Coronavirus

Trump har skiftet coronakurs - og det er der flere grunde til, siger analytiker

I alt er mere end 3,8 millioner personer testet positive for corona i USA, mens over 141.000 coronapatienter er døde.

USA's præsident, Donald Trump, opfordrer nu amerikanere til at bære ansigtsmaske, hvis de befinder sig i en situation, hvor de ikke kan holde afstand til andre.

Det bliver desværre nok værre, før det bliver bedre. Det er trist, men sandt

Præsident Trump

Det sagde Trump tirsdag aften under sit første corona-pressemøde i tre måneder.

- Uanset om du kan lide masken eller ej, har den en betydning. Maskerne vil have en betydning, og vi har brug for at gøre alt, hvad vi kan, siger Donald Trump.

Ny kurs

Anbefalingen af værnemidlet er en ny kurs for præsidenten, der tidligere har nedtonet effekten af masker.

Kun én gang tidligere er Donald Trump blevet set offentligt med en ansigtsmaske. Det skete 11. juli i forbindelse med et besøg på et militærhospital i delstaten Maryland.

Mandag tweetede Trump et foto af sig selv iført en ansigtsmaske og fremhævede i den forbindelse sin patriotisme.

På tirsdagens pressemøde sagde han, at han med glæde vil bære ansigtsmaske.

Kursændring er nødvendig

Der er flere grunde til, at præsident Trump nu har skiftet kurs med hensyn til brug af mundbind. Det fortæller TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster:

- For det første har hans håndtering af coronakrisen været virkelig dårlig, og det kan tydeligt ses på de seneste meningsmålinger. Han bliver simpelthen nødt til at ændre kurs nu, hvis han vil vinde præsidentvalget i november.

For det andet har Trumps egne sundhedsmyndigheder gennem længere tid opfordret amerikanere til at bære maske, når det ikke er muligt at holde afstand.

- Det går jo ikke at have en præsident, der konsekvent gør det modsatte af, hvad hans egne eksperter opfordrer befolkningen til. Det svarer til, at du beder dit barn spise rugbrød, men du selv spiser toastbrød med Nutella.

Endelig har præsident Trumps egen vicepræsident, Mike Pence, på det seneste ændret syn på værnemidler og er begyndt at optræde med maske ved offentlige begivenheder.

Opblussen af smittede

Store dele af USA oplever i disse uger en markant opblussen i epidemien - og ifølge præsidenten er der ikke umiddelbart udsigt til bedring.

Det sagde Trump på pressemødet tirsdag aften:

- Det bliver desværre nok værre, før det bliver bedre. Det er trist, men sandt. Det er sådan, det er. Sådan er det overalt i verden.

Søndag lød det imidlertid fra Trump, at coronaudbruddet i USA var ved at være under kontrol. Det sagde præsidenten i et interview med tv-stationen Fox News.

Trump sagde på torsdagens pressemøde, at målet ikke kun er at "styre pandemien, men at afslutte den".

- Vacciner kommer, og de kommer hurtigere, end nogen troede var muligt, siger Trump.

141.000 er døde i USA

Trump oplyste også, at han hver anden til tredje dag bliver testet for coronavirus.

De seneste seks dage har antallet af nye smittede med coronavirus i USA været rekordhøjt med over 60.000 nye tilfælde om dagen. Særligt de sydlige og vestlige delstater er ramt af coronavirussen.

USA er det land i verden, der er hårdest ramt af pandemien målt på antal smittede og coronarelaterede dødsfald.

I alt er mere end 3,8 millioner personer testet positive for corona, mens over 141.000 coronapatienter er døde i USA, viser tal fra Johns Hopkins.