Udland

Vi drøfter indrejseforbuddet for europæere, siger USA's udenrigsminister til TV 2

USA er indstillet på, at danske og andre europæiske turister igen skal kunne holde ferie i landet. Også selvom coronavirussen bliver ved med at hærge.

- Der er et grundlæggende behov og ønske om at få den globale økonomi tilbage på skinner. Og det indebærer selvfølgelig også muligheden for at kunne springe ombord på et fly – for at kunne rejse rundt i Europa og rejse over Atlanten.

Sådan siger USA's udenrigsminister Mike Pompeo til TV 2 torsdag under en briefing for internationale korrespondenter i Washington, D.C.

Udenrigsministeren bekræfter overfor TV 2, at der lige nu foregår ”komplekse drøftelser” – uden at der dog er tale om direkte forhandlinger – for igen at kunne byde europæere velkommen i USA:

- Vi er involveret i drøftelser – både fra Transportministeriet, Ministeriet for hjemlandets sikkerhed og Udenrigministeriets side – og sammen med vores samarbejdspartnere for at skabe de muligheder, som er nødvendige handelsmæssigt og rejsemæssigt. Det gælder også turisme, som er en vigtig del af økonomien, siger Mike Pompeo.

Indrejseforbud resten af 2020

Præsident Donald Trump indførte i midten af marts et indrejseforbud for turister og langt de fleste andre rejsende fra de 26 Schengen-lande – som Danmark er en del af – samt Storbritannien og Irland.

I første omgang skulle indrejseforbuddet kun gælde i 30 dage for at få bugt med spredningen af coronavirus. Men præsidentens proklamation om indrejsereglerne er siden blevet forlænget og varer nu resten af 2020, medmindre Trump beslutter sig for at lempe reglerne.

Fra europæisk side har både politiske ledere og diplomater gjort opmærksom på, at det amerikanske indrejseforbud er langt mere striks end det tilsvarende europæiske.

Således kan amerikanske statsborgere, der bor og arbejder i EU, frit rejse frem og tilbage, ligesom amerikanske studerende nu har lov til at komme til EU.

Udenlandske studerende smidt ud

USA har ikke gengældt de regler. Tværtimod.

Forleden meddelte de amerikanske immigrationsmyndigheder, at alle udenlandske studerende skal forlade USA, hvis de er tilmeldt et amerikansk universitet, som i efteråret – på grund af coronapandemien – kun tilbyder onlinekurser.

Kun udenlandske studerende, der fysisk deltager i undervisning på en uddannelsesinstitution i USA, har lov at blive. Og de, der befinder sig i et EU-land, som er blevet optaget på et amerikansk universitet til efteråret, kan ikke rejse til USA i øjeblikket på grund af indrejseforbuddet.

Vil USA gradvist åbne for europæiske rejsende? Sådan at nogle visum-kategorier får lov at rejse ind, før man for eksempel tillader turister i al almindelighed adgang til USA?

- Mit gæt er, at der vil være komponenter, der vil blive taget i brug først og som kan iværksættes sikkert med henblik på en fuldstændig reetablering af rejsemulighederne. Vi ønsker at gøre dette så hurtigt og så sikkert som muligt, svarer Mike Pompeo til TV 2.

USA udelukket fra liste

Med andre ord: Det er muligt, at nogle europæere på eksempelvis arbejds- eller studievisum får lov at rejse til USA, før turister, der ligesom danskere rejser ind på ESTA, igen kan tage på ferie.

Under briefingen svarede Pompeo ikke konkret på, om en lempelse af de amerikanske indrejseregler afhænger af, hvorvidt EU tilsvarende lukker amerikanere ind.

USA er lige nu udelukket fra den liste over lande, som EU offentliggjorde i sidste uge over, hvis borgere frit kan rejse ind i de europæiske medlemslande.

Listen vil blive revideret hvert 14. dag.