Udland

Pentagon kan ikke finde bevis for russisk dusør på USA's soldater

Forsvarsminister og forsvarschef melder om intet, der underbygger historie om dusør på amerikanske soldater.

De amerikanske efterretningstjenester har ikke været i stand til at underbygge beretninger om en russisk dusør til Taliban-krigere i Afghanistan på amerikanske soldaters liv.

Det har den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, og forsvarschef, Mark Milley, torsdag fortalt et udvalg i Kongressen.

Esper og Milley skulle give en redegørelse for udvalget for de væbnede styrker i Repræsentanternes Hus.

Her blev de spurgt til en historie i den amerikanske avis The New York Times, hvor et ukendt antal anonyme embedsmænd oplyser, at en del af en russisk efterretningstjeneste har udlovet en dusør til den militante bevægelse Taliban for drab på vestlige soldater.

- Det er et unik stykke information, som ikke er blevet underbygget, sagde Mark Milley.

Kan ikke underbygge historien

Det underbyggede, hvad Mark Esper fortalte udvalget på samme møde.

Her sagde han, at ingen af de efterretningstjenester, der hører under forsvarsministeriet, har været i stand til at underbygge historien i New York Times.

New York Times har siden skrevet, at beretninger om de udlovede dusører har været nævnt for præsident Trump, hvilket senere har været et særskilt stridspunkt.

Trump har tidligere sagt, at de amerikanske efterretningstjenester ikke fandt, at der var nok indicier eller beviser til, at det var noget, som præsidenten skulle tage stilling til.