Mens coronakrisen kradser, brugte Trump USA's fødselsdag til at føre valgkamp

16x9
Mens coronakrisen kradser, brugte Trump USA's fødselsdag til at føre valgkamp Foto: Tasos Katopodis / Ritzau Scanpix

USA's præsident fortsatte fortællingen om et USA under angreb fra radikale kræfter, der skal bekæmpes. Spørgsmålet er, om strategien fanger momentet.

Det var pomp og pragt i en tid, hvor der flittigt spekuleres i, om USA's præsident allerede er sat skakmat.

USA's 244. fødselsdag stod i coronakrisens tegn og kom i kølvandet på den tredje dag med flere end 50.000 nye daglige coronasmittede og stigende hospitalsindlæggelser mange steder i landet.

Det daglige dødstal er dog faldet markant den seneste måneds tid, men 4. juli-fejringerne i år var selvfølgelig præget af den virkelighed, som USA's håndtering af coronakrisen har medført.

Resultatet var et USA i en afdæmpet og mindre festlig udgave, om end det ikke afholdt USA's præsident fra at trykke speederen i bund for at fange momentet.

Spørgsmålet er dog, om præsidentens strategi gør netop det, og om Trump i vælgernes optik har taget nok fat til at adressere den krise, som nationen befinder sig i.

Trumps valg

Som præsident træffer man et bevidst valg om, hvilken slags tale man vil holde, når man skal fejre nationens fødselsdag.

Man kan holde en inspirerende og mere filosofisk tale om USA's fødsel, idealer, og storhed.

Man kan ogsĂĄ holde en tale, der til forveksling minder om en valgkampstale, bare med Det Hvide Hus som baggrund.

Præsident Trump valgte endnu engang – ligesom ved Mount Rushmore fredag - at gøre det sidste.

Til sammenligning kan man her se, hvordan en anden republikansk præsident, Ronald Reagan, greb opgaven an tilbage i 1986.

Momentet

Hvorvidt præsident Trumps taler fangede momentet, som USA står i, er som sædvanlig op til debat og afhængig af, hvor man står i det partipolitiske spektrum.

Mens New York Times` artikler om Trumps taler efterhånden mere minder om ledere og dermed partsindlæg, så var selv den ellers ret Trump-kritiske konservative som Rich Lowry overordentlig tilfredse med Trumps tale, fordi de mente, at Trump netop havde fanget momentet.

At aviser som Washington Post kunne se racistiske motiver i talerne, var i øvrigt mildest talt bemærkelsesværdig al den stund, at langt størstedelen af den amerikanske venstrefløj, som Trump harcelerer så skarpt imod, består af hvide amerikanere, og at race selvsagt ikke er nogen homogen størrelse.

To taler, et budskab

Rent indholdsmæssigt mindede talen en del om den, som præsidenten holdt ved Mount Rushmore et lille døgn tidligere.

Igen stod ”den radikale venstrefløj”, ”marxisterne” og ”anarkisterne” for skud. Alt sammen en del af en strategi, der satser på, at der på et tidspunkt kommer et tilbageslag mod denne fraktion, som skal booste Trumps støtte blandt særligt pensionister og kvinder i forstæderne, der er rædselsslagne for bøller og efterspørger ”lov og orden”.

Igen holdt præsidenten sig til talepapirerne. Igen italesatte Trump sig selv som patrioten, der står last og brast med militæret, politiet og nationens historie. Præsidenten iscenesatte sig endnu engang som den sidste forsvarsbastion, der står mellem det USA, man i hans udlægning kender og elsker, og så et radikalt forandret USA domineret af ”den radikale venstrefløj”.

Lad os lynhurtigt konstatere det åbenlyse: både det USA, som ifølge Trump står for skud, og det USA, som et muligt valgnederlag ville bringe til magten, er karikerede udgaver.

Det er sjældent et godt udgangspunkt for komplekse diskussioner om eksempelvis fjernelsen af statuer og at omdøbning af militærbaser, der hylder Konføderationen eller sydstatsgeneraler.

Præsidentens prioriteringer

Samtidig var det mildest talt skævvridende at bruge så meget tid på kampen mod den yderste venstrefløj og så relativ lidt krudt på kampen mod covid-19. Dermed åbnede præsident Trump endnu engang en ladeport for at blive beskyldt for at være politisk tonedøv.

Det har fået særlig opmærksomhed, at præsidenten i talen i nat påstod, at 99 procent af coronasmittetilfælde var ”totally harmless”. Det er selvsagt ikke sandt og illustreres alene ved det faktum, at dødsraten for smittede med coronavirussen i USA er langt større end en procent.

De flere end 129.000 døde amerikanere, der havde været smittet med coronavirussen, blev i øvrigt som sædvanlig ikke nævnt i større omfang.

Find fortællingen

Politik handler som bekendt tit mere om følelser end fakta, og ikke mindst om fortællinger. At præsidenten ikke kan italesætte sig som forsvarsklippen mod covid-19, i og med USA er et af de lande, der er allerhårdest ramt af coronavirussen, giver sig selv.

Fortællingen om den bomstærke økonomi er også blevet af skudt i sænk af coronakrisen. Her kan præsidentens kun italesætte fortællingen om ”The Great American Comeback” og håbe, at udviklingen vender betydelig inden valgdagen.

Med andre ord skal der nye boller på suppen, hvis Donald Trump skal slå Joe Biden. Sidstnævnte har indtil videre vist sig at være væsentlig sværere at definere for Donald Trump, end det var tilfældet med demokraternes kontroversielle præsidentkandidat Hillary Clinton for fire år siden.

Af samme årsag forsøger præsidenten nu at italesætte Biden som en korrupt politiker, der vil spolere den økonomiske genrejsning efter coronakrisen, og som – sat lidt på spidsen – er en forvirret lille flue, der kommer til at blive rullet ind i venstrefløjens spindelvæv og spist levende i Det Hvide Hus.

Folkeafstemningen

Spørgsmålet for Trump, der har været eminent dygtig til at sætte scenen og dominere fortællingen, siden han trådte på den politiske scene for fem år siden, er dog, hvorvidt han kan gøre det igen. Særligt fordi vælgerne i altovervejende grad indtil videre ikke ser Biden som venstrefløjens nikkedukke.

I 2016 grinede mange af Trumps ”Make America Great Again”-slogan, som Trump-kampagnen i øvrigt havde overtaget fra Ronald Reagan.

Hvor tit hørte man ikke, at sloganet var reaktionært og plat: en længsel til en forsvinden og karikeret fortid. Sjovt nok kunne selvsamme kritikere typisk ikke svare på, hvad Hillary Clintons valgslogan var (du behøver ikke at google: det var primært ”Stronger Together”).

I 2020 er Trump ikke længere outsideren men den siddende præsident.

Valgslogan eller ej, så vil det dominerende spørgsmål til november være såre simpelt: fortjener Donald Trump fire år mere i Det Hvide Hus?

Kapløb med Kanye

Lige nu er svaret højst sandsynligvis et rungende nej.

Men der er lang tid til november, sĂĄ tiden arbejder muligvis for Trump.

Spørgsmålet vil samtidig være frem mod valgdagen, om præsidentens strategi, hvor amerikanerne tvinges til at vælge side for eller imod Trump, vil vise sig at være den rigtige.

Ovenikøbet har amerikanerne nu fået et alternativ, da Kanye West også har meldt sig ind i kampen om at blive USA's præsident.

Donald Trump og Kanye West i kampen om at blive USA's næste præsident.

Det var vist lige, hvad der manglede i dette tumultariske og i forvejen ikke kedelige moment, som vi befinder os i.