Coronavirus

Flere lande lukker ned igen - se listen her

I dele af USA, Spanien og Israel har en genopblussen i antallet af smittede ført til strammere regler.

I flere lande stiger antallet af smittede med coronavirus nu så voldsomt, at de lokale myndigheder ser sig nødsaget til at genindføre en række af de restriktioner, som ellers var blevet lempet.

Det skriver norske NRK, som har samlet en oversigt over de pågældende lande.

Helsedirektoratet, som er den norske pendant til Sundhedsstyrelsen, har for nylig advaret nordmændene om, at der ikke skal meget til, før virussen igen kan sprede sig.

Under genåbningen i Danmark har sundhedsmyndighederne med Søren Brostrøm i spidsen adskillige gange mindet danskerne om, at det ligeså hurtigt kan gå den anden vej igen, hvis vi ikke tager de rette forbehold.

Den danske regering har genåbnet landet i flere faser. Senest i juni blev grænserne åbnet til flere europæiske lande, ligesom det også blev muligt for danskerne at samles mere end ti personer.

I listen herunder er en oversigt over de lande og regioner, som igen må stramme reglerne:

Lande, som har genindført restriktioner

  1. USA

    Demonstranter i Arizona diskuterer nedlukningen.

    Flere delstater har genindført restriktioner.

    Arizona: I april begyndte delstaten at åbne igen, men i slutningen af juni erkendte guvernøren, at der er nødt til at være strammere regler for folks færden i det offentlige rum. Barer, træningscentre og biografer er lukket igen, og større forsamlinger er også forbudt, skriver USA Today.

    Californien: I delstaten på den amerikanske vestkyst er det obligatorisk at bære mundbind, men derudover har statens demokratiske guvernør genindført obligatorisk hjemmeisolation for borgere i et af de hårdest ramte amter, Imperial County.

    Colorado: Barer og kasinoer blev i slutningen af juni lukket efter at have været åbnet i to uger, skriver CBS Denver.

    Florida: Også i Florida på den amerikanske østkyst har myndighederne set sig nødsaget til at lukke adgang til barer igen, efter delstaten i slutningen af juni så et rekordhøjt antal smittede med coronavirus.

    Michigan: 1. juli lukkede guvernøren i Michigan, Gretchen Whitmer, også for servering af drinks og mad i udvalgte områder af delstaten, som er hårdt ramt.

    Texas: I slutningen af juni så den republikanske guvernør sig nødsaget til at bremse genåbningen af barer og restauranter, da smittetallet steg voldsomt. Texas er blandt de hårdest ramte delstater i øjeblikket.

  2. Iran

    Efter en voldsom stigning i antallet af coronarelaterede dødsfald i landet har Irans sundhedsmyndigheder besluttet at give de enkelte provinser lov til at stramme reglerne.

    Iran har påbudt landets borgere at bære mundbind i det offentlige rum. 

  3. Australien

    Australien indfører nu nye restriktioner for at bekæmpe spredningen af coronavirus – tre måneder efter, at det ellers lykkedes landet at stoppe smittespredningen gennem en skrap nedlukning af landet.

    Nedlukningen er lokal i delstaten Victoria omkring landets næststørste by, Melbourne, med knap fem millioner indbyggere, der har oplevet en overraskende genopblussen i antallet af smittede.

  4. Israel

    En gruppe ortodokse jøder, der ifølge Reuters er blevet isoleret efter at have været udsat for smitte.

    Mandag valgte regeringen i Israel at genindføre en række restriktioner i landet, skriver The Jerusalem Post. Det er første gang siden maj, at landet strammer reglerne igen.

    Nu lukker barer, diskoteker og koncerthaller igen. Træningscentre og offentlige svømmehaller lukker helt igen, mens restauranter maksimalt må have 20 siddende gæster.

  5. Storbritannien

    I byen Leicester i England har myndighederne valgt at stramme reglerne efter et nyt coronaudbrud i slutningen af juni, skriver BBC.

  6. Spanien

    I to forskellige provinser i Spanien er der stadig strammere restriktioner end i resten af landet. I Lleida-regionen befinder 200.000 mennesker sig i hjemmeisolation, mens borgere i Galicia-regionen i den nordvestlige del af landet kun må forlade området, hvis det er for at tage på arbejde.

    Den regionale sundhedsminister Jesus Vazquez Almuina oplyser ifølge NRK, at smitteudbruddet kan spores tilbage til flere barer.