Coronavirus

Video af svenske unges fest i provinsen vækker forargelse

De lokale myndigheder vil indføre flere kontroller, som følge af unge der fester.

I Danmark har vi Hellerupugen i Skagen, mens de i Sverige har den traditionsrige tennisturnering Swedish Open i Båstad i det nordlige Skåne.

En turnering, der gør byen til landets festmekka nummer et og trækker folk til fra nær og fjern i uge 28 og 29 – og også fra Danmark.

I år er den dog aflyst på grund af coronaepidemien.

Det afholder imidlertid ikke alle fra at tage til byen og feste, og særligt en video, der viser en svensk influencer med flere hundrede tusinde følgere, som fester igennem med sine venner i byen, har vakt forargelse både blandt beboere og politikere.

- Det er tydeligt, at I har opført jeg på en måde, der ikke var passende. Det er i præcis den her type miljøer med mange mennesker på samme sted, som står tæt, at virussen risikerer at blive spredt. Det her handler om deres eget helbred og alle andre, som bliver påvirket af, hvordan de og andre opfører sig, sagde den svenske justitsminister, Morgan Johansson, i den forbindelse til Expressen.

Turisme er vigtigt for byen, men det er ifølge den svenske avis ikke festturister fra Stockholm eller andre steder, som indbyggerne i den nordskånske by går og mangler. Tværtimod oplever de, at de festglade turister ikke tager virussen alvorligt.

De lokale myndigheder vil nu indføre flere kontroller som følge af kritikken.

Åbent for danskere

Antallet af dagligt smittede og døde med coronavirus i Sverige har den seneste uge været lavere, end de har været længe.

Men de danske myndigheder fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser til Sverige, da de ikke opfylder kriterierne for lave smittetal, men regionerne Blekinge, Kronoberg, Västerbotten og altså Skåne, hvor Båstad ligger, er undtaget, fordi regionerne opfylder kriterierne.

På trods af fremskridtene er Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse, bekymrede over en mere laissez faire holdning til coronarestriktionerne og ikke mindst flere turister. Det fik generaldirektøren til at udsende en advarsel tidligere på ugen.

- Undgå steder med meget overbelastning, og undgå kontakter med mennesker, du ikke normalt interagerer med. Det er en vigtig besked. Få ikke nye bekendte i løbet af ferien, hvilket normalt er ganske rart. Det kan du gøre næste år.

Lørdag ramte det svenske smittetal 74.898, mens 5526 personer har mistet livet med coronavirus.