Coronavirus

Florida smadrer smitterekord - hvis de var et land, ville de være i top fire

Solskinsstaten har registreret det højeste antal smittede siden coronaepidemien brød ud.

Med 15.300 nye smittede det seneste døgn slår Florida en kedelig rekord med det højeste smittetal i en amerikansk delstat, siden coronaepidemien brød ud i landet.

Faktisk står det så galt til, at hvis delstaten var sit eget land, ville det have fjerdeflest nye smittetilfælde i hele verden. Kun overgået af moderlandet USA, Brasilien og Indien.

Den tvivlsomme rekord overtager de fra staten New York, der registrerede 12.847 nye smittede 10. april.

I alt har staten registreret flere end 250.000 smittede, og flere end 4200 personer er døde med coronavirus.

De voldsomme stigninger i smittetallet har ifølge BBC fået flere byer og amter i Florida til at genindføre nogle af de coronarestriktioner, der blev fjernet i maj, da tallene gik den rigtige vej. Det gælder dog ikke Disney World, der, som flere af sine konkurrenter, er åbnet igen.

Flere negative rekorder

Det er ikke kun solskinsstaten, der kan se sine coronatal skyde i vejret. Lørdag registrerede også South Carolina, Texas, Alaska, Arkansas, North Carolina, Idaho, Wisconsin, Oregon og Hawaii det højeste antal nye smittede nogensinde.

Det er også første gang siden coronaepidemiens begyndelse, at der blev registreret over 10.000 smittede i flere stater på samme dag - Florida og Texas. Det skriver The Washington Post.

Samtidigt med, at amerikanerne ikke har formået at stoppe den nye bølge af coronavirus, der har ramt landet - og at antallet af coronatests på nationalt plan er stagneret - så er det daglige antal døde med coronavirus steget med mindst 40 procent i en tredjedel af de amerikanske stater.

Næsten en kvart million smittede

USA er med mere end 3,2 millioner smittede og over 130.000 coronarelaterede dødsfald det land i verden, der er suverænt hårdest ramt af coronaepidemien.

Og mens tallene fortsætter med at gå op, har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, registreret 230.370 nye smittede på et enkelt døgn på verdensplan. Det er det højeste antal nye smittede registreret på 24 timer indtil nu.

I alt er næsten 13 millioner mennesker blevet smittet med coronavirus, og næsten 570.000 personer har mistet livet med coronavirus i de syv måneder, epidemien har varet.