Ilden dræbte 102 mennesker - men det var i vandet, at to danske mødre tog afsked med deres børn
For to år siden var otte danskere først ved at brænde op og derefter ved at drukne i Grækenland. Nu fortæller to af børnene deres historie.
Det begyndte som en svag prikken i næsen.
Lugten af røg.
Som hvis nogen havde tændt et bål et stykke væk, og vinden førte den med sig.
Men børnene kunne ikke helt forstå, hvorfor nogen skulle tænde bål nu.
Det var nemlig en hed sommerdag i juli på et charterhotel i den græske ferieby Rafina.
Termometeret viste 33 grader, og nede ved hotellets kiosk stod børn og voksne fra to danske familier og spiste is.
Familien Hansen og familien Nielsen havde planlagt at holde ferie i Grækenland i tre uger, og på deres rejse havde de nået kysten øst for Athen.
Ingen af dem kunne vide, at de i virkeligheden kun havde ganske kort tid tilbage af deres ophold på Aquamarina Hotel.
En livsfarlig ferie
Få hundrede meter fra hotellet var der nemlig ved at ske noget, der både ville ødelægge deres ferie og forandre deres liv.
De var i livsfare.
To af børnene – Marcus Nielsen og Amalie Hansen – fortæller nu for første gang selv, hvad der skete. Det sker i minidokumentaren ’Dagen, der forandrede mit liv’, som kan ses på TV 2 Play.
De to fortællere var 11 og 14 år gamle under ferien i 2018.
- Jeg havde glædet mig meget til at komme ned og slappe af. Få noget sol og bare nyde det, siger Amalie Hansen til TV 2.
Familien Hansen og familien Nielsen kendte hinanden rigtig godt hjemme fra Faaborg på Fyn.
- Vi er bare lidt mere end venner. Altså jeg føler lidt, at det er familie stort set, fordi vi har meget sammen, siger Marcus Nielsen til TV 2.
Familien Nielsen bestod ud over Marcus af hans mor, Therese, og de to mindre søskende Freja på 7 år og Villads på 5.
Familien Hansen bestod af far Kenneth, mor Linda, storesøster Amalie og lillesøster Mathilde på 11 år.
De otte danskere havde indtil nu brugt dagene på at slappe af ved stranden og i hotellets pool, hvor der var en smuk udsigt over den nordlige del af det græske øhav.
Men den dag, 23. juli 2018, var anderledes.
De høje flammer
Lillesøster Freja var blevet dårlig nede på stranden, og hun lå nu oppe på et af hotelværelserne sammen med sin mor, Therese.
Nede ved kiosken begyndte resten af familiemedlemmerne nu også at kunne se røgen.
Den blæste ind over dem som en grå tåge.
Familiernes hotelværelser lå højt oppe i bygningen, og de besluttede sig for at gå derop – måske kunne man se hvad der foregik deroppefra.
Oppe på værelset havde mor Therese også fået øje på røgen.
Vinden bragte den direkte hen til hotellet fra en naturbrand et stykke væk.
Da alle var kommet op på værelserne, gik børnene ud på altanen.
- Man kunne se ild, men den var langt væk. Meget høje flammer langt væk, siger Marcus Nielsen.
Den 11-årige dreng var ikke bange.
- Ej, det går nok væk, det går i en anden retning, sagde han til sig selv.
Den græske løsning
Men røgen blev hele tiden tykkere, og vinden tog til i styrke.
Du kan se, hvor tyk røgen var lidt inde i landet på billedet herunder.
Amalie på 14 år kunne godt fornemme, at de voksne tog situationen meget alvorligt.
De ringede hjem til Danmark for at høre, om der havde været noget om skovbrande i Grækenland i nyhederne.
Det havde der ikke.
Endnu.
Oppe fra altanen kunne børnene se, at der stadig lå folk ved poolen, men de voksne blev enige om at gå ned i hotellets reception for at høre, hvad der skulle ske.
Den græske løsning var simpel.
Der skulle ikke ske noget som helst.
- Personalet var bare sådan lidt, at "vinden drejer lige om lidt", fortæller Marcus.
Men oppe på værelset kunne familierne se, hvordan flammerne kom nærmere og nærmere.
De mindste børn kunne nu fornemme frygten, og Freja, der var blevet dårlig på stranden, begyndte at græde.
- Vi skal væk, vi skal væk, skreg hun, men de voksne regnede med, at hotelpersonalet havde styr på det.
Lillesøster Mathilde skreg også.
Plan A eller plan B?
Marcus og Amalie forsøgte at berolige hinanden.
- Vi snakkede om, at nu måtte vi ikke gå i panik ligesom alle de andre børn. Nu tager vi det roligt, og så trækker vi lige vejret lidt dybt, siger Amalie Hansen til TV 2.
Imens ændrede udsigten sig fra hotelværelset, som du kan se herunder.
De voksne begyndte at lægge planer – en plan A og en plan B.
Plan A var at pakke alle tasker og tage en taxi væk fra hotellet så hurtigt som muligt,
Plan B var at tage alle personlige papirer og værdigenstande og flygte til fods.
Begge planer skulle vise sig at være ekstremt risikable.
I løbet af 25 minutter havde ilden bevæget sig cirka fire kilometer, og danskerne var ikke de eneste, der lige om lidt ville være i gang med en vild flugt.
Men oppe på værelset kunne Marcus se, at flere af de andre hotelgæster stadig tog det helt roligt.
- Folk lå stadigvæk nede ved poolen, selvom der lå aske i vandet og alle kunne se, at der lå brændte grene i vandet, og det røg. De fleste blev bare liggende og svømmede rundt uden rigtig at tænke over det, siger han.
På den anden side af hotelbygningerne var ilden nu så kraftig, at plan B blev sat i værk.
Turen ned foregik på trapperne, fordi de voksne var bange for, at hotellets elevator ville holde op med at virke.
Så gik brandalarmen.
Panik
De andre gæster flygtede også nu.
Familierne håbede stadig, at de kunne finde en bil og blive kørt væk, så da de kom ned af trapperne, forsøgte de at komme ud til vejen foran hotellet.
Men da de fik åbnet yderdøren, stod flammerne allerede på den modsatte side af vejen, og varmen fra flammehavet var så voldsom, at det var umuligt at fortsætte den vej.
Det var heldigt, at de kom for sent, for mange andre blev fanget i en trafikprop og brændte ihjel, da de forsøgte at køre ud af byen.
I stedet spænede familierne ned mod havet med vinden i ryggen.
Sort røg gjorde det svært at trække vejret, og blæsten kastede ildkugler af tørre brændende planter efter dem.
- Vi var alle sammen meget i panik og anede ikke, om vi alle sammen var her om ti minutter. Det kunne også være, at en af os døde om to sekunder. Jeg vidste slet ikke, hvad vi skulle gøre. Vi anede ikke, hvor vi skulle løbe hen, siger Amalie.
Nede ved kysten forsøgte familierne at gemme sig bag nogle klipper, hvor ilden ikke kunne få fat.
Jollen
Desværre var heden fra de enorme flammer så voldsom, at det var som at sidde i en ovn, hvor grillen lige er blevet tændt.
Havet var nu den sidste mulighed.
Og far Kenneth havde fået øje på en båd med påhængsmotor.
Den lille jolle lå fortøjet ganske tæt på kysten, og ved første øjekast lignede den mere en udvej end en dødsfælde.
Men Kenneth var ikke den eneste, der havde set jollen.
En meget kort tur
De to danske familier begav sig ud i vandet for at få den fri af fortøjningerne, og mens Kenneth fik fortøjningen løs, strømmede det til med hotelgæster, der ville med ud på havet.
Børnene blev sat i bunden af den lille træbåd, derefter sprang seks andre hotelgæster op, mens mor Therese og far Kenneth skubbede den væk fra kysten.
Der var søpindsvin på havbunden, og piggene fik de to voksnes fødder til at bløde, men varmen og røgen var nu så voldsom, at turen ud i vandet var et spørgsmål om liv og død.
Båden var så fyldt, at de to voksne i vandet ikke kunne komme om bord.
I stedet måtte de holde fast i bådens sider.
Et stykke ude forsøgte Marcus at få gang i påhængsmotoren.
Han hev og sled i den snor, som tænder motoren, og pludselig begyndte den at tøffe.
- Da vi fik tændt motoren, blev jeg rigtig glad. Jeg troede, at så kunne vi komme væk fra det her, siger han.
Glæden varede højst i 15 sekunder.
Så holdt påhængsmotoren op med at tøffe.
Den nåede dog at bringe jollen væk fra den værste hede.
Røgen var stadig så tyk og tung, at dagslyset blev helt orange, og det var svært at se langt væk.
Marcus var ved at miste modet og kiggede stille ned mod jollens bund, men hans små søskende var gået i panik igen.
Børnene skreg.
- Der sker ikke noget, der sker ikke noget, sagde mor Linda beroligende.
Til havs
Den lille overfyldte træjolle lå nu på dybt vand uden hverken årer eller en motor, der virkede.
Vinden inde fra land tog til, og pludselig lød der en gigantisk eksplosion inde på land.
Braget var så voldsomt, at det føltes som om trykbølgen skubbede til båden, der hurtigt drev længere og længere væk fra land.
Bølgerne voksede, og der begyndte at komme vand ind over rælingen.
Far Kenneth og mor Therese hang stadig fast på jollens sider, og pludselig var risikoen for at blive brændt levende eller kvalt i tyk røg byttet ud med udsigten til at drukne på åbent hav.
Heldigvis havde familierne lagt en plan på hotellet – og derfor lå deres tasker med mobiltelefoner nu i bunden af båden.
Men hvem skulle de ringe til?
Blæsten tog til, og jollen vippede mere og mere, så det hastede.
Mor Linda, der sad oppe i båden, besluttede sig for at ringe til en bekendt hjemme i Danmark for at få ham til at hjælpe.
Hun sendte også billeder af deres position på Google Maps til ham.
Skibbrud
De var otte kilometer ude på havet, da signalet forsvandt.
Så begyndte mørket at falde på.
Bølgerne var nu omkring fire meter høje, da den lille træjolle med de 14 passagerer ikke kunne holde til det mere.
En serie på fire store bølger kastede båden fra side til side, og til sidst kæntrede den.
Det var ikke alle, der kunne svømme.
Mor Linda havde for eksempel siddet oppe i jollen, fordi hun ikke var ret god, og de to mindste børn Freja og Villads var fuldstændig afhængige af, at deres mor, Therese, holdt dem oppe.
- Jeg tænkte: "Fuck, hvad gør vi, vi kan ikke overleve herude. Vi overlever ikke allesammen. Det er umuligt", siger Amalie – der i øvrigt heller ikke troede, at hun kunne svømme.
Jollen sank, og kampen for overlevelse var allerede i gang.
Blandt de andre passagerer var der blandt andet en stor ukrainsk mand og hans 15-årige søn.
Amalie havde tidligere forsøgt at få manden til at hoppe ned til de to andre voksne i havet for at holde båden flydende.
- Jeg sagde, at han blev nødt til at hoppe i, fordi han var en ret stor mand, og båden jo ikke var særlig stor, men han kunne ikke svømme, så han ville ikke hoppe i, siger Amalie.
Druknedøden
Da båden kæntrede, klamrede han sig til mor Thereses taske, der blandt andet indeholdt familiens pas og en pose popcorn.
Posen var fyldt med luft, der holdt tasken flydende.
- Han kunne godt se, at lige meget hvad, så ville han alligevel ryge under, for han var en meget stor mand. Min mor bad så om at få tasken tilbage, siger Marcus.
Få minutter senere lød der et skrig over bølgerne.
- No, don’t die, don’t die, lød det fra ukrainerens 15-årige søn, der klamrede sig til et stykke træ for at holde sig oppe.
Den store mand lå livløs i vandet med ansigtet nedad.
Marcus måtte svømme forbi liget for at komme hen til sin egen familie.
- Jeg tænkte, det var en af os lige om lidt faktisk, siger han.
Drengens bange anelser blev bekræftet, da hans mor, Therese, sagde farvel.
- Nu går vi ned, og vi ses på den anden side af regnbuen, sagde hun, mens hun forsøgte at holde sine børn oppe.
Frelst af en pose popcorn
Men det lykkedes hende at holde sig oppe med Villads på skuldrene, og da lille Freja fik tasken med popcorn kunne hun selv holde sig flydende.
De to familier kæmpede for at blive sammen i det oprørte hav.
Ingen af de andre passagerer var længere i syne, men til gengæld kunne de se lys fra land meget langt væk, når de var på toppen af bølgerne.
Men det var umuligt at komme derhen.
- Man kunne nærmest bare ligge stille, der hvor man var, siger Amalie.
Hun lå tæt på Marcus og begyndte at blive træt.
- Jeg kan ikke mere, jeg giver op nu, sagde hun til ham.
Det fik hun ikke lov til.
- Vi blev ved med at sige til hinanden, hvor gode og stærke og seje, vi var. Og at vi elskede hinanden. Og vi skulle kæmpe sammen, for vi skulle nok overleve, siger Amalie.
Men som timerne gik, udviklede situationen sig fra slem til værre.
For at blive sammen måtte alle otte familiemedlemmer lade sig skylle med de samme store bølger, men mor Linda og lillesøster Mathilde kom bagud.
Og så var det Lindas tur til at sige farvel til sine børn.
Mor forsvinder
Da hun kunne se, at det var umuligt for hende at nå hen til de andre, skubbede hun sin 11-årige datter op på en bølge, der førte Mathilde tæt på de andre.
Men hun nåede ikke selv med.
- Jeg elsker jer alle sammen, råbte hun, da bølgerne førte de syv andre væk.
Lindas datter Amalie hørte råbet, men der gik noget tid, før hun registrerede, hvad der var sket.
- Fuck, hvor er hun? Ser jeg hende aldrig igen? Har jeg lige set hende for sidste gang?, sagde hun til sig selv.
Det var svært at blive samlet nu, for natten var fuldkommen sort.
Efter seks og en halv times overlevelseskamp, så de syv familiemedlemmer et lys på himlen.
Lyden af rotorblade overdøvede bølgernes brus, og alle gav sig til at vinke og skrige.
Redningshelikopteren stod stille over dem.
Og så fløj den væk.
- Der var alt håb sådan set bare tabt, siger Marcus.
Hans mor kæmpede nu desperat for at holde den yngste søn Villads vågen omme på sin ryg.
- Kan vi ikke bare sige stop og farvel, mor. Jeg kan ikke mere, sagde den femårige dreng til hende.
Men ti minutter senere skete der et mirakel.
Miraklet på krydstogtskibet
Endnu et lys kunne skimtes over bølgerne, og denne gang var det fra et stort krydstogtskib, der lyste med en projektør ud over bølgerne.
Nu brugte de syv familiemedlemmer deres sidste kræfter på at skrige.
Og skrigene blev hørt.
En redningsbåd blev sendt ud til dem, og få øjeblikke senere blev de syv udmattede danskere fisket op af vandet.
- Der gik det op for mig, at nu er jeg reddet, men hvad med min mor? Jeg sagde det også til dem ude i gummibåden: "Vi mangler stadig én person, og vi ved ikke, hvor hun er". Men de sagde ikke noget, siger Amalie.
Hun blev hejst op på krydstogtskibet i den første gruppe sammen med Therese og Marcus.
- Vi kom hen til elevatorerne, og da elevatordøren går op, der står min mor der. Jeg har aldrig i mit liv skreget så meget, grædt, og hvad vi ellers har, siger Amalie.
Linda havde overlevet på egen hånd i det mørke hav og var blevet fundet af krydstogtskibet en halv time tidligere. Hun havde taget elevatoren ned, fordi hun havde hørt jubelråb.
Kenneth troede stadig hans hustru var død, da han kom op på skibet, men så blev han mødt af sine to døtre, Amalie og Mathilde.
- Mor er her, mor er her, råbte de.
- Det passer ikke. Hun kan ikke være her. Hun er død, I lyver, svarede faderen.
Da han så sin kone i levende live, var Kenneth nødt til at gå hen for at mærke på hende, fordi han ikke troede på, at hun rent faktisk var der.
- Jeg følte mig heldig, jeg følte mig lykkelig, og jeg følte mig pissesej, at jeg havde overlevet det her. At jeg gjorde det, selvom jeg var ved at give op mange gange, så gjorde jeg det, siger Amalie.
Dybe sår
Men selvom historien endte lykkeligt for de to familier 24. juli 2018, har ulykken påvirket dem voldsomt, og de fleste har fået psykiske mén.
- Nogle har fået angst, nogle har fået posttraumatisk stress. Det er ikke alle, der sover om natten. De fleste har flashbacks. Det er hårdt at komme igennem sine svære dage. Meget hårdt, siger Amalie.
Hun kan selv gå i panik over lugten af et bål eller af at åbne en varm ovn.
Marcus er derimod hverken bange for ild eller vand. Til gengæld har han et andet problem.
- Stort set hver nat drømmer jeg, at jeg dør, siger han.
Helingsprocessen går langsomt for de to familier, men Amalie forsøger alligevel at se positivt på det hele.
- Jeg er glad for, at jeg ikke har set mennesker brænde op, siger hun.
Mindst 102 personer mistede livet i flammerne.
Ifølge græsk politi startede ilden formentlig som et helt almindeligt bål i en bunke haveaffald fire kilometer fra familiernes hotel.
Se Marcus og Amalie fortælle historien i "Dagen, der forandrede mit liv" på TV 2 Play.