Spanien genindfører restriktioner - coronasmitte skyldes nattelivet
De strengere coronaregler kommer samme dag, som Udenrigsministeriet ændrede rejsevejledningen til en spansk region.
I Spanien tager genåbningen efter coronakrisen et solidt skridt tilbage.
I løbet af de seneste døgn er antallet af smittede i det sydeuropæiske land steget kraftigt, og derfor genindfører flere spanske områder nu ellers ophævede coronarestriktioner. Det skriver CNN.
Det drejer sig blandt andet om den nordlige region Aragón, hvor beboere i flere distrikter bliver bedt om ikke at forlade deres lokalområde, medmindre det er absolut nødvendigt.
Forsamlinger over ti personer bliver forbudt, mens barer og restauranter må skære ned på antallet af besøgende.
Samtidig anbefales alle beboere i regionen omkring Spaniens hovedstad, Madrid, fra i dag at bære mundbind i eget hjem, hvis de har besøg af andre end dem, de bor med.
Spanien har allerede nogle af Europas mest strikse mundbindsregler. I Madrid er det i forvejen påkrævet at bære maske udendørs, hvis man ikke kan holde halvanden meters afstand til andre.
Højere smittespredning skyldes fester
Spanien har det seneste døgn registreret 971 nye smittetilfælde, hvilket er det højeste siden 8. maj.
Regionen Aragón står alene for 422 af tilfældene, men også Catalonien er hårdt ramt, lyder det fra den spanske sundhedsminister, María José Sierra.
Hun mener, at den øgede smittespredning blandt andet skyldes det spanske natteliv.
- I disse dage ser vi en stigning på grund af aktiviteter i nattelivet, fester og sociale forsamlinger. Det er situationer, der særligt er begyndt at bekymre os, fordi de er svære at kontrollere, sagde hun mandag.
Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledning
De spanske restriktioner genindføres samme dag, som det danske Udenrigsministerium opdaterede sin rejsevejledning til netop Aragón.
Fra torsdag råder ministeriet nemlig danske rejsende, der vender hjem fra regionen, til at lade sig teste for covid-19.
Til gengæld er rejsevejledningen for resten af Spanien er fortsat gul, hvilket betyder, at man som rejsende bør være ekstra forsigtig og løbende holde sig opdateret om situationen. Alle lande i verden er som minimum også gule.