Coronavirus

USA's ældste tøjmærke har 25.000 kreditorer og er på randen af konkurs

Et Brooks Brothers-skilt udenfor en af de otte butikker på Manhatten.  Stan Honda / Scanpix Denmark

Brooks Brothers har klædt præsidenter på i to århundreder. Nu skylder virksomheden milliarder af kroner.

Coronakrisen kan have givet dødsstødet til USA’s ældste tøjmærke.

Onsdag indgav det 202 år gamle Brooks Brothers en konkursbegæring.

Det skriver CNN og Washington Post.

I en retssal i delstaten Delaware søgte firmaet onsdag om konkursbeskyttelse under de såkaldte amerikanske Chapter 11-konkursregler – hvilket svarer til en betalingsstandsning for at kunne lave en rekonstruktion.

Brooks Brothers søger dermed stadig efter en køber. Noget, man har ledt efter i flere måneder.

Mangler milliarder

I konkursbegæringen har Brooks Brothers oplyst, at firmaet skylder mellem 500 millioner og en milliard dollars – hvilket svarer til mellem knap 3,3 og 6,6 milliarder kroner – til intet mindre end 25.000 kreditorer.

Otte millioner dollars – mere end 52 millioner kroner – mangler eksempelvis til at kunne betale husleje. Og det er ikke hvor som helst, tøjmærket har butikker. Otte styks ligger på Manhattan i New York, og der er flagskibsbutikker i både Chicago, San Francisco og Los Angeles.

Men nu lukker 51 af de 250 butikker, tøjmærket har i Nordamerika, og produktionen på fabrikker i tre delstater stoppes. 700 medarbejdere er indtil videre blevet fyret.

Intet behov for jakkesæt

CNN skriver, at Brooks Brothers, der laver klassisk herre- og dametøj, de senere år har kæmpet med faldende indtægter, mens garderoben hos mænd efterhånden er blevet mere afslappet.

Men under coronanedlukningen har ingen haft brug for at tage hverken et jakkesæt eller en skjorte på, og salget er gået i stå.

Det er Brooks Brothers det seneste eksempel på i en efterhånden længere række af store amerikanske tøjmærker og -forhandlere, der lider eller har indgivet konkursbegæring som følge af coronakrisen. True Religion, J.Crew, JCPenney, Nygard og Modell’s Sporting Good er nogle af dem.

Klædt præsidenter på

Det var på Manhatten i 1818, at Brooks Brothers blev grundlagt og åbnede sin første butik ved Wall Street. Siden har mærket klædt stort set alle amerikanske præsidenter på. Det var blandt andet i en specialfremstillet Brooks Brothers-frakke, at Abraham Lincoln blev myrdet i 1865.

Det var det mærke, der begyndte at producere jakkesæt til mænd, der ikke kunne vente på, at en skrædder havde lavet den, og det var mærket, som i 1896 opfandt poloskjorten.

I 2001 købte italieneren Claudio Del Vecchio Brooks Brothers for 225 millioner dollars – knap halvanden milliard kroner. Men en ny ejer er afgørende, hvis historien for USA’s ældste tøjmærke skal fortsætte.