Udland

USA overvejer at forbyde TikTok

I sidste uge forbød Indien det kinesisk-ejede sociale medie. Nu vil USA måske gøre det samme for at beskytte amerikanske personoplysninger.

USA overvejer at forbyde det kinesisk-ejede sociale medie TikTok.

Det siger udenrigsminister den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til tv-stationen Fox News.

- Du skal kun downloade den app, hvis du ønsker, at dine personlige oplysninger falder i hænderne på Kinas kommunistiske parti, siger Mike Pompeo.

- Det er noget, vi tager meget alvorligt, tilføjer han.

TikTok, hvor brugerne kan offentliggøre korte videoer, er det første kinesiske sociale medie, der har fået stor udbredelse i resten af verden (I hjemlandet Kina er TikTok erstattet af en kinesisk version af appen kaldet Douyin).

I løbet af de første tre måneder af 2020 blev TikTok downloadet 315 millioner gange, hvilket er det højeste tal nogensinde for en app, skriver CNN.

TikTok har i dag mere end 800 millioner brugere verden over - hovedsageligt børn og unge.

Moderselskab i Beijing

Den amerikanske regering ser imidlertid på TikTok med mistænksomhed.

TikTok er ejet af firmaet ByteDance, der hører hjemme i Beijing. Det betyder ifølge den amerikanske regering, at selskabet ligesom alle andre kinesiske selskaber vil være forpligtet til at dele alle informationer med den kinesiske stat.

Mike Pompeo mener, at det betyder, at der er god grund til at forbyde ikke bare TikTok, men alle kinesisk-ejede apps og sociale medier.

Farvel til Hongkong

TikTok har ellers gjort meget ud af at understrege sin uafhængighed af Kina og af moderselskabet ByteDance.

Selskabet ansatte i maj den tidligere Disney-direktør Kevin Mayer som øverste chef, og ifølge nyhedsbureauet Reuters har TikTok netop meddelt, at det vil forlade Hongkong efter vedtagelsen af den kontroversielle sikkerhedslov i den tidligere britiske koloni.

- Vi har aldrig givet brugerdata videre til den kinesiske regering, og det ville vi heller aldrig gøre, hvis vi blev bedt om det, siger selskabet i et svar til Mike Pompeo.

TikTok understreger, at alle selskabets datacentre ligger uden for Kina, og at oplysningerne derfor ikke hører under kinesisk lovgivning.

Indien og Australien

USA er ikke det første land, der ønsker at forbyde TikTok og andre kinesiske apps.

I sidste uge valgte Indien, der er TikToks suverænt største marked på verdensplan, at forbyde appen.

Kina og Indien har i mange år haft et anstrengt forhold til hinanden og udkæmpet en grænsekrig på lavt niveau. Konflikten blussede op i sidste måned, da 20 indiske soldater blev dræbt i et sammenstød med kinesiske tropper i den omstridte Kashmir-provins, hvor Indien, Kina og Pakistan strides om grænsedragningen.

På den baggrund konkluderede den indiske regering i sidste uge, at de kinesiske apps og sociale medier er ”en trussel mod vores suverænitet og integritet”.

Også Australien overvejer et indgreb mod TikTok, skriver Fox News.

Herhjemme har Datatilsynet besluttet at se nærmere på TikTok, fordi selskabet muligvis ikke lever op til reglerne om databeskyttelse, skriver IT Watch.