Udland

Bryder tavsheden efter Trumps indgreb: - Stone forbliver en dømt forbryder

Robert Mueller var leder af Ruslands-undersøgelsen. Alex Wong / Ritzau Scanpix

Donald Trumps tidligere politiske rådgiver Roger Stone blev fredag fritaget for straf af præsidenten.

Lederen af Ruslandundersøgelsen i USA, Robert Mueller, har brudt næsten et års tavshed, efter Donald Trump sløjfede sin tidligere rådgiver Roger Stones fængselsstraf.

Det sker i en kronik i Washington Post.

- Stone blev retsforfulgt og dømt, fordi han begik forbrydelser mod staten. Han forbliver en dømt forbryder, skriver Robert Mueller blandt andet.

I sin kronik skriver han også, at han havde håbet, at han og sit holds arbejde ville tale for sig selv, men han føler sig nødsaget til at sige noget, efter Roger Stones straffritagelse.

Lyn-analyse

Det mest bemærkelsesværdige ved Robert Muellers udmelding er symbolikken og ikke substansen. Muellers kommentar er i bund og grund en opsummering af Ruslandsundersøgelsen. Mueller holdt lav profil igennem Ruslandsundersøgelsen og holdt sig også fra mediernes søgelys, efter undersøgelsen var afsluttet. Derfor tillægges det meget vægt i medierne i USA, at Mueller nu for første gang aktivt vælger at gå ind i debatten og forsvarer både Ruslandsundersøgelsen og efterforskningen af Roger Stone. For selvom præsident Trump ikke nævnes med ét ord, så er netop præsidenten også i Muellers sigtekorn her.

Skulle have været 40 måneder i fængsel

Tilbage i februar blev den 67-årige politiske rådgiver idømt 40 måneders fængsel for at have fungeret som mellemmand mellem WikiLeaks og Rusland i valgåret 2016.

Her offentliggjorde WikiLeaks materiale om Det Demokratiske Parti, som Rusland ifølge de amerikanske efterretningstjenester havde hacket sig til, og som skulle skade den demokratise præsidentkandidat Hillary Clinton.

Roger Stone blev blandt andet dømt for at have påvirket vidner, afgivet falske forklaringer og modarbejdet Muellers efterforskning.

Roger Stone skulle efter planen være begyndt at afsone sin straf mandag, men fredag aften oplyste Det Hvide Hus, at Roger Stone ville blive fritaget for straf.

- Roger Stone har allerede lidt nok. Han fik en uretfærdig behandling. Roger Stone er nu en fri mand, lød det blandt andet i en erklæring fra præsidentboligen.

Roger Stone var synligt tilfreds, efter han slap for straf.

Hovedpersonen selv har efter benådningen fredag udtalt følgende til nyhedsbureauet AP:

- Præsidenten fortalte mig, at han følte, min retssag havde været uretfærdig.

Var en del af Nixons valgkampagne

Roger Stone er den sjette person knyttet til Trump og hans kampagne, der siden 2017 er fundet skyldig eller har erklæret sig skyldig i anklager om kriminelle forhold.

Han har i årtier befundet sig i kullisen omkring det republikanske parti, hvor han som politisk rådgiver har været med til at bringe flere kandidater til tops.

Roger Stone har været en del af amerikanske politik i årtier.

Således var han både involveret i Richard Nixons valgkampagne i 1972 og efterfølgende Ronald Reagans.

Siden 1990'erne har han også assisteret Donald Trump i hans forretninger. Det samarbejde kulminerede, da Trump blev valgt til præsident.

Roger Stone politiske indflydelse i USA blev i 2017 udfoldet i en dokumentarfilm på Netflix med titlen 'Get me Roger Stone'.