Udland

Endnu en fange dømt til døden i Højesteret efter genoptagelse af nationale henrettelser i USA

Wesley Ira Purkey blev for 20 år siden dømt for at have voldtaget og dræbt en 16-årig pige. - / Ritzau Scanpix

Indtil denne uge har der ikke været nationale henrettelser i USA siden 2003.

Den drabsdømte Wesley Ira Purkey stod til at blive henrettet med en giftindsprøjtning onsdag, da en lokal dommer udsatte det.

Men nu har Højesteret med et snævert flertal på fem mod fire afgjort, at den 68-årige drabsmand skal henrettes, skriver AP.

Dermed er han den anden fange i denne uge, der bliver dømt til døden i Højesteret, efter en 17 år lang periode uden føderale henrettelser.

Tirsdag blev den første nationale henrettelse siden 2003 gennemført, da Daniel Lewis Lee, ligeledes med fem mod fire stemmer i Højesteret, blev henrettet blot få timer efter, at dommen var afsagt.

De konservative dommere i Højesteret har et flertal på fem mod fire i forhold til de liberale dommere, efter at Donald Trump i 2017 og 2018 udnævnte to nye højesteretsdommere. Det var de fire liberale dommere, der stemte imod.

Henrettelser genindført af Trump

Trump er åbent fortaler for dødsstraf, og allerede få måneder efter han blev indsat som præsident, beordrede han de føderale henrettelser genoptaget.

Det er de henrettelser, der nu bliver ført ud i livet.

- Justitsministeriet har pligt til at gennemføre de straffe, som domstolene har afsagt. Og det gælder også dødstraffen. Vi har også en pligt til give ofrene en følelse af afslutning, sagde justitsminister William Barr i et interview med nyhedsbureauet AP i sidste uge.

De føderale henrettelser blev ellers sat på hold af den tidligere præsident Barack Obama, fordi der var indbragt et stort antal klager ved de amerikanske domstole om, at henrettelserne var forfatningsstridige.

Dødsdømt på trods af demens

Den dødsdømte Wesley Ira Purkey, som Højesteret nu har afgjort sagen imod, har siddet på dødsgangen i 20 år.

Han blev dømt til døden for at voldtage og dræbe en 16-årig pige, hvis lig han senere parterede og smed i en dam. I en anden sag er han også dømt til fængsel på livstid for at have dræbt en 80-årig kvinde.

I dag er Wesley Ira Purkey 68 år gammel, og i løbet af sin tid på dødsgangen har han fået alvorlige problemer med helbredet.

Inden dommen faldt i Højesteret, forsøgte hans advokater at omstøde dødsdommen, fordi den 68-årige mand er dement.

Ifølge advokaterne er hans tilstand forværret i en sådan grad, at Purkey ikke selv forstår, hvorfor han skal henrettes.

Og netop dette argument lå til grund for den liberale højesteretsdommer Sonia Sotomayors afgørelse, da hun stemte imod henrettelsen sammen med de tre andre liberale dommere.

Sotomayor mener, at spørgsmålene omkring Purkeys mentale tilstand betyder, at henrettelsen vil være i strid med forfatningen.

Dødssprøjte ”barbarisk”

Den første henrettelse i 17 år af Daniel Lewis Lee blev også krævet udsat af advokater. De mente nemlig, at henrettelsesmetoden med giftsprøjte er "barbarisk".

Der er tale om et giftstof, der lammer åndedrættet og giver den dødsdømte en følelse af at drukne. Det mener advokaterne er en overtrædelse af den amerikanske forfatningsforbud mod at udsætte fanger for ”grusom og usædvanlig straf”.

Den argumentation accepterede en dommer ved en føderal domstol i første omgang, men den blev senere underkendt af højesterettens konservative flertal.

655 henrettelser i delstaterne

Mens de føderale myndigheder ikke har gennemført henrettelser siden 2003, så er adskillige dødsdømte fanger blevet henrettet af myndighederne i de enkelte amerikanske delstater, som har forskellig politik på området.

Siden 2003 er 655 fanger blevet henrettet på delstatsniveau. En stor del af henrettelserne - nemlig 263 - er sket i staten Texas.