikke tilhører en bestemt ideologi
  • Hendes fortid som anklager og justitsminister i Californien kan blive et problem. Spørgsmål som dødstraf og politivold kan få hende til at fremstå politisk tonedøv i en Black Lives Matter-tid
  • Kunne også være et oplagt bud på Bidens justitsminister

2. Susan Rice (national sikkerhedsrådgiver)

Susan Rice.

Det taler for:

  • Biden kender hende indgående fra sin tid som Obamas vicepræsident, hvor hun tjente som national sikkerhedsrådgiver og FN-ambassadør i samme regering
  • Har årelang udenrigspolitisk erfaring, hvilket Biden værdsætter
  • Rice må formodes at være loyal og have Bidens tillid
  • Ingen anden kandidat har så meget erfaring på politisk topplan
  • Minoritetsbaggrund og tilpas ung til at fungere som modstykke til 77-årige Biden (55 år)

Det taler imod:

  • Rice er aldrig blevet folkevalgt til et politisk embede
  • Hvis hun er kandidaten, kan det betyde, at udenrigspolitik vil fylde meget i valgkampen, og det er ikke nødvendigvis en fordel for Biden
  • Rice er en rød klud for republikanerne, ikke mindst på grund af hendes udmeldinger i kølvandet på angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi i 2012, som kostede fire amerikanere livet
  • Venstrefløjen kommer ikke til at besvime af begejstring over den moderate Rice
  • Rice er et (mere) oplagt bud på en kommende udenrigsminister

3. Karen Bass (kongresmedlem fra Californien)

Karen Bass.

Det taler for:

  • Vil være spiselig for venstrefløjen og en loyal nummer to
  • Formand for en meget indflydelsesrig gruppe af sorte i Kongressen, det såkaldte black caucus, som de fleste sorte kongresmedlemmer er medlem af
  • Har stået i spidsen for demokraternes politireform-lovforslag
  • Fortid i sundhedssektoren og som borgerrettighedsaktivist
  • Vil med sin minoritetsbaggrund og historie inden for aktivisme og politireform appellere til mange vælgere i kølvandet på Black Lives Matter-demonstrationerne

Det taler imod:

  • Aldrig vundet et valg på delstatsplan
  • Ikke nogen håndsrækning til den yngre generation (Bass er 66 år)
  • Ingen udenrigspolitisk erfaring
  • 7 ud af 10 amerikanere har aldrig hørt om hende
  • De seneste uger har medierne gravet nogle møgsager frem fra hendes fortid, hvor hun taler rosende om Fidel Castro og om Scientology. Det kan skade Joe Biden, hvis det bliver emner i valgkampen.

4. Tammy Duckworth (senator fra Illinois og Irak-veteran)

Tammy Duckworth.

Det taler for:

  • Som tidligere medlem af Repræsentanternes Hus og siddende senator vil Tammy Duckworth blive betragtet som et sikkert valg. Dermed opfylder hun den måske vigtigste vicepræsidentkandidat-regel: "do no harm"
  • Duckworths historie som dekoreret krigsveteran, der mistede begge ben under en udsending til Irak i 2004, er inspirerende. Hun er samtidig det første kvindelige handicappede kongresmedlem i USA's historie
  • Som krigsveteran og tidligere viceminister for veteran-anliggender i Obama-administration bliver det ydermere yderst svært at anklage Duckworth for manglende patriotisme
  • Duckworth repræsenterer med sine 52 år en ny generation af politikere og amerikanere, som den 77-årige Biden ikke just kan siges at være aldersmæssig repræsentant for
  • Duckworth har også minoritetsbaggrund. Hun er den første thai-amerikanske kvinde, der blev valgt til Kongressen. Kort sagt er Duckworth nok den kvinde, der har har flest identitetspolitiske meritter

Det taler imod:

  • Det kan fremstå (identitets-)politisk tonedøvt ikke at vælge en sort kvinde i en tid, hvor USA i månedsvis har været præget af racedemonstrationer i kølvandet på George Floyds død
  • Duckworth er relativ moderat og vil ikke være en håndsrækning til demokraternes venstrefløj. Med andre ord ville hun komplementere og ikke afbalancere Joe Biden politiske profil
  • Det er tvivlsomt, hvorvidt Duckworth i stor stil appellerer til de vælgergrupper, som Hillary Clinton ikke formåede at mobilisere nok i 2016, og/eller som Biden havde svært ved at vinde i primærvalgene: Latinoer, sorte og de unge vælgere
  • Duckworth har et cv, der også gør hende til en oplagt kandidat til posten som forsvarsminister eller minister for militære veteraner. Det er muligt, at Biden vurderer, at hun er til større nytte i en anden stilling
  • Duckworth er stadig ret ukendt på landsplan. Syv ud af ti amerikanere har ikke hørt om Duckworth før eller har ingen holdning til hende

5. Elizabeth Warren (senator fra Massachusetts)

Elizabeth Warren.

Det taler for:

  • Warren var Bidens bud på en vicepræsidentkandidat i 2016 (hvor han ikke stillede op)
  • Bliver anset for at være en kompetent arvtager, hvis det skulle blive nødvendigt
  • God debattør
  • En kandidat, som venstrefløjen vil være begejstrede for - i primærvalgkampen markerede hun sig sammen med Bernie Sanders som den mest venstreorienterede kandidat
  • Kendt på landsplan

Det taler imod:

  • Warren ligger politisk ret langt fra Biden
  • Hun vil være guf for Trump og republikanernes påstand, om at Biden er venstrefløjens marionetdukke
  • Demokraterne risikerer at miste en plads i Senatet, hvis Biden vælger Warren, da delstatens republikanske guvernør kan udnævne en midlertidig erstatning i så fald
  • Warren er et (mere) oplagt bud på en kommende finansminister
  • Taler tidsånden for to hvide gamle politikere i spidsen for partiet, der især vil appellere til minoriteter og unge?

Betyder ikke meget for valget

Selvom det er guf for medierne at spekulere i, hvem der bliver vicepræsidentkandidaten, så skal man ifølge Mirco Reimer-Elster ikke tro, at det er enormt afgørende for udfaldet af valget 3. november. Traditionelt har det nemlig ikke betydet alverden.

I år kan det dog vise sig at have en større effekt end sædvanligt, da Biden vil være 78 år gammel ved indsættelsen.

- Vedkommende skal kunne træde til med kort varsel og kan også fungere som en mulig arvtager på den lange bane, siger Mirco Reimer-Elster.

Joe Biden står i øjeblikket enormt stærkt i meningsmålingerne, og det kan ifølge analytikeren få betydning for valget af en vicepræsidentkandidat.

- Biden vil nok i sidste ende vælge den kvinde som vicepræsidentkandidat, som han har den bedste personlige kemi med, og som Biden anser for at være den bedste partner i Det Hvide Hus, siger han.