Coronavirus

Hundredvis af migranter går i land i Italien - flere konstateret smittet med coronavirus

Lokal guvernør kræver, at der bliver indført undtagelsestilstand, efter migranter har vist sig at være smittede med coronavirus.

De seneste tre dage er næsten 800 migranter gået i land på Sicilien, i Lampedusa og i Calabrien-regionen i det sydlige Italien.

Flere af de nyankomne migranter er testet positive for coronavirus. Og nu stiger coronabekymringerne blandt Italiens sydlige befolkning, der ellers er sluppet for de helt store problemer under epidemien i modsætning til den nordlige del af landet, der har været hårdt ramt af virussen.

I feriebyen Almantea i regionen Calabrien blev 28 migranter, der var testet positive for coronavirus, indlogeret i bygninger, hvor der boede andre italienere, hvilket fik borgere på gaden.

De krævede, at migranterne i stedet skulle i karantæne på skibe ude på havet. Og regionens guvernør, Jole Santelli støtter fuldt op om borgerne. Det skriver den italienske avis La Stampa.

- Regeringen var advaret omkring farene ved ukontrolleret immigration. Nu står vi over for konsekvenserne ved ikke at have handlet. Hvis ikke der kommer en hurtig løsning, så vil jeg ikke tøve med at lukke havnene og kysterne, siger hun.

På Sicilien deler hendes guvernørkollega på Sicilien, Nello Musumeci, hendes bekymringer.

- Hvad er regeringens strategi for at sikre Siciliens sikkerhed? Har regeringen og Giuseppe Conte (Italiens premierminister, red.) tænkt sig at indføre undtagelsestilstand, som Lampedusa og Sicilien har bedt om, skriver han blandt andet på Facebook.

Mere polemik end normalt

Italien oplever i øjeblikket de største udfordringer i forhold til immigration mere end et år, og de mange migranter, der pludseligt er begyndt at komme til Italien igen giver problemer. Det forklarer TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

- Den sundhedskrise, som de stadig står i, giver endnu mere polemik om hele flygtninge- og migrantdebatten, end der plejer at være, siger hun.

Det sydlige Italien lever i stort omfang af turisme, og det er da også netop i et turistområde, at en båd med pakistanske migranter gik i land søndag i Calabrien.

Kystvagten havde ikke opdaget dem, og da de efterfølgende blev opdaget, viste det sig, at flere af dem havde covid-19.

- Sydpå har de ikke ville importere de nordlige regioners problemer. Så de har ikke kun kæmpet for at holde udlændinge ude, de har også kæmpet for, at der ikke kunne rejses internt mellem de italienske regioner. Men nu føler de sig alligevel truet, siger Eva Ravnbøl.

Myndighederne arbejder på at finde steder, hvor migranter med coronavirus kan blive sat i karantæne.

Politisk kampplads

Lederen af det tidligere regeringsparti Lega-parti, tidligere indenrigsminister Matteo Salvini, har også været ude med riven efter premierminister Conte, der vil komme til at stå som ansvarlig, såfremt Italien bliver ramt af en ny coronabølge. Det forklarer Eva Ravnbøl.

- Mange italienere mener, at regeringen ikke stillede tilstrækkeligt med hverken testmuligheder eller karantæne pladser til rådighed, da epidemien ramte, og nu står de klar med den "service" til udlændinge, siger hun.

- Andre siger, at de ikke kan afvise mennesker på flugt. Og at de selvfølgelig må sørge for, at smittede flygtninge ikke kommer ud i samfundet, hvor de kan smitte andre.

Italien blev det første epicenter for virussen i Europa. Landet har haft flere end 243.000 smittede og 34.967 dødsfald med coronavirus.

Kurven toppede i april, og siden har den været faldende.