Udland

Nu er Kina på vej til Mars

Sovjetunionen var det første land til at lande på Mars. EU har også forsøgt at lande på Mars, men missionen mislykkedes.

Torsdag morgen dansk tid begyndte Kina sin lange rejse mod Mars.

Ifølge planen skal rumraketten, der blev sendt op fra Hainan-provinsen i det sydligste Kina, nå frem til Mars om et halvt år. Her vil kineserne forsøge at udsende et mindre, terrænkørende fartøj, der efter planen skal lande på og undersøge Mars i 90 dage.

Blandt de ting, kineserne særligt vil være på udkig efter, er tegn på is eller vand i Mars’ atmosfære og overflade.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ikke de første

Torsdagens opsendelse er Kinas første selvstændige forsøg på at nå Mars. I 2011 samarbejdede Kina med Rusland om et Mars-projekt. Men opsendelsen slog fejl, og raketten nåede aldrig ud af Jordens atmosfære. I stedet gik rumfartøjet i stykker ud over Stillehavet.

Hvis Kina lykkes med hele sin plan – at få raketten frem til Mars’ atmosfære og lande det terrænkørende fartøj på den røde planet – vil det være det første land, der har succes i første forsøg. Men ifølge rummissionens talsmand, Liu Tongjie, venter der stadig store udfordringer, selvom raketten nu er kommet afsted.

- At komme ind i atmosfæren (på Mars, red.), decelerationen og landingen er en svær proces, udtaler Liu Tongjie ifølge Reuters.

Selv hvis Kina har succes med den svære opgave, vil de ikke være det første land på Mars.

I 1965 lykkedes det amerikanske NASA at sende et rumfartøj forbi Mars. Seks år senere lykkedes det for det daværende Sovjetunionen at lande på Mars. Den dag i dag er der stadig en række landes fartøjer på Mars, der er den planet, der er nærmest Jorden.

I 2011 landede det amerikanske fartøj Curiosity således på Mars’ overflade efter at have rejst 56 millioner kilometer gennem rummet. Det lille terrænkørende fartøj er stadig i funktion, selvom missionen oprindeligt kun skulle have varet knap to år.

I 2016 forsøgte EU sig med at lande en sonde på Mars. Men under processen med at lande på planeten, gik det lille fartøj i stykker og mistede kontakten til Jorden.

Tidligere på ugen sendte de Forenede Arabiske Emirater også en raket i retning af Mars. Det er deres plan, at de skal få rumfartøjet i kredsløb om Mars til februar.