Mens smittetallene bare stiger og stiger - Trump afviser kategorisk at anbefale mundbind
Adskillige delstater har indført krav om at bære mundbind på offentlige steder, men masken er også symbol på konflikt.
Præsident Donald Trump lover den amerikanske befolkning, at han ikke har tænkt sig at tvinge nogen til at bære ansigtsmaske.
Forsikringen kommer samme dag, som USA sætter endnu en rekord i antallet af smittede med covid-19.
I et interview med tv-stationen Fox News gjorde præsidenten det klart, at han ikke mener, der er brug for et nationalt påbud om at bære maske, da borgerne har ret til "en vis frihed" til at vælge.
Meldingen går stik imod, hvad præsidentens egne sundhedsfaglige eksperter løbende prøver at promovere: Nemlig at mundbind mindsker smitten markant.
Robert Redfield, der er øverste chef for USA's Center for Sygdomskontrol og -forebyggelse, CDC, har sammen med to andre læger evalueret de seneste sundhedsfaglige studier om mundbind i en artikel i det anerkendte tidsskrift for læger, Journal American Medical Association.
Her konkluderer de, at amerikanerne "ikke er forsvarsløse over for covid-19".
- Amerikanerne har et ansvar for at beskytte dem selv, deres familier og deres lokalsamfund, skriver han.
Mundbind det stærkeste våben
Tidligere har Robert Redfield tilmed sagt til samme tidskrift, at mundbindet er "det stærkeste våben, vi har" mod coronavirussen:
- Jeg tror oprigtigt på, at hvis alle i den amerikanske befolkning stringent bar maske lige nu, så ville vi kunne få denne epidemi under kontrol henover de næste fire til otte uger, lød det ifølge ABC News.
Trods præsidentens modstræbende kommentarer er der i mange delstater nu ved at være enighed om vigtigheden af at bære maske.
Herunder er det nuværende billede af, hvordan de enkelte delstater forholder sig til ansigtsmaskerne:
Det lyseblå mundbind er også årsag til voldsomme, interne stridigheder mellem delstaternes øverste ledelse og de lokale myndigheder ude i byerne.
Således har guvernøren i Georgia, republikaneren Brian Kemp, lagt sag an mod den demokratiske borgmester Keisha Lance Bottoms i en af delstatens største byer, Atlanta, fordi hun har valgt at indføre strikse krav om at bære mundbind over for byens indbyggere.
Kemp kalder byrådets beslutning om at skærpe restriktionerne for "katastrofal" og mener, den "truer borgernes liv og levebrød".
Keisha Lance Bottoms kvitterer ved at påpege, at guvernøren har "trådt over grænsen":
- Jeg ser frem til at se ham i retten, lyder det tørt.
Forsker: Genåbning er hovedløs
I det seneste døgn er 77.638 personer i USA blevet testet positive med coronavirus, viser den løbende opgørelse fra Johns Hopkins University.
Det er rekordmange smittede - igen.
Antallet af smittede har været støt stigende siden maj, hvor USA begyndte at genåbne landet. Efter to måneders nedlukning mente flere guvernører nemlig, at delstaternes økonomi ikke kunne holde til mere.
Trods de høje smittetal fortsætter flere delstater med genåbningen nu, og det mener Christian Wejse, der er forsker i global sundhed og infektionssygdomme på Aarhus Universitet, er hovedløst.
- Nogle stater begyndte at lukke op på en stigende kurve. Det er hovedet under armen, og det høster man frugten af nu, siger Christian Wejse, der vurderer, at kurven kun fortsætter én vej i øjeblikket. Og det er op.
- De har ikke set det højeste tal endnu. Den er stejl, og der er intet, der tyder på, at den flader ud, siger han.
I skrivende stund har 139.266 amerikanere mistet livet med coronavirus.