Coronavirus

Trump betegner brug af ansigtsmasker som patriotisk

USA's præsident har tidligere afvist at ville bruge mundbind eller maske. Nu har piben fået en anden lyd.

USA's præsident, Donald Trump, har mandag tweetet et foto af sig selv iført en ansigtsmaske og fremhæver samtidig sin patriotisme.

- Vi er forenet i vores bestræbelser på at besejre den usynlige kinesiske virus, og mange siger, at det er patriotisk at bære ansigtsmaske, når det ikke er muligt at holde fysisk afstand.

- Ingen er mere patriotisk end jeg, din foretrukne præsident!, skriver han på det sociale medie.

Trump har i månedsvis ellers afvist at anbefale brug af ansigtsmasker, som en måde at bekæmpe coronavirus på, skriver Reuters.

Kun en gang er Donald Trump blevet set offentligt med en ansigtsmaske.

Det skete den 11. juli i forbindelse med et besøg på et militærhospital i delstaten Maryland.

Tidligere under virusudbruddet har Trump nægtet at bruge en maske, selv om det tilrådes af amerikanske sundhedseksperter.