25-årig mand snød døden i ni timer, mens venner, naboer og familie blev skudt omkring ham

For 25 år siden skete en enorm massakre i Bosnien. I byen Srebrenica blev 8000 mænd skudt, mens verden så passivt til. En mand undslap dog mirakuløst.

Den unge mand forsøgte at ligge dødsens stille.

Du skal lide mere

Bosnisk serbisk soldat ved Srebrenica 14. juli 1995

Han blev trykket ned mod jorden af sin fætters krop, og han kunne mærke den varme fornemmelse af blod omme på ryggen.

Fætteren klynkede, spjættede og blev tavs, mens lyden af skud fortsatte med at give genlyd over engen.

De to mænd havde været blandt de første, der faldt.

Et øjeblik forinden var de steget ud af en lastbil sammen med de andre fanger, men selv mens han stod der, i bar overkrop og med bind for øjnene, fattede den unge mand ikke, hvad der var ved at ske.

- De slår os ihjel, nåede fætteren lige at sige.

SĂĄ ĂĄbnede soldaterne ild.

I det forfærdelige øjeblik holdt de to mænd hinanden i hånden, og derfor var de styrtet omkuld samtidig, men kun fætteren havde fået et projektil igennem sig.

Og nu spillede den unge mand død for at redde livet.

Han kunne ikke vide, at bødlerne ville fortsætte med deres arbejde i over otte timer endnu.

Den næste lastbil var allerede på vej.

Flere af fangerne var ikke blevet dræbt af de første salver, og da våbnene tav, kunne den unge mand høre skrig og klageråb fra hårdt sårende mennesker.

Livstegnene blev besvaret med skud.

Og sĂĄ blev der stille.

square to 16x9
En af de mange ofre for massakren i en grav uden fra Srebrenica. Billedet er fra 2005. Foto: Dimitar Dilkoff / Scanpix Denmark

Et usandsynligt vidne

Det var først på eftermiddagen 14. juli 1995 lidt udenfor byen Srebrenica i vore dages Bosnien.

Her skete det største folkedrab i Europa siden Anden Verdenskrig, hvor bosniske serbere dræbte omkring 8000 muslimske drenge og mænd, der troede, at de var beskyttet af FN.

Men det var de ikke.

Derfor lå en ung mand ved navn Mevludin Oric nu under sin fætters lig og hørte, hvordan en ny lastbil med fanger ankom til engen.

Historien om Mevludin Oric er kommet frem under afhøringer hos Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, og de fleste af oplysningerne i denne artikel stammer derfra. Vidneudsagnene kan læses her, her og her.

Mevludin Oric boede i en landsby nær Srebrenica i Bosnien i 1995.
Mevludin Oric boede i en landsby nær Srebrenica i Bosnien i 1995. Foto: GBRTV

Mevludin Oric var 25 år gammel i 1995, og han havde kæmpet som soldat i de bosniske muslimers hær i borgerkrigen.

Inden krigen havde han boet i en landsby uden for Srebrenica med sin hustru og to børn, og han havde haft job som bygningsarbejder sammen med sin far.

Men nu vidste Mevludin Oric ikke længere, hvor mange af sine nærmeste han havde tilbage.

Omkring ham lå ligene af flere drenge og mænd, han enten var i familie med eller kendte godt.

Mareridtet i sportshallen

Gruppen havde haft held til at blive sammen, da soldaterne begyndte at køre fanger væk fra den propfyldte sportshal, hvor tusindvis af mennesker var stuvet sammen i middagsheden.

Vær ikke bange folkens. Der er nok af os

Muslimsk fange

Inde i hallen sad teenagedrenge, voksne mænd og ældre herrer på hug mellem hinanden i timevis, og de få spande vand, der blev bragt ind, nåede kun halvvejs, inden de var tømt.

Mens han sad der, var Mevludin Oric lige ved at besvime på grund af varme, angst og vejrtrækningsproblemer, men hans fætter, Haris Hasanovic, kom med opmuntrende ord, og det hjalp.

Der var omkring 2000 mennesker i den varme sportshal, og Mevludin Oric så, hvordan en af fangerne blev vanvittig af tørst.

- Vær ikke bange folkens. Der er nok af os, råbte han og rejste sig.

Men ingen andre var parat til oprør.

Fangerne blev bundet med hjemmelavede reb af lærred. Dette er fundet i en af massegravene.
Fangerne blev bundet med hjemmelavede reb af lærred. Dette er fundet i en af massegravene. Foto: Unknown / Scanpix Denmark

Til gengæld hørte den officer, der havde kommandoen over soldaterne, hvad der blev råbt.

Han var en to meter høj sorthåret mand med solbriller og i sort uniform.

- Hvem sagde det?, rĂĄbte han.

Ingen svarede.

- Skub ham ud, eller vi skyder, sagde officeren.

Og sĂĄ skubbede fangerne manden hen til udgangen, hvor han blev skudt af vagterne.

- Er der andre, som deler denne mands synspunkt?, spurgte officeren.

Det var der ikke.

Et falsk hĂĄb

Mændene i hallen frygtede for deres liv, men humøret steg en anelse, da Mevludin Oric opdagede, at de havde fået besøg af den øverstkommanderende for de bosniske serbere – general Ratko Mladic – og dernæst hørte manden med solbrillerne give ordre til, at fangerne skulle køres til en fangelejr.

Den berygtede Batkovic-koncentrationslejr.

Lejren lå 80 kilometer væk, men i det mindste betød det, at fangerne ikke skulle dø i dag.

Troede de.

Ratko Mladic 26. juli 1995 - få dage efter hans mænd havde gennemført massakren.
Ratko Mladic 26. juli 1995 - få dage efter hans mænd havde gennemført massakren. Foto: Sava Radovanovic / Scanpix Denmark

Mændene måtte kravle ud til sportshallens udgang i grupper på 12 eller 13.

Her fik de bind for øjnene og blev kørt væk i en lastbil.

FĂĄ minutter efter kom endnu en lastbil, og sĂĄdan fortsatte det.

Mevludin Oric og hans gruppe skulle med bil nummer seks, og han kunne godt regne ud, at de nok ikke kørte til Batkovic-lejren 80 kilometer væk.

Et af de stofstykker, som fangerne fik bundet for øjnene. Stykket er fundet i en af massegravene.
Et af de stofstykker, som fangerne fik bundet for øjnene. Stykket er fundet i en af massegravene. Foto: Unknown / Ritzau Scanpix

Gruppen blev gennet om bord på lastbilens lad, og under turen kunne fætter Haris Hasanovic lige nå at nyde en smøg, han havde bommet fra en af soldaterne ved hallens udgang.

SĂĄ blev de beordret til at stige ud, og derefter tog det hele kun fĂĄ sekunder.

Og nu lå Mevludin Oric så under sin fætters lig, mens lastbilerne blev ved med at ankomme.

Han kunne høre projektilerne suse henover sig, mens området med lig på engen fortsatte med at vokse.

Herunder kan du se engen i 2011.

square to 16x9
Engen, hvor Mevludin Oris var tæt på at dø. Foto: AP

Soldaterne drak alkohol, og de begyndte at håne de ofre, der ikke døde med det samme.

- Dræb mig, kunne Mevludin Oric høre en hårdt såret mand stønne i nærheden.

- Du skal lide mere, muslim, lød det fra en af soldaterne.

Mevludin Oric begyndte ogsĂĄ at fĂĄ smerter.

Situationen forværres

Arme og ben sov, fordi han lå i samme stilling, men det var ikke det værste.

Et sted i nærheden var en myretue, og de små dyr kravlede nu overalt på hans krop.

De begyndte også at bide, men han var nødt til at ligge stille.

Spørgsmålet var bare, hvor længe han kunne det.

Mevludin Oric var nemlig blevet opmærksom på en ildevarslende lyd.

En motorlyd.

Den var dybere og tungere end de lastbiler, der stadig ankom cirka hvert femte minut.

Gravemaskiner.

Et ur fra en af massegravene.
Et ur fra en af massegravene. Foto: Elvis Barukcic / Scanpix Denmark

Udsigten til at blive levende begravet var skrækindjagende.

Skulle han bare rejse sig op og fĂĄ det overstĂĄet?

Mevludin Oric tænkte på sin hustru og sine børn og håbede, at de havde klaret det bedre end ham.

Løftet fra FN

Sidste gang, han havde hørt nyt om sine nærmeste, var tre dage tidligere.

PĂĄ det tidspunkt bevogtede han en observationspost, som de hollandske FN-soldater i Srebrenica havde forladt, da de bosniske serbere rykkede frem.

Der var kun 200 FN-soldater i alt, og de havde ingen tunge vĂĄben, men alligevel var de blevet et symbol pĂĄ sikkerhed for den muslimske lokalbefolkning.

I er nu under beskyttelse af De Forenede Nationers styrker

Philippe Morillon, general, FN

Srebrenica lå som en lille muslimsk enklave dybt inde i de kristne bosniske serberes område, og området omkring byen havde været under belejring siden borgerkrigens begyndelse i 1992.

Men efter et års belejring var den franske FN-general Philippe Morillon kommet muslimerne til undsætning.

Han var kørt ind i byen med en lille styrke og satsede på, at ingen turde angribe FN.

Efter ankomsten havde generalen personligt afgivet et løfte til indbyggerne.

- Jeg har besluttet at blive her i Srebrenica. (...) I er nu under beskyttelse af De Forenede Nationers styrker, sagde Philippe Morillon gennem en megafon.

General Philippe Morillon lover befolkningen i Srebrenica beskyttelse i 1993.
General Philippe Morillon lover befolkningen i Srebrenica beskyttelse i 1993. Foto: TV 2

Men byen forblev omringet, og i takt med at muslimernes område skrumpede ind til ingenting, samlede der sig 42.000 mennesker omkring FN’s base i en nedlagt batterifabrik lidt uden for byen.

Da dødsstødet mod Srebrenica blev sat ind 5. juli 1995, var FN-styrken ikke i stand til at gøre ret meget andet end at forsinke de militært overlegne bosniske serbere.

square to 16x9
En bosnisk kvinde fĂĄr vand af FN-styrkerne. Billedet er taget 11. juli 1995. Foto: Stringer / Scanpix Denmark

Soldaternes chef, den hollandske oberstløjtnant Thomas Karremans, måtte se sine soldater blive taget som gidsler af de bosniske serbere, og selvom han bad om hjælp fra luften igen og igen, blev oberstløjtnanten ladt i stikken af sine overordnede hos FN.

Et enkelt angreb fra to F-16 fly blev det til.

Bomberne beskadigede en enkelt kampvogn, og 11. juli faldt Srebrenica.

Ydmygelsen

De hollandske soldater måtte modstræbende samarbejde med byens nye herrer, mens de skrækslagne flygtninge stimlede sammen om basen.

Men det vidste Mevludin Oric intet om.

Han var ved en rolig del af frontlinjen, da byen faldt, og om aftenen 11. juli måtte han selv gå til en nærliggende landsby for at få nyt om situationen.

Landsbyen var foruroligende øde.

Det er sådan, vi gør med vores fjender

Ratko Mladic, general, 1995

Nogenlunde samtidig havde den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic indbudt chefen for de hollandske FN-soldater til et møde i sin lejr.

Da oberstløjtnant Thomas Karremans ankom til hovedkvarteret, lå der en levende gris med bundne ben på gulvet.

Ratko Mladic hældte et glas blommebrændevin op i et glas og skålede med oberstløjtnanten, mens et videokamera optog seancen.

Hollænderen (midt i billedet) virkede lidt ubekvem ved det hele.

square to 16x9
Ratko Mladic skåler med den hollandske oberstløjtnant Thomas Karremans efter Srebrenicas fald. Foto: Ritzau Scanpix

Under besøget bad generalen en af sine soldater om at slagte grisen på gulvet.

Den fik skåret halsen over, og mens blodet strømmede ud, sagde Ratko Mladic:

- Det er sådan, vi gør med vores fjender.

Episoden blev efterfølgende beskrevet i avisen Washington Post.

En amerikansk spionsatellit fotograferede, hvordan mænd og kvinder blev delt op nær FN's lejr i den store bygning øverst i billedet.
En amerikansk spionsatellit fotograferede, hvordan mænd og kvinder blev delt op nær FN's lejr i den store bygning øverst i billedet. Foto: NGA

I den øde landsby, som Mevludin Oric nåede frem til i sin søgen efter nyt, var folk allerede flygtet af frygt for, hvad Ratko Mladic og hans folk kunne finde på.

Der var kun en enkelt kvinde tilbage, og med tårer i øjnene fortalte hun, at Srebrenica var faldet.

PĂĄ flugt

Muslimernes sidste holdepunkt var nu landsbyen Susnjari, hvor 15.000 drenge og mænd var samlet i håb om at undslippe.

Det skulle ikke lykkes for dem alle.

I er i sikkerhed. Ingen vil gøre jer noget. Løb ikke, overgiv jer

Bosnisk-serbisk soldat

Men det kunne Mevludin Oric ikke vide, så han begav sig derhen og mødte sin far, sine fætre, sin svoger, en nevø og flere naboer.

Sent om aftenen blev de enige om, at flygte ud gennem et minefelt og pĂĄ den mĂĄde komme gennem den jernring, deres fjender havde lagt om dem.

Planen var, at de muslimske mænd skulle gå 100 kilometer til byen Tuzla i små grupper.

square to 16x9
Flygtninge, der havde held til at undslippe, fĂĄr behandling 11. juli 1995. Foto: Odd Andersen / Scanpix Denmark

Mevludin Oric og hans gruppe forlod landsbyen næste morgen, og der gik ikke længe, før der blev skudt efter dem.

Gruppen stødte konstant på lig i landskabet, og det var tydeligt, at deres fjender skød flygtningene, når de kunne komme til det.

PĂĄ et tidspunkt sĂĄ de en hvid pansret mandskabsvogn med bogstaverne UN pĂĄ siden.

En gruppe mænd ved siden af råbte gennem en højttaler:

- I er i sikkerhed. Ingen vil gøre jer noget. Løb ikke, overgiv jer.

Mevludin Oric var sikker på, at hans fjender brugte køretøjet til at snyde folk.

Andre i gruppen ĂĄndede dog lettet op ved synet af FN.

Nogle af dem overgav sig, men Mevludin Oric og hans familiemedlemmer fortsatte flugten.

De risikerede nemlig at få en kugle i nakken, hvis de blev fanget – alene på grund af deres navn.

En livsfarlig hemmelighed

Mevludin Oric har nemlig en berygtet fætter, der hedder Naser Oric.

Naser Oric i 1995.
Naser Oric i 1995. Foto: Unknown / Scanpix Denmark

Under borgerkrigen var han brigadegeneral i de bosniske muslimers hær. Han er siden blevet retsforfulgt i Haag for krigsforbrydelser mod de bosniske serbere, men han endte med at blive frikendt.

Naser Orics navn var velkendt, sĂĄ hvis hans familiemedlemmer blev taget til fange, kunne de ikke forvente nĂĄde.

Derfor var det ikke så godt, da Mevludin Oric og hans gruppe nærmede sig et udbrændt hus under flugten.

Pludselig hørte de stemmer bagfra.

- Hænderne op.

Denne gang var det umuligt at flygte.

En gruppe soldater pegede på flygtningene med deres geværer.

Og så genkendte Mevludin Oric en af mændene.

Det var hans gamle nabo.

Naboen slyngede nogle forbandelser i retning af Mevludin Oric.

Dernæst foretog han et kort forhør af fangerne, men naboen nævnte ikke familienavnet.

Mevludin Oric var sikker på, at naboen reddede hele flokken fra den visse død.

Men det var en stakket frist.

Bødlerne deler chokolade ud

Soldaterne tog gruppen til en lagerhal, og efterfølgende blev de kørt i bus til en skole, hvor de sad indespærret sammen med nogle af de mænd, der var flygtet til FN’s hovedkvarter.

Her var mænd og store drenge blevet skilt fra kvinder og børn, uden at soldaterne fra FN havde gjort noget for at hjælpe.

Da de mange tusinde mennesker ved hovedkvarteret var blevet opdelt efter køn, kom de bosniske serbere med en stor mængde lastbiler og busser, der skulle køre folk væk.

Herunder kan du se, hvor mange mennesker der var ved FN's hovedkvarter.

square to 16x9
Flygtninge i Srebrenica i 1995. Foto: Ritzau Scanpix

Kvinder og børn blev kørt til de muslimske områder, men mænd og drenge blev kørt til skoler og lagerbygninger i området, inden general Ratko Mladic førte den sidste del af planen ud i livet.

Og generalen gjorde, hvad han kunne, for at det hele skulle foregĂĄ sĂĄ fredeligt som muligt.

Inden muslimerne blev kørt væk, havde Ratko Mladic personligt fortalt de skrækslagne folk ved hovedkvarteret, at de intet havde at frygte.

Hans mænd delte endda chokolade ud til børnene.

Men generalen var fuld af løgn.

Selvom han - som du kan se herunder - klappede de muslimske børn på kinden, var en grusom plan allerede ved at blive udført.

Alle muslimske drenge og mænd fra Srebrenica skulle dø, og soldaterne havde ordre til at opdele flokken i store grupper og dernæst mændene i bestemte bygninger og på særligt udpegede marker og enge.

Det var på sådan en eng Mevludin Oric lå og spillede død.

Men faktisk var han ikke det eneste levende lig pĂĄ engen.

Nakkeskuddet

Pludselig hørte Mevludin Oric råb fra soldaterne.

En mand var sprunget op og løb væk bag dem, og selvom de skød, ramte de ikke.

Og sĂĄ blev en af dem vred.

- Du gjorde det ikke godt nok. Du skal gøre det af med dem ved at skyde dem i hovedet, skændte soldaten.

Derfor begyndte de at gĂĄ fra lig til lig for at skyde hver enkelt i hovedet.

Kranie fra en af gravene i Srebrenica.
Kranie fra en af gravene i Srebrenica. Foto: Hrvoje Polan / Scanpix Denmark

Skud for skud nærmede soldaterne sig, og da fætteren blev skudt i nakken, besvimede Mevludin Oric.

Her kunne han nemt være endt som en del af statistikken.

Fuck dem. De er døde alle sammen

Bosnisk-serbisk soldat

En statistik, som i dag siger 8000 døde og savnede efter massakren i Srebrenica.

Det er 8000 små historier som den, du er ved at læse.

square to 16x9
En bosnisk kvinde sørger foran monumentet for ofrene i Srebrenica. Foto: Dimitar Dilkoff / Scanpix Denmark

Havde FN blandet sig mere, ville tallet formentlig være mindre.

Den konklusion kom organisationen selv frem til efter flere ĂĄrs selvransagelse.

Men hvorfor gjorde man sĂĄ ikke mere?

Ifølge FN selv skyldtes det, at man fejlbedømte de bosniske serberes intentioner, og at der var for megen politisk indblanding i militæraktionen.

Kys fra bedstefar Ratko

Ratko Mladic, krigsforbryder, 2018

Officerer tæt på den ansvarlige franske FN-general Bernard Janvier fortalte efterfølgende til New York Times, at han anså Srebrenica som en hindring for varig fred i området.

Byen lå dybt inde i de bosniske serberes territorium, og Bernard Janvier mente, at den måtte falde før eller siden.

Det mareridt, som Mevludin Oric oplevede, havde hverken FN eller den ansvarlige general forudset.

Arbejdet med at finde og identificere alle de dræbte er endnu ikke overstået.
Arbejdet med at finde og identificere alle de dræbte er endnu ikke overstået. Foto: Kevin Coombs / Scanpix Denmark

Da Mevludin Oric vågnede fra sin bevidstløshed, var mørket begyndt at falde på.

Nu regnede det, og bødlerne var stadig i gang.

Han løftede sit bind fra øjnene og så, at et klart hvidt lys fra gravemaskinerne skinnede henover engen.

Den blodige eng

Pludselig kom der en bil, og en mand gav ordrer.

- Det var det. Vi er færdige. Vi er nødt til at lade nogen blive.

Men ingen af soldaterne gad holde vagt.

- Fuck dem. De er døde alle sammen, vi behøver ikke blive her, sagde en af dem.

SĂĄ blev gravemaskinernes motorer slukket, og der blev stille.

Mevludin Oric turde ikke rejse sig.

Var det et trick?

Han lĂĄ stille i et kvarter.

Så løftede han fætterens lig væk og kom op på knæ.

Månen var fremme, og nu kunne Mevludin Oric se, hvor mange døde kroppe, der lå omkring ham.

En af massegravene under udgravning i 2003 og igen i 2015.
En af massegravene under udgravning i 2003 og igen i 2015. Foto: Staff / Scanpix Denmark

Han begyndte at græde.

Og som han sad der, hørte Mevludin Oric en stemme.

- Er du sĂĄret?

Mevludin Oric vidste ikke, om det var et spøgelse eller en af bødlerne, der talte til ham.

- Nej, svarede han.

Han frygtede, at skikkelsen et stykke borte ville ĂĄbne ild mod ham.

Men i stedet sagde den:

- Hvad fanden venter du sĂĄ pĂĄ?

Mevludin Oric svarede:

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal gĂĄ hen.

Han gav sig til at gĂĄ henover ligene, der var glatte af blod, og hen mod manden.

Det var en 55-årig dårligt gående brolægger ved navn Hurem Suljic.

Han havde også gemt sig under et lig og var efterfølgende kravlet ind under en busk.

Fire dage senere nåede Mevludin Oric, Hurem Suljic og en tredje overlevende, de mødte på vejen, frem til den muslimske frontlinje nær Tuzla.

Mevludin Oric måtte bære den 55-årige brolægger på ryggen en del af vejen, fordi han ikke kunne gå.

Kort efter ankomsten blev Mevludin Oric genforenet med sin kone og sine børn.

Mevludin Oric med sin datter.
Mevludin Oric med sin datter. Foto: Mevludin Oric / Facebook

Fortidens skygger

Efter massakren skærpede FN kursen over for de bosniske serbere, og i december 1995 blev der sluttet fred, men Srebrenica forblev under de bosniske serberes kontrol.

Ratko Mladic undgik straf i 16 år, hvor han gemte sig blandt sine landsmænd.

I 2011 blev han dog langt om længe anholdt og anklaget for krigsforbrydelser ved den internationale domstol i Haag.

- Det ændrer intet for ofrene, at de har bragt en halvdød mand til Haag, sagde Mevludin Oric dengang til magasinet New Yorker.

Selvom Ratko Mladic i 2017 blev idømt livsvarigt fængsel for krigsforbrydelser, er der i serbiske kredse dog stadig mange, der betragter ham som en helt.

Ratko Mladic under sagen mod ham i 2017.
Ratko Mladic under sagen mod ham i 2017. Foto: Peter Dejong / Scanpix Denmark

Den tidligere general har for eksempel deltaget i underholdningsprogrammer pĂĄ serbisk tv via telefon fra sin celle i Holland.

I 2018 kom han med en hilsen til sine landsmænd i sådan et program.

- Kys fra bedstefar Ratko, lød det fra krigsforbryderen.

Mevludin Oric bor i dag udenfor Sarajevo i Bosnien.

Han døjer selv med alkoholproblemer, og i 2019 fortalte han til bosnisk tv, at han hjemsøges af sine oplevelser hver eneste aften, inden han skal sove.

I klippet herunder fra 1996 kan du høre ham fortælle sin historie.

Optagelsen om Mevludin Oric's oplevelse i Srebrenica er fra 1996. Video: Peter Møller

Mange af hans familiemedlemmer er aldrig blevet fundet, men i 2009 dukkede hans fars kranie op i en massegrav.

Nogle år senere blev faderens knæ og underarm fundet.

Han ønskede ikke at holde en ceremoni anden gang, fortalte han dengang til New Yorker.

- Hvilken mening er der dog i at holde begravelse for et knæ og noget af en arm, sagde Mevludin Oric.

square to 16x9
Monumentet for de døde i Srebrenica. Foto: Ritzau Scanpix