Coronavirus

Antallet af smittede i Spanien stiger markant på få uger

17. juli lukkede Barcelona, der er hovedbyen i Catalonien, for biografer, teatre og natklubber.

Antallet af smittede med covid-19 i Spanien er de seneste uger mere end fordoblet, når man ser på antallet af smittede per uge.

Det viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

I uge 25 var antallet af smittede det laveste, siden coronavirussen nåede landet, da 2062 blev konstateret smittet.

I uge 29 var antallet af smittede steget til 5544, og antallet er fortsat med at stige. Det fortæller sundhedsmyndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters og den spanske avis El Pais.

Smitten i Spanien toppede i april, hvor der blev indført udgangsforbud, men siden er flere foranstaltninger lempet, og den stigende smitte stammer formentlig fra klynger forårsaget af lempelserne:

- Der, hvor foranstaltningerne lempes, er der, hvor klyngerne kommer. Vi snakker familieforsamlinger og områder, der er associeret til natteliv, sagde sundhedsminister Salvador Illa mandag.

Udenrigsministeriet: Vejledninger opdateres torsdag

Sundhedsmyndighederne oplyser, at antallet af smittede per 100.000 indbyggere lå på omkring otte i slutningen af juni, men nu er steget til 27 set over 14 dage.

Danmark åbnede 27. juni for rejser til flere europæiske lande. Heriblandt Spanien.

For at et land karakteriseres som ”åbent”, skal det have under 20 smittede per 100.000 indbyggere per uge. Et land ændrer status til ”karantæneland”, hvis antallet af smittede er 30 eller flere smittede per 100.000 indbyggere.

Ifølge Udenrigsministeriet ændres landets status ved 30 for at "undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge".

Til trods for forskellen i opgørelsesmetoderne, har TV 2 spurgt Udenrigsministeriet, om de kommer til at ændre rejsevejledningerne for Spanien eller regioner i landet.

Ministeriet oplyser, at rejsevejledningerne opdateres hver torsdag, og at de følger situationen i Spanien tæt. Ministeriet henviser til ovenstående klassifikationer af "åbne" og "lukkede" lande og har ikke yderligere at tilføje.

Det er særligt i regionerne Catalonien og Aragón, at smitten er begyndt at stige. Og den stigning gør, at de norske sundhedsmyndigheder, der benytter sig af lignende krav for indrejse, advarer mod, at de kan komme til at fraråde rejser:

- Vi har foretaget en vurdering af situationen i Spanien, og rejsevejledning vil blive vurderet af regeringen i slutningen af ugen. Men vi vil allerede gøre rejsende opmærksomme på, at Spanien kan blive rød, hvis der ikke sker ændringer indtil da, skriver overlæge Are Stuwitz Berg i en pressemeddelelse.

Såfremt landet bliver rødt, skal nordmænd, der kommer hjem fra Spanien, i karantæne, indtil de kan fremvise en negativ coronatest.

Barcelona er lukket ned

Allerede 17. juli lukkede Barcelona, der er er hovedbyen i Catalonien, for biografer, teatre og natklubber og indførte et forbud mod at samles mere end ti personer.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen, WHO), meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af den nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Samtidig blev restauranter begrænset til at køre med halv kapacitet og borgerne blev opfordret til at blive hjemme, hvis det var muligt.

Talskvinde for den catalanske regering, Meritxell Budo, opfordrede til, at borgerne i regionen ikke rejser væk i minimum to uger.

- Vi er nødt til at tage et skridt tilbage for at undgå en total nedlukning de kommende uger, sagde hun og understregede, at borgere er nødt til at "handle hurtigt og bestemt for at undgå at finde sig selv i den samme situation som i marts".

TV 2 kunne lørdag fortælle, at der trods restriktioner og lukkede barer lettede et fly fra Danmark mod Barcelona med næsten 100 danskere ombord.

Ifølge WHO har Spanien registreret 260.255, der har eller er smittet med covid-19, mens 28.420 er døde, mens de har været smittet.

TV 2 har præciseret afsnittet under første mellemrubrik og gjort det klart, at Udenrigsministeriet ser på antallet af smittede per 100.000 indbyggere per uge, mens det spanske tal er opgjort over 14. dage.