Coronavirus

Lærere sagsøger Florida for at tvinge skoler til at genåbne: - Ønsker ikke det her for nogen

Guvernøren i den amerikanske delstat står fast på sin beslutning. Imens stiger manglen på intensivpladser til coronapatienter.

Skolelærere i den amerikanske delstat Florida sagsøger nu myndighederne i et forsøg på at forhindre en tvungen genåbning af skolerne for klasseundervisning til august.

Det skriver CNN. Genåbningen af skolerne sker på et tidspunkt, hvor Florida er hårdere ramt af coronavirus end nogensinde.

Det er direktøren for Florida Education Association, delstatens største sammenslutning af uddannelsesfagforbund, Fedrick Ingram, der har indgivet søgsmålet.

Det er rettet mod guvernør Ron DeSantis, uddannelseskommissær Richard Corcoran, Miami-Dade-regionens borgmester Carlos Giménez, samt Floridas uddannelsesministerium og bestyrelse.

Det sker, efter uddannelseskommissæren tidligere på måneden udstedte en nødordre om, at alle skoler i delstaten skulle åbne mindst fem dage om ugen for alle elever fra næste måned.

Det første af sin slags

Søgsmålet er det første af sin slags i USA, skriver New York Times. Også skoler i andre dele af landet, blandt andet i delstaterne Californien og Texas, er flere store skoledistrikter nået til konklusionen, at klasseundervisning ikke er sikkert.

Floridas republikanske guvernør har beordret skolerne genåbnet i august, efter præsident Trump opfordrede til en landsdækkende genåbning af skolerne og i samme ombæring truede med at trække den økonomiske støtte til de skoledistrikter, der undlader det.

Hvis fastfoodrestauranter, supermarkeder og andre butikker kan genåbne som essentielle samfundsfunktioner, bør det samme også være gældende for skolerne, har Ron DeSantis tidligere forsvaret sin beslutning med.

Hensynsløst og samvittighedsløst

Men beslutningen møder ingen forståelse hos lærerne.

- Vi synes, det er hensynsløst. Vi mener, at det er samvittighedsløst, og vi mener også, at ordren er forfatningsstridig, lyder det fra Fedrick Ingram på et virtuelt pressemøde.

- Ingen ønsker i højere grad at vende tilbage til et klasseværelse og genåbne vores skoler end lærerne. Men vi ønsker at gøre det sikkert. Og vi vil ikke udsætte folk for nogen risiko.

Floridas guvernør Ron DeSantis holder indtil videre fast ved beslutningen om at genåbne skoler til august.

Han bliver både bakket op af det nationale fagforbund for lærere, samt det nationale fagforbund for uddannelse. Direktøren for American Federation of Teachers (den amerikanske lærersammenslutning red.), Randi Wiengarten, kalder guvernørens pres for at genåbne skolerne for "intens fornægtelse" af realiteterne, og udtaler, at "vi ikke vil miste en generation af børn på grund af fornægtelse og uforsvarlig opførsel".

Lærer lå 21 dage i respirator

Flere lærere var også tilstede ved pressemødet, blandt andet Stefanie Miller, der har været lærer i Broward-regionen i 22 år og som lå 21 dage i respirator efter at være blevet smittet med coronavirus.

- Jeg ønsker ikke det her for nogen. Selvfølgelig vil jeg gerne undervise igen, men det skal være sikkert. Det er umuligt for børn at sidde stille på deres stol i seks timer iført mundbind uden at blive stressede over situationen. Online undervisning er ikke optimal, men det er den bedste måde at sikre lærere, personale og familierne, sagde hun.

Miami Beach har udgangsforbud efter klokken 20 på grund af de høje smitterater.

Mangel på intensivpladser

Mandag blev Florida den ottende delstat med mindst 5000 døde med coronavirus, ifølge New York Times.

Amerikanske folkesundhedseksperter har tidligere rådgivet om, at skoledistrikter kun bør overveje at genåbne for klasseundervisning i regioner, hvor under fem procent af de coronatestede er positive. Miami-Dade-regionen har senest rapporteret om fem gange højere tal end den anbefalede grænse.

Mandag er 9508 borgere i delstaten indlagt med coronavirus ifølge Floridas sundhedsmyndigheder.

Stigningen har skabt så stort pres på sundhedsvæsnet, at 53 hospitaler i Florida nu står uden intensivpladser.