Coronavirus

Det Hvide Hus prøver at gøre Fauci til syndebuk, siger analytiker - nu får han opbakning

Præsidenten forsøger at skubbe ansvaret for coronakrisen over på en af sine førende sundhedsrådgivere, siger analytiker. Men planen kan give bagslag.

Henover weekenden er forholdet mellem Det Hvide Hus og læge Anthony Fauci, en af landets førende sundhedsrådgivere og chef for Det Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme, blevet tiltagende værre.

Søndag blev et notat lækket, hvor man kunne læse, at adskillige medarbejdere i Det Hvide Hus var bekymrede over, hvor mange gange Anthony Fauci har taget fejl i forbindelse med coronabekæmpelse.

- Han har taget fejl omkring hver eneste ting, jeg har talt med ham om, sagde Peter Navarro, præsidentens økonomiske rådgiver, ifølge BBC.

Men nu får Fauci opbakning fra nogle af landets førende sundhedseksperter.

Ifølge Sammenslutningen for Amerikanske Medicinske Universiteter kan det skade landets mulighed for at få kontrol med epidemien, hvis man stiller Anthony Fauci i miskredit.

- Hvis vi skal have noget håb om, at krisen skal ende, så må hele landet støtte op om de offentlige sundhedseksperter. Det inkluderer dr. Fauci, den fremmeste virolog og sundhedsekspert i landet og den bedste person til jobbet, lød det mandag for foreningen ifølge BBC.

Ligeledes møder han opbakning fra direktøren ved Harvard Universitys Globale Sundhedsinstitut, Ashish Jha.

- At køre dr. Fauci ud på et sidespor vil forværre den føderale respons, og det er den amerikanske befolkning, der vil lide, skriver han blandt andet på Twitter.

En farlig strategi

Offentligt har den amerikanske præsident sagt, at han synes, at ”Fauci er en rigtig flink person”, og at de ”kommer godt ud af det med hinanden”, selvom de ved flere lejligheder har været uenige om håndteringen af coronaepidemien.

Men det er næppe sandheden, fortæller TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, der godt kan forstå, hvis præsidenten er træt af videnskabsmanden.

- Fauci nyder enorm opbakning i befolkningen, der langt hellere vil se ham tale om coronavirus end præsidenten. Derudover har han ved flere lejligheder modsagt præsidenten, så det er næppe tilfældigt, at notatet er blevet lækket, og at Det Hvide Hus vil gøre ham til syndebuk, siger han.

Donald Trump forsøger med det skjulte angreb at flytte ansvaret for coronahåndteringen - som har fået stor kritik - fra ham selv og over på Fauci, siger Mirco Reimer-Elster. Men det er langtfra sikkert, at den plan vil lykkes, for i sidste ende er det netop ham selv, der står med ansvaret.

Og det kan koste ham valgsejren til november, lyder det.

- Før Fauci fik skylden, var det WHO, Joe Biden, forskellige demokratiske guvernører eller Barack Obama, der ikke havde købt værnemidler, da han var præsident flere år tidligere. Men Trump er allerede selv blevet synonymet på den dårlige håndtering, og hans tal er ikke gode, siger Mirco Reimer-Elster.

Forbandet uanset hvad

Som i de fleste lande verden over er der også i USA blevet lavet fejl i håndteringen af coronaepidemien.

I starten sagde Anthony Fauci, at der ikke var grund til stor bekymring for den nye sygdom, der især havde ramt Kina på det pågældende tidspunkt.

Senere talte Fauci og andre sundhedsrådgivere mod nødvendigheden af ansigtsmasker for folk, der ikke var smittede. Noget, han senere har ændret holdning til, og nu mener han, at alle bør bruge masker i det offentlige rum.

Men selv hvis Trump mener, at Fauci er inkompetent og har fejlet i sit arbejde, kan han ende i lidt af en kattepine, hvis han fyrer ham.

- Sæt handling bag ordene. Hvis han er så dårlig, så må han jo fyre ham, men så skal han forklare hvorfor, og ikke mindst, hvorfor der gik så lang tid, før han gjorde det. Og så ender flasken alligevel med at pege på ham selv, siger Mirco Reimer-Elster.

På CNN hver morgen

Derudover er der måske en fordel ved at have Fauci siddende som offentligt ansat, for selvom han har talt imod præsidenten flere gange, har han kun gjort det, når der har været tale om direkte fejl og ikke for at undergrave præsident Trump.

- Hvis det ender med en fyring, eller at Fauci selv trækker sig, så kan jeg nemt se ham sidde som privat person på CNN hver morgen og forklare om coronavirus og ikke mindst håndteringen. Og det tror jeg faktisk heller ikke, at præsidenten har lyst til, siger Mirco Reimer-Elster.

Anthony Fauci har været chef for Det Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme siden 1984 og har rådgivet seks forskellige præsidenter. Både demokratiske og republikanske.

Flere end 3,4 millioner personer i USA er testet positiv for covid-19, og over 136.000 personer har mistet livet med coronavirus.