Coronavirus

New York City melder om nul døde for første gang

Fire måneder efter første coronarelaterede dødsfald når New York ny milepæl.

Det tidligere epicenter for coronavirussen i USA, New York City, har registreret sit første døgn uden coronarelaterede dødsfald under pandemien.

Milepælen blev nået søndag, viser tal fra byens sundhedsmyndigheder. Det skriver finansmediet Bloomberg.

Byen rapporterede for første gang et coronarelateret dødsfald 11. marts, og de nye tal markerer dermed enden på en fire måneder lang periode med daglige dødsfald.

Over 18.000 coronarelaterede dødsfald

Med 597 dødsfald på et døgn nåede epidemien op på sit højeste i New York City 7. april. Yderligere 216 smittede mennesker er mistænkt for at være døde sammen dag.

I byens byråd er der glæde over de seneste corona-tal.

- Newyorkerne er heltene i denne her historie og har overgået sig selv, når det handler om at passe på hinanden, siger talsmanden Avery Cohen i et skriftligt svar til Bloomberg.

Delstaten New York registrerede søndag fem dødsfald, men har ikke beskrevet nærmere hvor. Staten nåede sit højeste antal døde 9. april med 799 dødsfald.

I alt har byen New York City haft 18.760 coronarelaterede dødsfald. Myndighederne mener, at det er sandsynligt, at der er yderligere 4613 dødsfald, som ikke officielt er sat i forbindelse med coronavirussen endnu.

Florida slår negativ rekord

De nye coronatal fra New York er dog ikke et mønster, der viser sig i alle de amerikanske stater. Søndag slog delstaten Florida en kedelig rekord med 15.300 nye smittede på et døgn.

Det er det højeste antal, siden pandemien brød ud i landet. Og havde Florida været sit eget land, var det havnet på fjerdepladsen over lande i verden med flest nye smittetilfælde. Kun overgået af USA, Brasilien og Indien.

Den tvivlsomme rekord overtager Florida fra staten New York, der registrerede 12.847 nye smittede 10. april.