Flere end 160 har mistet livet i uroligheder efter drabet på protestsanger
Massive protester har ramt Etiopien, efter en kendt protestsanger mandag blev dræbt.
Drabet på sangeren Hachalu Hundessa har tændt en gnist i det etiopiske samfund.
Siden han blev skudt på klos hold mandag, har mindst 166 personer mistet livet i spontane overfald og voldelige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.
34-årige Hachalu Hundessa var en del af den etniske gruppe oromo, og han var blevet en fremtrædende figur i kampen for bedre rettigheder for befolkningsgruppen.
- Efter Hachalus død har 145 civile og 11 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne mistet livet i regionen, siger vicepolitichefen i Oromia-regionen, Girma Gelam.
Derudover har yderligere ti personer mistet livet i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
Foruden de 166 døde er der registeret 167 tilskadekomne og 1084 anholdte, oplyser Girma Gelam.
Tidligere på ugen blev hæren indsat i Addis Ababa, hvor bevæbnede bander var på jagt efter oromoer, skriver BBC.
- Vi havde et møde med lokalmiljøet, og vi fik besked på at bevæbne os med alt, hvad vi har, også macheter og kæppe, fortalte en indbygger i Addis Ababa, som ikke ønsker at stå frem med navn, til Reuters onsdag.
- Vi stoler ikke længere på, at politiet kan beskytte os, så vi må forberede os.
En fælles stemme
Hachalu Hundessa var en af foregangsmændene i oromoernes tre år lange protester, der i 2018 førte til afsættelsen af den tidligere premierminister Hailemariam Desalegn, der tilhører den etniske gruppe welayta, og indsættelsen af den nuværende premierminister, Abiy Ahmed, der også er oromo.
Hundessa blev begravet i torsdags efter en ceremoni på et sportsstadion i byen Ambo 100 kilometer fra hovedstaden.
Motivet for drabet på Hachalu Hundessa er endnu ukendt, men forud for sin død fortalte han, at han havde modtaget dødstrusler.