Coronavirus

Trump og tv-vært i totterne på hinanden over corona-påstande: Hele verden misunder os

På Fox News forsvarer Trump sin indsats og hævder, at USA's coronadødelighed er blandt verdens laveste.

På trods af et rekordhøjt antal nye smittetilfælde i USA fastholder landets præsident, Donald Trump, at coronaudbruddet er ved at være under kontrol.

Det siger han søndag i et interview med Fox News, hvor han bestrider statistikker, der tegner et andet billede.

Få timer inden interviewet blev sendt på amerikansk tv, viste tal fra delstaten Florida, at der i det seneste døgn er registreret over 12.000 nye smittetilfælde.

- Vi misundes af hele verden

Det er femte dag i træk, at tallet ligger over 10.000 i Florida.

- Vi har gløder, og vi har også flammer. Florida er blevet mere flammeagtig, men det kommer under kontrol, siger Trump i interviewet.

Han tilføjede, at USA har testet en større del af befolkningen end noget andet land, og at det er derfor, at antallet af smittede er så højt - ikke fordi virussen rent faktisk breder sig i USA.

- Vi misundes af hele verden, fastslog Trump.

Studievært Chris Wallace konfronterede under interviewet Trump med statistikker, der viste, at USA er et af de lande i verden med den højeste dødelighed blandt coronapatienter.

- Jeg synes, at vi har en af de laveste dødelighedsprocenter i verden, lød svaret fra Trump, der derefter bad en medarbejder hente tal, som Det Hvide Hus selv har fremlagt, og hvor USA er sammenlignet med færre lande.

På sin egen favorit-kanal

Chris Wallace holdt flere gange i løbet af interviewet præsidenten op på, at hans udtalelser var fejlagtige.

Præsidenten endte med at blive udstillet i flere situationer, og det virker til, at Trump og hans rådgivere ikke har gjort deres lektier ordentligt, lyder det fra TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- Det kan godt være, Trump er vant til, at der ikke kommer kritiske spørgsmål, når han selv ringer ind til morgen- eller debatprogrammerne.

- Men det kommer altså ikke til at ske med Chris Wallace, siger Mirco Reimer-Elster, der betegner Wallace som én af USA's bedste interviewere.

- Selv på hans angivelige favorit-tv-station Fox News kan han ikke komme igennem med et interview uden konstant at blive rettet, siger Mirco Reimer-Elster.

Trump bestrider meningsmålinger

Chris Wallace forsøgte i interviewet at fastholde Trump på spørgsmålet om, hvorfor han gentagne gange har sagt, at coronavirussen vil forsvinde af sig selv.

- Før eller siden får jeg ret. Det forsvinder, og så får jeg ret, svarede Trump.

Fox News-interviewet med Trump kommer vidt omkring, og præsidenten når også at lange gevaldigt ud efter sin sandsynlige modstander ved præsidentvalget i november, tidligere vicepræsident Joe Biden.

Ifølge Trump vil Biden blandt andet tredoble skatten for amerikanerne og stoppe den offentlige finansiering af politiet - noget, som Biden har afvist.

Præsidenten bestred i interviewet de talrige 'falske' meningsmålinger, der viser, at Biden har en stor føring over ham i flere stater.

Han gentog også sit synspunkt om, at "brevstemmer vil føre til valgsvindel". Det er en påstand, som der ifølge eksperter ikke er noget belæg for.

Svarer ikke klart på, om han vil acceptere valgresultat

I interviewet afviste Trump også at give et klart svar på, om han vil acceptere valgresultatet i november, hvis han taber valget.

- Jeg er ikke en god taber. Jeg kan ikke lide at tabe, siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt det betyder, at han ikke vil godtage valgresultatet, svarede han:

- Nej. Jeg må se det.

Og da Trump bliver presset til at uddybe, svarer han:

- Nej, jeg vil ikke bare sige ja. Jeg vil ikke sige nej, og det gjorde jeg heller ikke sidst.