Udland

Duda vinder valget i Polen

Andrzej Duda vinder en snæver sejr med 51,2 procent af stemmerne ved Polens præsidentvalg.

Polens siddende præsident, den konservative Andrzej Duda, får fem år mere på posten efter søndagens præsidentvalg.

Det står klart, efter at 99,97 procent af stemmerne er talt op, og Andrzej Duda ser ud til at vinde en meget snæver sejr med 51,2 procent af stemmerne.

Udfordreren Rafal Trzaskowski, den liberale Warszawa-borgmester, står til at få 48,8 procent af stemmerne.

Har vetoret

Det femårige præsidentembede i Polen er ikke bare symbolsk.

Lyn-analyse

Stemmefordelingen er et stort skvulp i polsk politik, og det er klart, at regeringsmagten og Andrzej Duda er opmærksom på, at halvdelen af det polske folk ikke kan lide deres meget, meget skarpe konservative kurs.

Nogle mener, at partiet alligevel vil tvinge Duda til at fortsætte den hårde kurs overfor liberale tendenser. Andre siger, at han er pragmatiker, han kan sin demografi, og han kan se, hvis han vil holde skansen, skal han lave nogle indrømmelser overfor den opposition, han har skældt så voldsomt ud på.

Ud over at have en vis indflydelse i forsvars- og udenrigspolitiske spørgsmål kan præsidenten nedlægge veto mod love besluttet i parlamentet.

Rafal Trzaskowski havde lovet, at han ville bruge sin vetoret til at stoppe alle retsreformer, der underminerer demokratiske normer.

Selvom Rafal Trzaskowski var bagud, var han stadig sejrssikker under stemmeoptællingen.

- Det er tæt, men jeg er fuldstændigt overbevist om, at vi vil vinde, sagde han til sine tilhængere i Warszawa.

I konflikt med EU

Det blev dog den EU-skeptiske Andrzej Duda, der løb med sejren. Og netop på grund af ham er valget blevet fulgt tæt i resten af Europa.

Resultatet kan få stor betydning for Polens anstrengte forhold til resten af EU, da præsident Duda har tætte bånd til det konservative regeringsparti Lov og Retfærdighed, der flere gange er kommet i konflikt med EU.

Konflikterne er opstået på grund af indgreb fra Lov og Retfærdighed, som EU betragter som udemokratiske og i strid med EU’s værdier.