100 dage til valget: Sjældent har en præsident været så langt bagud

16x9
Præsident Trump kan ikke være glad for tendensen i meningsmålingerne, men han har før vist, at man ikke skal afskrive ham for tidligt. Foto: Jim Watson / Ritzau Scanpix

Donald Trump er ikke chanceløs. Men præsidenten er upopulær og langt bagud i målingerne. Det kræver en historisk præstation at blive genvalgt.

Der er nu 100 dage til, at amerikanerne afgør, om Donald Trump får fire år mere i Det Hvide Hus.

Lige nu er det mest sandsynlige scenarie, at folket ikke forlænger forretningsmandens ansættelseskontrakt.

En pandemi hærger landet, økonomien er skudt i sænk, og racedemonstrationer dominerer nyhedsbilledet. Derudover er USA's præsident upopulær og historisk langt bagud i målingerne mod sin demokratiske modstander, Joe Biden.

En modstander, der er væsentligt mere spiselig for amerikanerne, end det var tilfældet med Hillary Clinton for fire år siden.

Ingen siddende præsident siden Harry Truman i 1948 har formået at vende skuden, når det stod så skidt til, som det gør for Trump lige nu.

Spørgsmålet er med andre ord, om Trump kan lave en Truman?

En tusse pĂĄ Trump

Det kan ikke understreges nok, at meningsmålinger er øjebliksbilleder. De kan give os et indblik i, hvad der rører sig i befolkningen, men deraf kan vi ikke nødvendigvis udlede udfaldet på valgdagen. Tommelfingerreglen er, at jo tættere vi kommer på valgdagen, jo mere meningsfyldt bliver det at kigge på et gennemsnit af målinger.

Ligeledes er det værd at pointere, at sandsynligheder ikke er sandhedsserum. Bare fordi noget er det mest sandsynlige udfald, betyder det ikke, at det sker hver gang.

Lige nu er der ifølge bookmakerne 35 procent chance for, at Trump bliver genvalgt. Med andre ord er det ikke det mest sandsynlige scenarie - men det kan snildt ske og ville ikke være spor chokerende i så fald.

Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg ville godt turde at spille en tusse, hvis jeg havde samme sandsynlighed for at vinde i lotteriet.

Kasketten og avisforsiden

På mit skrivebord står der en 'Make America Great Again'-kasket, som jeg købte i Trump Tower i New York sidste år.

Ved siden af kasketten står der et fotografi med Washington Posts forside fra 5. november 2008: "Obama skriver historie. USA vælger første sorte præsident".

Kasketten og avisforsiden minder mig om, at (næsten) alt kan ske i amerikansk politik, og at man som USA-analytiker er åndsbollet, hvis man er for skråsikker.

I 2016 afskrev jeg kategorisk muligheden for, at Donald Trump kunne vinde valget. Vel og mærke selvom Trumps mulighed for at vinde omtrent svarede til sandsynligheden for, at målmanden snupper et straffespark. Mens Trump vandt, blev jeg en omvandrende vittighed.

Af samme ĂĄrsag kommer jeg ikke til kategorisk at afskrive Donald Trump igen.

En evighed til valgdagen

100 dage er en evighed i amerikansk politik. Især i de sociale mediers tidsalder, hvor nyhedsdagsordenen skifter lynhurtigt. Ikke mindst, når USA's præsident sætter sig til tasterne og tweeter løs.

Læg dertil en global pandemi, der har resulteret i en skelsættende sundheds- og økonomisk krise, samt historisk store racedemonstrationer i kølvandet på George Floyds død.

Tilbage står et præsidentvalg med så mange uforudsigeligheder og ubekendte, at selv brugerne på Tinder må blegne af misundelse.

100 dage tilbage

I dag får USA's præsident at vide, at han har 100 dage tilbage til at lave en Truman.

Hvad skal han gøre?

Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror, at jeg ville starte med at tydeliggøre, hvor afgørende det er, at Trump får overbevist vælgerne om, at han er den rette til at håndtere USA's tredobbelte krise og dens efterspil.

Lige nu får Trump dårlige karakterer for sin håndtering af coronakrisen. Et flertal af amerikanerne vil hellere have Biden til at håndtere selvsamme. Det samme gør sig gældende for racerelationerne.

Lige nu splitter Trumps tilgang mere, end den samler. Trump må derfor spørge sig selv, om han fik satset nok på kærligheden, og om han vil kunne se sig selv i spejlet og sige ”hey, det godt nok".

Trumps turnaround

Det er ikke umuligt, at Trump med sin nuværende tilgang kan vinde præsidentvalget. Men det kræver en hidtil uset grad af mobilisering af vælgergrupper, der typisk ikke stemmer i så stor stil.

Spørgsmålet er, om denne snævre tilgang er den rigtige strategi. For hvis den nuværende udvikling ikke vender, må Donald Trump vænne sig til at blive omtalt som forhenværende præsident om et halvt år.

Præsidenten og hans rådgivere har tydeligvis set skriften på væggen. I denne uge har vi set indikationer på et turnaround fra Donald Trump.

Spørgsmålet er, om det varer ved.

Det er i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt Donald Trump har disciplinen til at gå ind i de næste 100 dage under sloganet, ”led, mens du gør det, ræk ud, hvis du tør det.”