Coronavirus

31-årig dansker har fået 1200 dollars og et brev direkte fra Trump

Jens Bækhøj har ikke planer om at hæve pengene foreløbigt.  Privat / Jens Bækhøj

Pengene er sendt ud til 160 millioner borgere, oplyser de amerikanske myndigheder.

Da 31-årige Jens Bækhøj søndag kom hjem fra ferie, lå der et brev ud over det sædvanlige i hans postkasse.

Et brev underskrevet af den amerikanske præsident, Donald Trump.

Og et brev, hvori præsidenten i højtidelige vendinger beskriver, at USA er "i krig med en usynlig fjende", men at landet sammen kan komme igennem krisen. Blandt andet med en økonomisk håndsrækning på 1200 amerikanske dollars - svarende til næsten 8000 danske kroner.

- Jeg syntes først, at det var lidt træls, at der lå et brev fra det amerikanske skattekontor i Austin, men i denne sammenhæng var det udmærket, siger Jens Bækhøj til TV 2.

160 millioner har modtaget brev

De 1200 dollars er en del af den kæmpestore hjælpepakke på 2000 milliarder dollars, som den amerikanske regering og kongres blev enige om i slutningen af marts for at hjælpe den amerikanske økonomi med at komme igennem coronakrisen.

Det er jo lidt sjovt, at der ligger sådan et brev i præsidentens navn. Jeg havde godt hørt om dem, men jeg regnede ikke med, at jeg var målgruppen

Jens Bækhøj, seniorkonsulent

Pakken indeholdt hjælp til virksomheder, flyselskaber, pressede myndigheder og amerikanske husholdninger. Afhængig af indkomst er der en kontant betaling på op til 1200 dollars, hvis man i 2018 og 2019 har tjent mindre end 75.000 dollars i USA og har betalt sin skat.

Børn kan modtage 500 dollars, og grænserne kan variere, hvis man er et par og har fælles husholdning, oplyser de amerikanske skattemyndigheder, Internal Revenue Service (IRS) på deres hjemmeside.

Jens Bækhøj boede i to år i USA, hvor han arbejdede som forsker på Louisiana State University. Men han har ikke boet eller betalt skat i USA siden december 2018, og derfor undrede brevet ham:

- Det er jo lidt sjovt, at der ligger sådan et brev i præsidentens navn. Jeg havde godt hørt om dem, men jeg regnede ikke med, at jeg var målgruppen, siger Jens Bækhøj.

Danskeren er langt fra den eneste, der har modtaget brevet. De amerikanske myndigheder skriver, at næsten 160 millioner har modtaget brevet fra præsidenten.

Brevet er sendt direkte fra Det Hvide Hus og bærer præsident Trumps underskrift.

I brevet skriver Trump, at han håber, at den økonomiske hjælp kan være en "meningsfuld støtte" under krisen, og at de med drivkraft, beslutsomhed og viljestyrke nok skal komme igennem den.

- Ligesom vi har gjort før, vil USA sejre endnu en gang - og stige til nye højder af storhed. Vi vil gøre det sammen som en nation, stærkere end nogensinde før, skriver præsident Trump.

Skattemyndigheder: - De skal betales tilbage

TV 2 er ikke bekendt med, hvor mange danskere der har modtaget penge fra præsidenten. Men både svenskere og nordmænd har modtaget et brev.

En udenlandsk person, der ikke er registreret i USA i 2020, har ikke ret til betalingen

Internal Revenue Service, de amerikanske skattemyndigheder

Og til svenske Aftonbladet oplyser de amerikanske skattemyndigheder, IRS, at pengene skal tilbagebetales:

- En udenlandsk person, der ikke er registreret i USA i 2020, har ikke ret til betalingen. Udenlandske borgere, der har modtaget en betaling, skal tilbagebetale pengene til IRS, skriver IRS i en mail til avisen.

Også på skattemyndighedernes hjemmeside fremgår det, at man ikke er berettiget til at modtage pengene, hvis man er ”en ikke-bosiddende udlænding”.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra den amerikanske ambassade i Danmark samt IRS. De er endnu ikke vendt tilbage.

Har ikke brugt pengene endnu

Jens Bækhøj fortæller, at flere af hans tidligere kollegaer i USA har modtaget pengene, men at han mest af alt tror, at der er tale om en ”proces, der er gået for hurtigt”, når han også har fået dem.

Man skal jo være blåøjet, hvis man tror, at man får dem. For hvis ideen var at kickstarte den amerikanske økonomi, er de jo ikke godt givet ud

Jens Bækhøj, seniorkonsulent

- Man har nok villet være sikker på, at pengene kom ud. Men man skal jo være blåøjet, hvis man tror, at man får dem. For hvis ideen var at kickstarte den amerikanske økonomi, er de jo ikke godt givet ud, hvis de sendes ud af landet, siger Jens Bækhøj.

Han arbejder i dag som seniorkonsulent i rådgivningsvirksomheden Ernst & Young. Han fortæller, at pengene allerede er rullet ind på hans amerikanske konto til hans rådighed, men han vil ikke begynde at bruge dem endnu:

- Jeg kunne da godt finde på et hæve dem på et tidspunkt. Men jeg lader dem stå, indtil jeg er blevet klogere på, hvad de amerikanske myndigheder kræver, siger han.

USA lukkede ned for samfundet i starten af pandemien, hvor særligt New York blev hårdt ramt.

Siden er der åbnet op i flere delstater, og landet oplever dag for dag at slå den kedelige rekord med flest dagligt smittede. Senest søndag hvor der ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev registreret 66.281 smittetilfælde.

I alt har USA registret flere end 3,1 millioner smittede og 133.000 dødsfald. Krisen har kostet millioner af amerikanere jobbet og ikke siden den store depression i 1930'erne har USA oplevet en større økonomisk krise. Ifølge flere amerikanske medier er Donald Trump åben for endnu en økonomisk hjælpepakke indeholdende penge til private.