Coronavirus

Brasiliens præsident testet positiv for coronavirus

Diagnosen kommer tre dage efter en privat frokost med den amerikanske ambassadør.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser han selv på brasiliansk tv, skriver blandt andet The Guardian.

- Testen kom tilbage positiv, sagde Bolsonaro iført ansigtsmaske til en gruppe journalister tirsdag.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters siger den brasilianske præsident, at han begyndte at føle sig dårlig søndag, men han siger også, at han nu føler sig bedre tilpas efter at have indledt behandling.

"Den lille forkølelse"

Til trods for at Brasilien er det land i verden, der er næsthårdest ramt af coronavirus - efter USA - har Bolsonaro flere gange bagatelliseret pandemien.

Han har blandt andet kaldt coronavirus og Covid-19 for en "lille forkølelse" og mener, at tiltag vedtaget på delstatsniveau, der har søgt at begrænse virussen, går unødvendigt ud over økonomien og tenderer "hysteri".

Mere end 65.000 personer er døde, og 1,6 millioner mennesker er bekræftet smittet i Brasilien.

Diagnose kommer tre dage efter frokost hos ambassadør

Den brasilianske præsidents diagnose kommer bare tre dage efter, han spiste en privat frokost hos Todd Chapman, USA's ambassadør i Brasilien, i ambassadørens hjem i den brasilianske hovedstad, Brasilia.

I marts i år, da covid-19-pandemien krævede sine første ofre i Brasilien, sagde Bolsonaro blandt andet i en tale til nationen, at hvis han selv blev smittet, ville han hurtigt blive rask igen - takket være sin "baggrund som sportsmand".

Siden har den brasilianske præsident fortsat med at gå til sociale arrangementer og politiske møder, ofte uden ansigtsmaske - eller også havde han taget ansigtsmasken forkert på.

Flere guvernører i Brasilien har indført påbud om at bære maske i offentligheden. Et påbud, præsidenten åbenlyst har ignoreret.