Danskere kan nu frit rejse til Storbritannien
Udenrigsministeriet i Danmark fraråder ikke længere rejser til Storbritannien, nu hvor landet har ophævet karantæneregler.
Nu kan danske turister frit rejse til England, Wales, Skotland og Nordirland igen, når kravet om 14 dages karantæne ved ankomst fredag bliver afskaffet.
Det samme gør kravet om, at indrejsende skal kunne dokumentere, hvor de bor under opholdet, skriver Sky News.
De nye regler gælder for lande, som vurderes at have lav smitterisiko. Udover Danmark gælder det blandt andet lande som Spanien, Frankrig og Kroatien.
Rejsende fra eksempelvis Sverige og USA skal stadig i karantæne ved ankomst.
Storbritannien indførte rejserestriktionerne 8. juni som følge af coronapandemien.
Fraråder ikke længere rejser
Indtil nu har Udenrigsministeriet frarådet danskerne at rejse til Storbritannien på grund af reglen om 14 dages karantæne.
Men nu hvor kravet er ophævet, fraråder Udenrigsministeriet ikke længere rejser til landet, og Storbritannien er nu i samme kategori som de øvrige europæiske lande, oplyser Udenrigsministeriet til TV 2.
De lempede rejserestriktioner sker ugen efter, at den britiske regering åbnede op for flere dele af erhvervslivet.
Barer, hoteller, frisører og restauranter i England fik lov til at åbne igen 4. juli, og også anbefalingen om social afstand er sat ned fra to til en meter.
Der er dog krav om mundbind, hvis man rejser med offentlig transport i Storbritannien, og hvis man skal shoppe i Skotland.
Faldende smittetryk
Smittetrykket har været faldende i Storbritannien, siden det toppede i april, og det seneste registrerede antal nye smittede var på 642 fredag. Det skriver BBC.
Det seneste døgn er 85 mennesker døde med coronavirus.
I alt er over 44.500 døde med virussen og knap 300.000 blevet smittet, siden coronaepidemien indtog Storbritannien.