Palermo ramt af historiens største regnskyl
Hovedbyen på den italienske ø Sicilien er ramt af voldsomme oversvømmelser efter historisk regnskyl.
Normalt falder der blot tre millimeter regn i løbet af juli måned i den italienske by Palermo, der er hovedbyen på øen Sicilien.
Men onsdag blev byen, der ligger på det nordvestlige Sicilien, ramt af et voldsomt regnskyl, der er det største, siden man begyndte at lave målinger i 1797.
På få timer faldt der i byen 134 millimeter regn, hvilket medførte, at flere veje og viadukter blev oversvømmet.
Øjenvidner fortæller til den sicilianske avis Giornale di Sicilia, at mennesker flere steder blev båret væk af vandmasserne, da de forsøgte at komme i sikkerhed.
En video delt af den italienske avis Corriera della Sera viser de voldsomme vandmængder fosse gennem byens gader.
Ifølge lokale medier er ingen dog kommet alvorligt til skade.
134 millimeter regn er rekord
Regnskyllet er rekordstort for Palermo. Den tidligere rekord for nedbør i juli lå på 35 millimeter på en time.
Ifølge meteorolog på TV 2 Vejret Anders Brandt skyldes det voldsomme skybrud kraftige tordenbyger, der onsdag eftermiddag og aften ramte det nordlige Sicilien.
Og netop tordenbygerne skyldes faktisk det kølige sommervejr, vi lige nu oplever i Nordeuropa.
- Det var vores kølige sommerluft, der de seneste døgn er strømmet ned over den centrale del af Middelhavet. Ved mødet med den meget varme og fugtige luft nær Sicilien dannedes kraftige tordenbyger, der ud på eftermiddagen udviklede sig eksplosivt, siger Anders Brandt.
Området omkring Palermo var også i 2018 ramt af voldsom regn, der dengang kostede ni mennesker livet.