Udland

Skuespilleren Kelly Preston er død

Kelly Preston, der var gift med skuespilleren John Travolta, er død efter flere års kamp mod brystkræft.

Skuespilleren Kelly Preston er død af brystkræft 57 år gammel. Det bekræfter hendes mand, skuespilleren John Travolta, i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Det er med tungt hjerte, at jeg må fortælle jer, at min smukke kone, Kelly, har tabt kampen mod brystkræft, skriver John Travolta i opslaget.

- Hun har kæmpet en brav kamp med støtte og kærlighed fra så mange mennesker.

Kelly Preston er kendt for sine roller i film som 'SpaceCamp' fra 1986, 'Jerry Maguire' fra 1996 og 'For Love of the Game' fra 1999.

Længere sygdomsforløb

Kelly Preston døde søndag morgen efter et sygdomsforløb på to år, skriver det amerikanske ugeblad People.

Hun efterlader sig sin mand og deres fælles børn, en datter på 20 år og en søn på 9 år. Derudover havde de to en søn, der døde som 16-årig i 2009.

John Travolta og Kelly Preston mødte hinanden tilbage i 1987 under optagelserne til komediefilmen 'The Experts'. Skuespilleren skriver i sit opslag på Instagram, at han og familien vil trække sig tilbage den kommende tid for at sørge.

- Jeg vil sætte noget tid af til at være der for mine børn, som har mistet deres mor. Så tilgiv mig på forhånd, hvis ikke I hører fra os for en tid, skriver han.

Tak for at være der for mig uanset hvad. Tak for din kærlighed. Tak for din hjælp, og tak for at gøre verden til et bedre sted

Ella Travolta, datter til Kelly Preston

Datter skriver hyldest

Datteren Ella Travolta, der også er skuespiller, har skrevet en hyldest til sin mor på Instragram:

- Jeg har aldrig mødt nogen, der var så modig, stærk, smuk og kærlig. Alle dem, der har været heldige nok til at kende dig eller har været tæt på dig, vil sikkert være enige i, at du har en glød og et lys, der aldrig holdt op med at skinne, og det får alle omkring dig til at føle en øjeblikkelig glæde, skriver hun.

Kelly Preston er født i Honolulu, Hawaii.

- Tak for at være der for mig uanset hvad. Tak for din kærlighed. Tak for din hjælp, og tak for at gøre verden til et bedre sted.