Hvem er de 'hemmelige betjente', Trump sender til demokraternes byer?
Trump har sat uidentificérbare føderale agenter i umarkerede biler ind i mindst én demokratisk kontrolleret by og truer med at gøre det i flere.
En bil uden nummerplader kører frem mod et lyskryds i byen Portland i delstaten Oregon, USA.
Bilen stopper brat op, og to maskerede mænd i kamuflageuniformer og bevæbnet med rifler stiger ud og går med hastige skridt i retning af en lille gruppe demonstranter.
De griber en demonstrant og hiver ham med tilbage til bilen uden nummerplader, hvorefter manden bliver sat på bagsædet.
Bilen kører væk.
Ingen ved præcis, hvor den kører hen. For mændene i umarkerede kamuflageuniformer er ikke en del af hverken Portlands eller Oregons politienheder.
Uvelkomne gæster
Det 'hemmelige politi', som demonstranter kalder dem, er sendt til Portland på ordre af Donald Trump, selvom Oregons guvernør gentagne gange har bedt dem forlade staten.
Der er tale om føderale agenter fra det amerikanske Homeland Security, som normalt ikke agerer betjente under demonstrationer, men bekæmper eksempelvis terrorisme i USA.
De er uvelkomne i Portland. Det har borgmesteren gjort klart. Men intet tyder på, at de vil forlade byen.
Tværtimod har Donald Trump sagt, at han agter at sende mere ’hemmeligt politi’ til andre byer, hvor der er demonstrationer – men kun de byer, der er styret af hans politiske modstandere.
Trump har nævnt en række byer som kandidater til at modtage den uønskede hjælp, herunder New York og Chicago, som han i samme vending sagde var byer, der er styret af "liberale demokrater".
Oregons guvernør, Kate Brown, udtalte onsdag, at hun vil have "Trumps tropper", som hun kalder dem, til at forlade Portland omgående.
- Det her er et demokrati, ikke et diktatur. Vi kan ikke acceptere, at hemmeligt politi kidnapper folk i gaderne og bortfører dem i umarkerede biler.
Det er højst usædvanligt, at præsidenten går over hovedet på det lokale bystyre, fortæller Mirco Reimer-Elster, der er USA-analytiker for TV 2.
- Det ligner jo en form for overgreb. Og så sker det kun for politiske modstandere, siger han.
Borgmester bliver gasset
Kritikken hagler ned over den uvelkomne brug af Homeland Security mod forfatningsbeskyttede demonstrationer i USA.
Blandt andet har den første direktør for Homeland Security fra 2001 til 2005, republikaneren Tom Ridge, udtalt, at han ikke ville bruge sine agenter mod amerikanske demonstranter på den måde, før helvede fryser til is.
Demokratiske senatorer forsøger i Senatet at få stoppet Trumps handlinger, og den prominente republikanske senator Rand Paul har også kritiseret brugen af føderale agenter i hårde vendinger.
Som modreaktion på agenterne, som de lokale myndigheder ikke har kontrol over, har bystyret i Portland gjort det forbudt for politiet i Portland at hjælpe og samarbejde med agenterne.
Presset på borgmesteren til at reagere på politivold i Portland – årsagen til, der overhovedet er demonstrationer i byen – er steget, efter at de ’hemmelige betjente’ er dukket op.
Det fik borgmester Ted Wheeler, der også er demokrat, til at møde op til en demonstration sent onsdag aften amerikansk tid, hvor han i en tale til demonstranterne fordømte de føderale agenter.
Kort efter lød der en række brag, og demonstrationerne og borgmesteren blev omsvøbt i tåregas.
Borgmesteren tog beskyttelsesbriller på og drak noget vand, og han sagde efterfølgende til New York Times, at han ikke kan forstå, hvorfor man affyrede tåregas i situationen.
- Det gør ondt, og jeg kan sige med 100 procent sikkerhed, at jeg ikke så demonstranterne gøre noget, der fortjente den reaktion (fra politiet, red.), sagde Wheeler.
Han fortsatte ydermere med at sige, at det var en "ekstrem overreaktion" fra de føderale agenter, og at den slags handlinger skal "stoppes omgående".
Bruger agenter som valgkampagne
Ifølge Mirco Reimer-Elster stemmer Trumps taktik med at sende føderale agenter ud til demokratiske byer overens med hans valgkampagne om lov og orden.
- Kort efter han stod på talerstolen og sagde, at han ville sende agenter til Chicago og andre steder, så sender hans kampagne en pressemeddelelse ud, hvor der står, at Trump beskytter USA, forklarer han.
Derfor mener Mirco Reimer-Elster, at der er et åbenlyst sammenfald mellem de handlinger, Trump foretager sig som præsident i forhold til protesterne, og den dagsorden, han forsøger at sætte med sin kampagne.
I den modsatte side af spektrummet har dele af oppositionen valgt at sammenligne Trumps metoder med dem fra det tidligere Østtyskland.
Blandt andet har organisationen Democratic Coalition, der er en såkaldt Super PAC – en slags politisk kampagnekomité – delt en video, hvor de sammenligner betjentene med Gestapo.
- Donald Trump forsøger desperat at provokere og skabe vold for at øge hans chancer ved valget, og han har gjort det klart, at ingen amerikanske byer er sikre, skriver organisationen.
Men Mirco Reimer-Elster forsikrer om, at det ikke er helt unormalt, at man bruger føderale agenter som betjente. Det unormale er ifølge ham, at man bruger dem mod politiske rivaler, der ikke ønsker det.
- I bund og grund mener borgmestrene, at det er et forsøg på at opildne til vold, og at det er meget problematisk, at man ikke kan identificere agenterne, siger han.