Udland

Hovedmistænkt i Madeleine-sag gik under politiets radar to gange

Madeleine McCann var blot 3 år gammel, da hun blev bortført i Portugal på en ferie. Handout / Ritzau Scanpix

Den mistænkte figurerede ikke i det portugisiske politis register som pædofil, og derfor blev han aldrig afhørt.

Den 43-årige tyske mand, der er mistænkt for at stå bag Madeleine McCanns forsvinden i 2007, er to gange gået under politiets radar.

Det skriver Sky News.

Historien baserer nyhedskanalen blandt andet på retsdokumenter fra en sag, hvor manden, der omtales som Christian B, blev dømt for at have stjålet diesel, året inden den britiske pige forsvandt på en ferie i Portugal.

Christian B er mistænkt for at stå bag Madeline McCanns forsvinden.

Fortalte ikke om overgreb

Under retssagen dengang blev Christian B bedt om at liste sine tidligere forbrydelser op, og her nævnte han en dom for seksuelt overgreb, han havde fået, da han var ung og boede i Tyskland.

Men han forklarede ikke, at offeret var en lille pige.

- Da han var 17 år, blev han dømt for indbrud og sexforbrydelser, stod der efterfølgende i retsdokumentet.

Ifølge Serafim Vieira, som var forsvarsadvokat for Christian B dengang, fortalte han ikke, at han tidligere havde været dømt for pædofili, og dommeren i sagen var ikke forpligtet til at indhente oplysninger fra tysk politi.

- Forbrydelsen var sket mere end ti år tidligere, og den havde ingen forbindelse til den kriminalitet, han lige havde indrømmet, siger Serafim Vieira til Sky News.

Det betød, at Christian B ikke figurerede i det portugisiske politis register som pædofil, og derfor var han ikke blandt de mange potentielt mistænkte, der blev afhørt, efter Madeleine McCann forsvandt.

Til gengæld fik han en dom for at have stjålet 300 liter diesel og blev løsladt, fem måneder inden familien McCann tog på ferie i Portugal.

Med bukserne nede under rutsjebanen

Ti år senere gik Christian B igen under politiets radar, skriver Sky News.

Under en rutsjebane på en legeplads sad han på hug med bukserne nede foran to små piger, fortæller Nelia Bras, der var til stede den sommerdag i 2017 i landsbyen Sao Bartolomeu de Messines.

Pigerne løb væk fra Christian B og over til deres forældre og fortalte om manden, der blottede sig under rutsjebanen. Da de voksne fik fat i ham, hævdede han, at han blot skulle tisse.

Politiet kom og tog ham med, fordi han var fuld og ikke ville fortælle, hvem han var. Ifølge Nelia Bras blev han sendt til Tyskland for at afsone en fængselsstraf for en gammel voldtægt.

Og derfor blev Christian B heller ikke denne gang afhørt af portugisisk politi.

Efterforskes som drab

Det var i begyndelsen af juni, at den tyske anklagemyndighed pludselig meddelte, at man havde indledt en drabsefterforskning mod en mand.

- Den offentlige anklagers kontor i Braunschweig efterforsker en 43-årig tysk borger på en mistanke om drab. Ud fra det kan I se, at vi antager, at pigen er død, sagde chefanklageren Christian Wolters.

Det er kommet frem, at Christian B ofte opholdt sig i den portugisiske Algarve-region fra 1995 til 2007, og at han i en periode boede i et hus et sted mellem Lagos og Praia de Luz.

Han har haft flere forskellige biler. Blandt andet en sort Jaguar, som han dagen efter Madeleines forsvinden omregistrerede i en anden tysk persons navn - selvom efterforskerne mener, at bilen stadig var i Portugal.

Politiet mangler dog stadig afgørende beviser for, at Christian B stod bag Madeline McCanns forsvinden og mulige død.