Coronavirus

Coronasmittet skuespiller død efter langt og voldsomt forløb

Nick Cordero blev lagt i kunstig koma og fik amputeret sit ene ben - alligevel stod hans liv ikke til at redde.

Den 41-årige Broadway-skuespiller Nick Cordero er død efter et længere forløb med covid-19.

Det bekræfter hans kone, Amanda Kloots, på Instagram.

- Gud har en engel mere i himlen nu, skriver hun sent søndag aften dansk tid.

Amputation og kunstig koma

Nick Cordero blev syg med coronavirus i marts og 30. marts blev han indlagt på hospitalet Cedars-Sinai i Los Angeles, og derfra oplevede hans krop tilbageslag efter tilbageslag.

Blandt andet fik skuespilleren blodpropper og slagtilfælde på stribe samt indre blødninger, en infektion i lungerne og blodforgiftning. Problemerne førte i april til, at hans højre ben måtte amputeres, mens han blev lagt i kunstig koma.

Senere fik han en pacemaker og et hul i halsen, så han stadig kunne trække vejret.

Og da han døde søndag efter 95 dage på hospitalet, var man ved at undersøge muligheden for en dobbelt lungetransplantation.

Det skriver The Guardian og CNN.

Videoer af kone og et-årig søn

Amanda Kloots sendte ham hver dag videoer af sig selv og deres et-årige søn Elvis.

Derudover opfordrede hun hans venner til at deltage i en digital fællessang hver dag klokken 15.

Om han registrerede, hvad der skete med og omkring ham er svært at afgøre, har hun udtalt, men når han var ved bevidsthed, kunne han svare ved at se op eller ned med øjnene.

Store hits på Broadway

Nick Cordero var med i flere store hits på Broadway som 'A Bronx Tale' og 'Waitress', og det var netop i én af dem - teaterversionen af Woody Allens 'Bullets Over Broadway' - at han mødte Amanda Kloots, der også er teaterskuespiller.

Derudover spillede Cordero med i tv-serier som 'Blue Bloods' og 'Law and Order'.

Flere kolleger har søndag aften hyldet Nick Cordero og opfordret fans til at donere til familiens indsamling, der både skal anvendes til at betale den omfattende hospitalsregning og støtte hans enke og barn i den kommende tid.

- Jeg er så uendelig ked af at miste sådan en vidunderlig ven og musicalmakker, skriver instruktøren Michael J. Moritz Jr.

- Jeg kan i sandhed sige, at jeg aldrig har mødt et rarere menneske. Tro ikke at covid-19 kun tager de gamle og svagelige, skriver skuespilleren Zach Braff.

I et opslag senere søndag aften opfordrer Braff desuden amerikanerne til at gå med maske, efter at hans ven kæmpede forgæves for sit liv i over 90 dage.

Rekordmange smittede i USA

Der har været mere end 2,8 millioner bekræftede tilfælde af coronavirus i USA, hvor mindst 129.000 smittede personer er døde under pandemien.

Samtidig har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advaret om rekordmange smittede på verdensplan.