Storbritannien vil fjerne Huawei fra deres 5G-netværk

For et halvt år siden tillod Storbritannien det kinesiske selskab en rolle i etableringen af 5G. Nu har regeringen fortrudt.

Den britiske regering meddelte tirsdag, at man vil udelukke det kinesiske firma Huawei fra etableringen af det britiske 5G-netværk.

Dermed bliver det et krav, at de britiske teleselskaber skal have fjernet Huaweis udstyr fra deres 5G-net senest i 2027.

Det er en stramning i forhold til regeringens beslutning for seks måneder siden, der tillod Huawei en begrænset rolle i fremtidens britiske telekommunikationssystem.

- Nu har NCSC (den britiske myndighed, der vurderer landets cyber-sikkerhed, red.) helt grundlæggende ændret deres vurdering af sikkerheden ved at lade Huawei være en del af det britiske 5G-netværk, siger kulturminister Oliver Dowden i parlamentet.

Regeringens kursændring kommer efter pres fra en stor gruppe konservative parlamentsmedlemmer og fra USA, der har som sit strategiske mål at holde Kina væk fra den mest vitale telekommunikation i den vestlige verden.

- Vi gør os ingen illusioner om Kina, siger Oliver Dowden.

Begrænset rolle

I januar var Storbritannien under et voldsomt pres fra USA for at udelukke Huawei fra enhver rolle i opbygningen af det britiske 5G-netværk. USA og andre vestlige lande frygter, at brugen af det kinesiske firma vil gøre det lettere for den kinesiske regering at udspionere eller cyber-angribe andre lande.

- Det er ikke sikkert at lade operatører, som man ikke stoler på, kontrollere nogen som helst del af 5G-netværket, sagde en talsmand for Det Hvide Hus dengang.

Alligevel besluttede premierminister Boris Johnsons regering, at man ikke fuldstændigt ville udelukke Huawei, der har været involveret i det britiske mobil- og datanet siden 2003.

Det britiske efterretningsvæsen vurderede, at man havde styr på Huawei.

- Vi ved mere om Huawei og den risiko, som firmaet udgør, end noget andet land i verden, sagde udenrigsminister Dominic Raab dengang i parlamentet.

Men regeringen lavede nogle begrænsninger for at sikre, at Huawei ikke kunne få kontrol med eller fuld indsigt i det britiske 5G-netværk. Huawei måtte ikke få en markedsandel større end 35 procent, og selskabet blev udelukket fra 5G-netværkets mest sensitive dele.

Hongkong og coronavirus

Siden januar er forholdet mellem Vesten og Kina imidlertid blevet køligere, blandt andet på grund af coronasmitten og Kinas behandling af uighur-mindretallet i det vestlige Kina.

Og forholdet mellem Kina og Storbritannien er blevet mere anstrengt på grund af situationen i det tidligere britiske koloni Hongkong, hvor Kina trods voldsomme lokale protester netop har indført en ny sikkerhedslovgivning.

Det har fået et oprør til at brede sig blandt menige, konservative parlamentsmedlemmer. En gruppe på 60 parlamentsmedlemmer – altså nok til at bringe regeringen i mindretal – har i et brev til premierminister Boris Johnson krævet, at Huaweis rolle blev ”fuldstændig opgivet”.

Samtidigt betyder nye amerikanske sanktioner, at Huawei og dets underleverandører ikke må bruge amerikansk patenteret software. Det har allerede fået store underleverandører som TSMC, verdens største producent af computer-chips, sige stop for nye ordrer fra Huawei, skriver BBC.

Dyrt og besværligt

Problemet for den britiske regering er, at det bliver kostbart at fjerne Huawei fra de britiske netværk – især hvis det skal gå stærkt.

En del af de nye 5G-netværk sker som en udbygning af eksisterende 4G- og 3G-netværk. Hvis Huaweis udstyr skal fjernes, kan det betyde forstyrrelser af hele landets datatrafik, advarer de store britiske teleselskaber som Britisk Telecom og Vodafone.

- Helt at fjerne Huawei fra det britiske telekommunikationssystem kan ikke lade sig gøre de kommende ti år, siger chefen for British Telecom Philip Jansen til The Guardian.

Kina har advaret Storbritannien mod at stramme kursen overfor Huawei og har antydet, at det kan betyde et kinesisk modsvar. Ifølge den kinesiske ambassadør, Liu Xiaoming, kan Storbritannien ”ikke forvente en ny gylden ære, hvis man behandler Kina som en fjende”:

- Hvis I smider Huawei ud, så sender det en meget forkert besked. I skader jeres ry som et land, der kan føre en uafhængig politik, siger han.