Coronavirus

I Chile får fattige en corona-pakke med mad og kondomer - middelklassen får kontanter

Regeringen deler hjælpepakker ud til tre millioner familer, som er økonomisk hårdt ramt på grund af nedlukningen af landet.

Med 328.846 registrerede tilfælde af covid-19 indtager Chile med knap 330.000 smittede en kedelig 8. plads på listen over de lande i verden, der er hårdest ramt af coronavirus. 8445 har mistet livet.

Chile har stort set været lukket ned siden den 15. maj, og det har haft store økonomiske konsekvenser. Derfor har regeringen besluttet at dele en hjælpepakke ud til tre millioner familier, som har svært ved at få økonomien til at hænge samme.

De tre millioner kasser indeholder basale fødevarer som ris, pasta, olie og mel, men der er også lagt tre pakker kondomer i kassen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Chile tilhører 80 procent af landets 12 millioner indbyggere den romersk-katolske kirke, og det er faldet mange for brystet, at regeringen har kommet kondomer i kassen med fødevarer. Men den kritik afviser Cristian Monckeberg, der er landets familie- og sundhedsminister.

- Disse kondomer er dem, vi plejer at udlevere til lægeklinikker, forklarer Cristian Monckeberg.

Chilenere kan normalt få udleveret gratis kondomer hos deres læge, men på grund af nedlukningen af landet har mange enten ikke haft mulighed for at opsøge deres læge, eller ikke turdet af frygt for coronasmitte.

Karen Ubrani er sexterapeut i Chiles hovedstad Santiago. Hun hilser regeringens uddeling af kondomer velkommen.

- Jeg mener, at det er en investering, der skal foretages i dag, for ellers skaber det fattigdom fremover. Vi får et øget antal ikke planlagte graviditeter, siger Karen Ubrani.

De fleste af de fattige familier, der har modtaget hjælpepakken, har da heller ingen problemer med, at der ligger kondomer i kassen.

- Det er praktisk for folk, som bruger kondomer, siger Paz, en midaldrende kvinde fra Santiago med et smil på læben.

En yngre kvinde, som den chilenske tv-station TVN har interviewet, har dog en enkelt indvending.

- Tre kondomer er ikke nok, konstaterer hun tørt.

Middelklassen får kontanter

Mens landets arbejdsløse, syge og pensionister spises af med pasta og kondomer, er der langt mere at hente for den chilenske middelklasse.

Tidligere på ugen meddelte den chilenske præsident Sebastián Pinera, at der er en bonuscheck på vej til middelklassen. En check på 500.000 chilenske pesos - lidt over 4.000 kroner - som ikke skal tilbagebetales. For at kunne modtage den økonomiske hjælp skal personerne have haft en månedlig indkomst på, hvad der svarer til 4.000 til 12.000 kroner, og deres indtægt skal være faldet med mindst 30 procent. Det skriver mediet Chile Reports.

- Middelklassen er vort lands stolthed. De har gjort fremskridt baseret på deres egen fortjeneste og indsats. I dag, i betragtning af disse tiders modgang, står de overfor store trusler og frygt. Vi må og kan ændre denne situation, sagde præsident Pinera.

Regeringen tilbyder også medlemmer af middelklassen at optage et statsgaranteret lån på lempelige vilkår. Desuden udsættes ejendomsskatten for andet halvår af 2020.

Må kun forlade hjemmet to gange om ugen

Selvom smitten i Chile ifølge tal fra Johns Hopkins generelt er aftagende, har den chilenske regering erklæret undtagelsestilstand i landet foreløbig helt frem til den 16. september. Det betyder blandt andet, at regeringen kan indføre nye restriktioner uden varsel.

I byområder er det et krav at bære mundbind i det offentlige og i for eksempel elevatorer. Der er indført udgangsforbud i hele landet fra klokken 22 om aftenen til klokken 5 om morgenen.

I hovedstaden Santiago og en lang række andre storbyer er indbyggerne i karantæne. De må kun forlade deres hjem for at gå på arbejde. Der er dog undtagelser, hvis indbyggerne skal til læge, på apoteket eller har et møde med offentlige instanser. I disse tilfælde må man dog højest forlade sit hjem to gange om ugen.