Udland

Han vil være præsident - hans kone beder om forståelse for hans psykiske lidelse

Kim Kardashian West har ikke tidligere talt om sin mands bipolare lidelse, men nu mener hun, at hun er nødt til det.

Efter at have annonceret sit præsidentkandidatur tidligere på måneden holdt den amerikanske megastjerne Kanye West søndag sit første vælgermøde.

Det blev en særpræget affære, hvor den uafhængige præsidentaspirant både lovede gratis cannabis til alle amerikanere og flere gange begyndte at græde.

De følgende døgn fulgte han op med en lang række besynderlige tweets, hvor han blandt andet skrev, at hans kone med hjælp fra en læge forsøger at spærre ham inde. Dem har han siden slettet.

Dem, der er tæt på Kanye, kender hans hjerte og forstår, at hans ord nogle gange ikke hænger sammen med hans intentioner

Kim Kardashian West, gift med Kanye West

Han skrev også, at han længe har forsøgt at blive skilt fra realitystjernen Kim Kardashian West, ligesom han kaldte sin svigermor, Kris Jenner, for ’Kris Jong-Un’.

Onsdag aften fik de mange markante udsagn hans ligeså berømte kone på banen.

Bipolar lidelse

I en historie på Instagram tager hun sin mand i forsvar og beder om forståelse på hans vegne.

- Som mange af jer ved, har Kanye bipolar lidelse. Alle, som har det, eller har en elsket, der har det, ved, hvor utroligt kompliceret og smertefuldt det er at forstå, begynder hun.

Første del af den meddelelse Kim Kardashian West delte på sin Instagram-profil onsdag aften.

Hun har ikke tidligere talt om emnet offentligt, fordi hun ønsker at beskytte både sin mands privatliv og parrets fire børn, skriver hun.

Men nu mener hun, at hun er nødt til at gøre det på grund af stigmatisering og misforståelser i forhold til psykisk sygdom.

Genial, men kompliceret

Kanye West har flere gange selv talt åbent om sin bipolare lidelse, som i perioder gør ham manisk. Han har også fortalt, at han ikke tager den medicin, han burde, fordi den hæmmer hans kreativitet.

Ifølge Kim Kardashian West er familier magtesløse over for psykisk sygdom, hvis ikke den syge person er mindreårig.

- Personer, der er uvidende eller langt væk fra disse oplevelser, kan være fordømmende og ikke forstå, at den enkelte selv er nødt til at engagere sig i processen for at få hjælp, uanset hvor hårdt familie og venner forsøger, skriver hun.

Anden del af den meddelelse Kim Kardashian West delte på sin Instagram-profil onsdag aften.

Hun kalder sin mand for ”en genial, men kompliceret person”, der er under et stort pres. Både fordi han er en kunstner og en sort mand, og fordi han lider under tabet af sin mor i 2007, samtidig med at han kæmper med stress og isolation, der forstærkes af hans bipolare lidelse.

- Dem, der er tæt på Kanye, kender hans hjerte og forstår, at hans ord nogle gange ikke hænger sammen med hans intentioner, skriver Kim Kardashian West.

Beder om medfølelse og empati

Men uanset hvor store og uopnåelige hans drømme kan virke for nogle, bliver de ikke mindre eller svækkede af hans lidelse, fortsætter hun.

- Jeg beder venligst medierne og offentligheden om at vise os den medfølelse og empati, det kræver, for at vi kan komme igennem det her. Tak til jer, der har udtrykt bekymring for Kanyes velbefindende og for jeres forståelse, skriver hun til sidst.

Tredje og sidste del af den meddelelse Kim Kardashian West delte på sin Instagram-profil onsdag aften.

Rapperen, produceren og designeren Kanye West har udgivet ni albummer og modtaget 21 Grammy-priser.

Han har tidligere støttet Donald Trump og offentligt båret den kendte røde kasket med præsidentens ’Make America Great Again’-slogan.

Men 4. juli meddelte Kanye West, at han selv stiller op til præsidentvalget 3. november og sagde efterfølgende til Forbes, at han ”tager den røde kasket af med dette interview”.

Talte om abort

Han levnes dog ikke mange chancer, da fristen for at stille op som uafhængig kandidat er overskredet i flere delstater.

Indtil nu er han kun erklæret opstillingsparat i Oklahoma.

Kanye West begyndte flere gange at græde under sit vælgermøde i South Carolina.

Derfor overraskede det også TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, at Kanye West overhovedet stillede op med et vælgermøde i South Carolina søndag.

Han mente da også, at Kanye West udtalelser måtte ses i lyset af hans bipolare lidelse.

- Hvis man kender til hans historik som bipolar, er det svært ikke at tænke, at her står en mand, der har et problem. Jeg blev semi-oprigtigt bekymret for ham og blev også nødt til at slukke, sagde Mirco Reimer-Elster efter vælgermødet i South Carolina.

På vælgermødet afslørede Kanye West blandt andet, at han og hans kone overvejede en abort, da hun blev gravid med deres første barn, og at hans egen far havde ønsket en abort, før Kanye West blev født.

Desuden sagde han, at han ikke er tilhænger af et forbud mod abort, men at gravide kvinder burde motiveres til at føde deres barn med et tilbud om en million dollars.