Udland

Tusinder demonstrerer i russisk by med krav om Putins afgang

Jeg/vi er Sergej Furgal, står der på skiltet. Tusindvis af demonstranter i Kharbarovsk kræver, at deres guvernør, Sergej Furgal, bliver løsladt. Stringer / Ritzau Scanpix

For tredje uge i træk er flere tusinde mennesker gået på gaden i Khabarovsk for at vise deres utilfredshed med fængslingen af deres guvernør.

Onsdag 9. juli var egentlig en helt almindelig arbejdsdag for den 50-årige Sergej Furgal. Som guvernør for den fjernøstlige region Khabarovsk var han en travl mand med et stort ansvar. Men det passede ham godt. Furgal kunne godt lide sit arbejde, og han var meget vellidt i regionen.

Men hans karriere som guvernør sluttede brat den morgen i begyndelsen af juli. Kampklædte mænd fra sikkerhedstjenesten FSB omringede hans firehjulstrukne Lexus og hev ham ud af bilen. Anholdelsen af Furgal blev vanen tro filmet af FSB og efterfølgende lagt ud på sociale medier.

FSB anholder Sergej Furgal 9. juli i Khabarovsk, Rusland.

Nyheden blev hurtigt spredt på de statskontrollerede medier, og årsagen var klar: Furgal anklaget for at have organiseret flere drab på erhvervsfolk tilbage i 2004 og 2005.

Den russiske anklagemyndighed fik ham fløjet de over 6000 kilometer til Moskva, hvor han lige nu sidder varetægtsfængslet. Den nu tidligere guvernør afviser alle anklager.

Populær guvernør

Siden anholdelsen har tusindvis af mennesker været på gaden for at vise deres støtte til Furgal. Et særsyn i Rusland, hvor der normalt bliver slået hårdt ned på demonstrationer.

Meget overraskende har politiet indtil videre forholdt sig passiv, mens demonstranterne har fået lov til at fremføre deres krav: De vil have guvernøren løsladt, centralregeringen i Moskva skal lade dem være i fred, og så vil de have, at Putin træder tilbage.

Bring Furgal tilbage. 'Den folkelige guvernør' står der på skiltet, som demonstranter holder i byen Khabarovsk.

Som medlem af det nationalistiske parti LDPR vandt Furgal meget overraskende valget i 2018 mod en kandidat fra det store regeringsparti, Forenet Rusland, der støtter præsident Putin.

Flere tusinde demonstranter i den fjernøstlige region Khabarovsk kræver, at deres guvernør bliver løsladt.

Nærmest fra dag et, hvor Furgal satte sig i chefstolen i administrationsbygningen i Khabarovsk, arbejdede han på at effektivisere det tunge bureaukrati. Og det blev vel modtaget, fordi befolkningen trængte til en ny frontfigur i regionen efter flere års ledelse af en mand fra partiet Forenet Rusland.

- Vi ville prøve noget andet, så længe det ikke var Forenet Rusland, siger Valery Nechayev til The Moscow Times om dengang, han selv stemte for Furgal i 2018.

Anklagerne er politiske, mener mange

Inden Furgal gik ind i politik i 2005, var han forretningsmand, og det er fra den periode, anklagerne mener, at han skulle have bestilt fire drab på andre erhvervsdrivende fra konkurrerende virksomheder.

- Ingen har sagt, at Furgal er en helgen. Og vi vidste, at han var en del af den systemiske opposition. Men vi kunne også se, hvad han kunne gøre her. Livet blev bedre i regionen, efter at han kom til, fortæller demonstranten Timofey til The Moscow Times.

En demonstrant i Khabarovsk giver sin holdning til kende.

Mange af demonstranterne mener, at fængslingen skyldes politiske årsager og ikke anklagen om de bestilte drab. En holdning, som også bakkes op af flere kommentatorer.

Furgal blev simpelthen alt for populær i Khabarovsk, og det kan centralregeringen ikke tolerere, mener Andrei Kolesnikov fra tænketanken Carnegie i Moskva.

- Det her er en påmindelse til andre, om hvordan Kreml vil bekæmpe politiske modstandere, siger Kolesnikov.