Mødre med cykelhjelme kæmper for fredelige protester i USA

Efter sammenstød mellem politi og demonstranter har en gruppe på 5000 kvinder gjort sig klar til at lægge sig imellem med fredelige midler.

De er klædt i gult, de bærer cykelhjelme, og de gør sig bemærket ved at stå sammen arm i arm.

Det er planen for den Wall of Mothers (Mur af mødre, red.), som ved weekendens demonstrationer i Chicago vil forsøge at forhindre samme grad af voldelige sammenstød, som er set i Portland i delstaten Oregon.

I Portland var der tegn til første mur af mødre med hjelme på gaderne, hvor Black Lives Matter-demonstrationer eskalerede til konfrontationer mellem civile og kamouflageklædte Homeland Security-specialtropper.

Mange amerikanske byer har gennem de sidste måneder dannet rammen om demonstrationer i kølvandet på George Floyds død efter en voldsom anholdelse.

Siden har demonstrationer, dels rettet mod politibrutalitet, dels rettet mod systemisk racisme, bølget over store dele USA. Og det har ført til flere sammenstød mellem Black Lives Matter-demonstranter og politi.

Det er den slags voldsudgydelser, de gulklædte mødre vil lægge sig imellem med fredelige midler.

Mødremuren har planlagt første indsats i Chicago ved en demonstration lørdag eftermiddag lokal tid i Grant Park, hvor en række borgerrettighedsorganisationer vil være samlet for blandt andet at advokere for en begrænsning af offentlige bevillinger til politi.

- Det er en glimrende idé, for det er med til at vise, hvordan vi kan være forskellige og alligevel eksistere på lige fod i en verden, der ellers ser ud til at være ved at gå til i vanvid, siger Michel Ben Yosef fra den humanitære organisation Tikkun Chai International til Chicago Tribune.

Moderstemmen er "universel"

Katje Sabin er blandt initiativtagerne til Wall of Mothers-gruppen i Chicago, som på få døgn voksede til flere end 5000 med hjælp fra Facebook til at sprede budskabet.

- Jeg fandt ud af, at det virker ved at bruge min stemme som mor. Der er noget universelt, og du tænker mere over, hvad du gør. Folk har også en tendens til ikke at opføre sig dårligt, når de ved, at mor kigger på, siger hun til Blockclubchicago.

Da der blev holdt demonstrationer i Chicago tidligere på måneden, endte det med sammenstød mellem politi og demonstranter, selvom det begyndte fredeligt.

Siden har myndighederne oprustet i de byer, hvor atmosfæren er mest anspændt. Og netop Portland er kommet i fokus, fordi præsident Donald Trump ved demonstrationer tidligere på måneden indsatte specialtropper, selvom delstaten Oregons guvernør bad Homeland Security-folkene om at forlade byen.

Homeland Security er en enhed, som normalt ikke agerer betjente under demonstrationer, men bekæmper eksempelvis terrorisme i USA, men Donald Trump har understreget, at de også vil blive brugt i byer som Chicago og New York, der er styret af "liberale demokrater".