Udland

Trump straffer Kina efter ny sikkerhedslov - sanktionerer Hongkong

Hongkongs frihed og rettigheder er blevet fjernet, lød det tirsdag fra USA's præsident.

Donald Trump har underskrevet et dekret, der skal fjerne Hongkongs særlige handelsstatus. Det fortalte han tirsdag aften dansk tid på et pressemøde.

Fremover vil USA i stedet behandle Hongkong ligesom det kinesiske fastland.

- Ingen særlige privilegier, ingen særlig økonomisk behandling og ingen eksport af avanceret teknologi, lød det fra præsidenten.

Samtidig har Trump underskrevet en lovgivning, der indeholder en række sanktioner imod Hongkong.

Straffer Kina efter ny lovgivning

Det sker, efter at Kina har indført en ny sikkerhedslovgivning over Hongkong, som Trump mener undertrykker Hongkongs borgere.

Sanktionerne skal derfor ses som en straf mod Kina og skal blandt andet slå hårdt ned på de banker, der handler med de kinesiske embedsmænd, som er med til at implementere den nye sikkerhedslovgivning.

- Denne lov giver min administration kraftfulde nye værktøjer til at holde de enkeltpersoner og de enheder, der er involveret i at ødelægge Hongkongs frihed, ansvarlige, sagde præsidenten.

Den omstridte sikkerhedslov:

  • Enhver form for "separatisme, undergravende virksomhed, terrorisme og samarbejde med en udenlandsk magt" er kriminelt og kan straffes med op til livstid i fængsel.
  • Virksomheder, som dømmes under loven, kan blive idømt bøder.
  • Man kan ikke blive ansat i offentligt embede, hvis man er dømt under den nye sikkerhedslov.
  • Personer, der er mistænkte under den nye lov, kan blive aflyttet og overvåget.
  • Hvis loven strider mod en anden lov i Hongkong, vil den nye sikkerhedslov altid have øverste prioritet.

Kilde: BBC

Trump: "Tragedie" for Hongkong

Det er nu to uger siden, at Kina indførte lovgivningen, som har gjort Kinas magt over Hongkong stærkere.

Loven overtrumfer Hongkongs eksisterende lovgivning og gør det muligt for kineserne at straffe det, de beskriver som undergravende virksomhed, terrorisme og konspirationer med fremmede magter med fængsel på op til livstid.

Eksempelvis kan samarbejde med udenlandske kræfter give fængsel på livstid, ligesom det i nogle tilfælde betragtes som terror, hvis man gør skade på bestemte køretøjer.

Også firmaer eller grupper, der overtræder national sikkerhedslovgivning, vil få bøder, og deres virksomheder kan blive lukket.

Blot få timer efter at loven var blevet indført, blev de første demonstranter anholdt.

Trump kalder den nuværende situation en ”tragedie” for Hongkong.

- Deres frihed er blevet fjernet, deres rettigheder er blevet fjernet, sagde han på pressemødet.

Derudover mener han ikke, at Hongkong længere vil være i stand til at konkurrere på det frie marked.

Kina vil gengælde straffen

Natten til onsdag dansk tid har Kina svaret igen på USA's udmelding. Det kinesiske udenrigsministerium truer med selv at indføre sanktioner mod amerikanske enkeltpersoner og enheder.

- Kina vil give et nødvendigt modsvar for at beskytte sine interesser og ved at indføre sanktioner mod USA, lyder det i erklæringen ifølge Ritzau.

- Hongkongs anliggender er kun Kinas interne anliggende, og intet fremmed land har ret til at gribe ind, meddelte ministeriet derudover.