Udland

Trump beordrer lavere priser på medicin - radikal og farlig politik, siger medicinalindustri

USA-analytiker kalder det "tvivlsomt", om tiltaget vil få en effekt på målingerne, inden amerikanerne går til valg til november.

USA's præsident, Donald Trump, har natten til lørdag dansk tid underskrevet fire dekreter, der skal sænke priserne på receptpligtig medicin til amerikanerne.

Trump har tidligere kaldt de amerikanske medicinpriser for "astronomiske", men disse kan i fremtiden blive lavere ved hjælp af rabatter og import af billigere medicin fra udlandet.

Præsidenten kalder i en tale sin beslutning for både "historisk og dramatisk".

- De fire dekreter, jeg underskriver i dag, vil fuldstændig omstrukturere markedet for receptpligtig medicin i forhold til priser, siger Donald Trump.

Præsidenten beskylder samtidig de tidligere regeringsansvarlige for at gøre "absolut intet" ved de høje medicinpriser, hvilket ifølge Trump har "flået" de amerikanske borgere.

Vigtigt valgtema

Prisen på medicin er et af de store temaer forud for præsidentvalget i november, og en sænkning af de amerikanske medicinpriser har længe ligget Donald Trump på sinde.

Både i præsidentvalgkampen i 2016 og i marts 2018 lovede Trump at reducere prisen på medicin i en "ikke alt for fjern fremtid".

Præsidenten har beskyldt medicinalindustrien for at udnytte systemet gennem længere tid, hvilket - ifølge Trump - har medført, at medicinpriser i USA er markant højere end i nabolande som Canada og Mexico samt i Europa.

De amerikanske medicinalvirksomheder som blandt andet Pfizer har omvendt forsvaret sig med, at medicinpriserne er nødvendige for at finansiere forskning og udvikling.

Lyn-analyse

Det har længe været en mærkesag for Trump at få medicinpriserne ned, hvilket også efterspørges af amerikanerne. Men djævlen ligger i detaljen, og Kongressen kan ikke blive enig. Amerikanerne betaler ofte langt mere for medicin, end man gør i Europa og Canada. Prisforskellen skyldes i høj grad, at det i USA er private virksomheder, der forhandler med medicinalindustrien, fremfor staterne, som det er tilfældet i Europa og Canada. Denne dynamik kan Trumps dekreter ikke gøre op med. Spørgsmålet er også, om dekreterne kan få en effekt, inden amerikanerne går til valg til november. Det er tvivlsomt.

Medicinalindustri: En farlig politik

De farmaceutiske forskere og producenter i USA - kaldet PhRMA - har hurtigt været ude og i skarpe vendinger kritiseret præsidentens nye tiltag om lavere medicinpriser.

- Denne regering har besluttet at føre en radikal og farlig politik i prisfastsættelsen, der er baseret på satser, der er betalt i lande, som han (præsident Trump, red.) har betegnet som socialistiske, hvilket vil skade patienter i dag og i fremtiden, lyder det i en fælles erklæring.

PhRMA kalder desuden præsidentens dekreter for en "hensynsløs distraktion", der vil være skadelig for industrien.

Timingen af Donald Trumps dekreter kommer på et følsomt tidspunkt, for under den nuværende coronapandemi, der i disse dage accelererer i netop USA, har man i 'Guds eget land' gjort sig afhængig af netop medicinalindustrien.

Donald Trump har på det seneste kastet milliarder af dollar efter amerikanske medicinalgiganter som Pfizer og Johnson & Johnson, der til gengæld skal levere en vaccine, som kan bekæmpe coronavirussen.

USA er det land i verden, der har registret flest coronarelaterede dødsfald.

Ifølge Johns Hopkins University er mere end 145.500 amerikanere døde med covid-19 i kroppen.