Coronavirus

Plejehjem i 40 kommuner har været hotspots for coronavirus i Sverige

En sundhedsmedarbejder desinficerer en ambulance nær den svenske hovedstad, Stockholm. Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Ny undersøgelse viser, at plejehjem i de værst ramte kommuner fik problemer med hygiejne og beskyttelse af de ældre.

De svenske myndigheder har længe vidst, at man havde problemer med at beskytte de ældre på landets plejehjem mod coronasmitte.

Nu viser en ny undersøgelse fra IVO, der fører kontrol med landets plejehjem, at 70 procent af corona-dødsfaldene på plejehjemmene er koncentreret i 40 af landets 290 kommuner.

- Ældreforsorgen har længe stukket ud i vores risikobillede på nationalt plan, siger IVO’s generaldirektør, Sofia Wallström, i dag.

Undersøgelsen viser, at de 40 kommuner har haft problemer med at overholde rutiner omkring hygiejne og smittebeskyttelse, skriver avisen Dagens Nyheter.

Sveriges Radio noterer sig også, at plejehjemmene i nogle tilfælde ikke har tilbudt de ældre ekstra ilt, selv hvis det kunne have hjulpet dem.

Mange døde i Sverige

Både den ansvarlige for den svenske corona-strategi, statsepidemiolog Anders Tegnell, og statsminister Stefan Löfven har offentligt erkendt, at det ikke er lykkedes at beskytte de ældre på plejehjemmene godt nok.

Den svenske strategi overfor corona-smitten har været kontroversiel, fordi myndighederne har sagt nej til at lukke samfundet ned og har accepteret dødstal, der er markant højere end i nabolande som Danmark.

I går lå det samlede dødstal i Sverige på 5433. Det er mange gange højere end i nabolandene Danmark (607 døde), Norge (251 døde) og Finland (329 døde). Sveriges befolkningstal på omkring 10 millioner er dog også omkring dobbelt så stort som hvert af nabolandene (Danmark, Norge og Finland har hver befolkningstal mellem fem og seks millioner).

De fleste på plejehjemmene

Men plejehjemsområdet er det eneste område, hvor de svenske myndigheder offentligt har erkendt, at de skulle have fulgt en anden strategi,

- Den del, der handler om ældreomsorgen angående smittespredning, har ikke fungeret. Det er åbenlyst. Vi har for mange ældre, der er døde, sagde statsminister Stefan Löfven for en måned siden.

Næsten 90 procent af alle coronadødsfald i Sverige har ramt ældre over 70 år – langt de fleste enten beboere på plejehjem eller modtagere af hjemmehjælp. I ugen lige efter påske, der er registreret som den værste i Sverige, døde flere end 300 plejehjemsbeboere af corona-relaterede sygdomme.