Udland

Hackere lægger Garmin ned i fire dage - kræver millioner af dollars

Garmins computere bruges af millioner motionister indenfor især løb og cykling verden over. Brian Snyder / Ritzau Scanpix

Garmin har nu omsider brudt tavsheden i en pressemeddelelse.

Selskabet Garmin er blevet lagt ned af et voldsomt hackerangreb.

Ifølge brancheforlydender skal Garmin betale 10 millioner dollars - svarende til 64 millioner kroner - for at få genåbnet sine it-systemer, der siden torsdag har været nede.

Det skriver branchemediet Computerworld.

Angrebet har ramt millioner af mennesker i mange lande, der anvender Garmins GPS-enheder - herunder løbere, trafikanter, cyklister, piloter, bådejere og mange andre.

Garmin har længe været tavse om sagen, men mandag bekræfter selskabet, at der er tale om et cyberangreb.

- Angrebet krypterede nogle af vores systemer den 23. juli 2020. Som et resultat blev mange af vores onlinetjenester afbrudt, inklusive webstedsfunktioner og kundesupport. Vi begyndte straks at vurdere arten af ​​angrebet og begyndte afhjælpning, skriver firmaet, som afviser, at der er forsvundet data og betalingsoplysninger.

Garmin har forholdt sig fåmælt

Garmin har selv været meget fåmælte under hele processen, og man har heller ikke villet bekræfte brancheforlydender om, at den benyttede malware i hackerangrebet har russiske bagmænd i Evil Corps, som tidligere har været på spil i lignende sager mod store pengeinstitutter.

- Vi arbejder på at genetablere vores systemer så hurtigt som muligt og beklager ulejligheden, skrev Garmin på sin hjemmeside efter lørdag at have været nede i små to døgn.

Firmaet har heller ikke kommenteret på forlydender om, at man er blevet afkrævet løsesum for at levere dekrypteringsudstyr for at få systemerne fuldt og helt op at køre igen.

Ifølge BBC's cyber reporter Joe Tidy har angrebet været under opsejling siden april, hvor man første gang kunne spore en malware under navnet WastedLocker, som målrettet går efter at låse data for derefter at afkræve en løsesum, som man kender det fra kidnapningsaktioner med mennesker involveret.

En del af de mest kendte angreb har ifølge efterretninger fra det amerikanske forbundspoliti FBI rod i Rusland og cyber-kooperativet Evil Corps.

Angreb fra Evil Corps er ikke noget nyt fænomen og en række store amerikanske virksomheder - ikke mindst pengeinstitutter - har været under angreb de seneste år.

I december sidste år udlovede det amerikanske finansministerium ifølge CNN en dusør på fem millioner dollar for tip, der kunne føre til pågribelsen af den 32-årige Maksim Yakubets og Igor Olegovich Turashev, som menes at være hjernerne bag Evil Corps.

I april måned blev den danske grovvarekoncern Danish Agro udsat for et målrettet ransomware-angreb.