Amerikansk fodbold

Professionelt canadisk footballhold dropper eskimo-navn

Holdet har brugt navnet "Edmonton Eskimos" siden 1949. Christinne Muschi / Scanpix Denmark

Edmonton Eskimos følger i Washington Redskins' fodspor og ændrer sit holdnavn, der kan virke nedsættende.

Edmonton Eskimos, der spiller i Canadas bedste række for amerikansk fodbold, dropper tilnavnet 'Eskimos'.

Det oplyser klubben i en udtalelse på sin hjemmeside.

Navnet er blevet brugt af en række footballklubber siden 1895, og det nu tidligere Edmonton Eskimos har brugt det siden sin grundlæggelse i 1949. Men for tre år siden indledte klubben en undersøgelse, der skulle klarlægge, hvordan tilnavnet opfattes af inuitter.

- Vi har fundet ud af at, holdningerne til vores holdnavn har ændret sig. Mens mange fans rigtig gerne vil beholde navnet, så er der andre, der i stigende grad har det dårligt med tilnavnet, skriver klubben.

"Spisere af råt kød"

Groft oversat betyder ordet eskimo nemlig "spisere af råt kød", og størstedelen af folk fra Grønland, Canada og Alaska foretrækker i stedet betegnelsen inuit.

Derfor har flere sponsorer, blandt andre forsikringsselskabet Belairdirect ifølge canadiske CBC krævet, at navnet bliver ændret.

- Siden vi valgte navnet for over 100 år siden, har vores klub og organisation hyldet den særlige ånd og hårdførhed hos dem, der bor mod nord, skriver holdet blandt andet.

- Holdets værdier, der er sammenhold, integritet, respekt og inklusion, kommer ikke til at ændre sig med den her beslutning.

Dansk is-producent dropper også "Eskimo"

Også i Danmark har ordet eskimo på det seneste skabt debat. Blandt andet har isproducenten Hansen Is valgt at droppe navnet på isen "Kæmpe Eskimo". Producenten Premier Is har hidtil valgt at holde fast i navnet.

Samtidig er Edmonton ikke det første hold, der skifter navn inden for den seneste tid.

Også Washington Redskins, der spiller i den bedste liga for amerikansk fodbold i USA, NFL, har besluttet at ændre sit navn.

Ordet redskins (rødhuder, red.) opfattes af mange i USA som racistisk og nedsættende overfor indfødte amerikanere.

Edmonton vil den kommende tid kalde sig for Edmonton Football Team eller EE Football Team, indtil holdet har fundet et nyt navn.

Det endelige navn forventes ikke at blive fastsat før efter årets sæson.