Udland

Medvært i programmet 'Mythbusters' død

Grant Imahara blev 49 år. MPNC  / Ritzau Scanpix

Grant Imahara medvirkede i mere end 200 episoder af tv-serien.

Tv-værten og ingeniøren Grant Imahara, der blandt andet er kendt fra programmet 'Mythbusters', er pludselig død.

Det bekræfter en talsmand fra tv-selskabet Discovery til Variety og The Hollywood Reporter.

Grant Imahara blev 49 år gammel.

- Det knuser vores hjerter at få denne triste nyhed om Grant. Han var en vigtig del af vores Discovery-familie og en virkelig vidunderlig mand. Vores tanker og bønner går til hans familie, siger talsmanden fra Discovery.

Discovery Networks har produceret programmet 'Mythbusters' siden 2003, hvor værterne efterprøver og enten bekræfter eller afliver nye og gamle myter.

Ifølge The Hollywood Reporter døde Grant Imahara af en hjerneaneurisme – en udposning af et blodkar.

Medvirkede i flere hundrede episoder

Grant Imahara var en del af Discovery-programmet fra 2005 til 2014 og medvirkede i mere end 200 episoder, hvor han blandt andet brugte sin uddannelse som elektroingeniør til at lave maskiner og robotter.

Medvært på 'Mythbusters' Adam Savage minder sin gamle ven på Twitter:

- Jeg har ingen ord. Jeg har været en del af to store familier med Grant Imahara de seneste 22 år. Grant var en fantastisk ingeniør og kunstner, men også bare en generøs, afslappet og blid person. At arbejde med Grant var så sjovt. Jeg vil savne min ven, skriver Adam Savage.

Senere blev Grant Imahara medvært på Netflix-serien 'White Rabbit Project', der undersøgte emner som fængsler og supermagter.

Foruden sit virke som tv-vært bidrog Grant Imahara med special effects til film som 'Star Wars', 'The Lost World – Jurassic Park', flere 'Matrix'-film, 'Sharknado' samt serien 'Star Trek'.

Ifølge opslagsværket IMDb var Grant Imahara én af tre, der havde æren af at styre robotten R2D2 i 'Star Wars'-filmene.