Coronavirus

Stort flyselskab sætter visirer på sine passagerer

Visirene laves i to størrelser. Courtesy Qatar Airways

Qatar Airways vil fremover udlevere et beskyttelsessæt med blandt andet handsker og mundbind til passagerer.

I takt med at flyselskaberne igen er på vingerne og modtager passagerer, kommer der flere sikkerhedsforanstaltninger.

Det gælder blandt andet ansigtmasker, der er obligatoriske på langt de fleste rejser.

Hos Qatar Airways er man dog gået skridtet videre og har også indført visir til alle passagerer. Det skriver CNN.

- Ved at indføre disse sikkerheds- og hygiejneforanstaltninger ombord kan vores kunder stole på os, lyder det fra Qatar Airways koncernchef, Akbar Al Baker.

Passagerer får sikkerhedssæt

Det mellemøstlige flyselskab vil også udstyre rejsende med et såkaldt beskyttelsessæt, der udover visir og ansigtmaske indeholder håndsprit og engangshandsker.

- Som det største internationale flyselskab, der har fløjet konsekvent gennem pandemien, er vi blevet et af de mest erfarne i sikkerhed og hygiejne, siger koncernchefen.

Visirene kommer i to størrelser - til voksne og børn. De helt små under to år er dog undtaget. Flyver man på business class er det dog op til en selv, om man vil iføre sig visiret på flyveturen, da her er mere plads.

Ifølge Qatar Airways vil de nye foranstaltninger træde i kraft, når det genåbner flere af de ruter, der har været sat på pause under pandemien. 1. juli åbnede 11 destinationer, og selskabet regner med at genåbne yderligere 65 i midten af måneden.

Mand blev smidt af fly

Airlines for America, brancheorganisationen, der repræsenterer amerikanske luftfartsselskaber som American Airlines og United Airlines, har opfordret til, at retningslinjerne følges til punkt og prikke, og at det skal få konsekvenser, hvis passagererne ikke følger dem.

Udover den ekstra beskyttelse til passagererne er der også indført en beskyttelsesdragt- og briller til personalet.

Blandt andet blev en passager i juni nægtet adgang til et American Airlines-fly, da han ikke ville tage en ansigtsmaske på. Derudover blev han midlertidigt udelukket fra flyselskabets afgange. Det samme vil ske hos Qatar Airways.

- Alle, der nægter at bære visiret, når de går ombord, kan ikke komme med, lyder det.

Danskerne skal bære mundbind

I Danmark blev der implementeret nye retningslinjer for flyrejsende i juni, og danskerne har ligeledes skulle vænne sig til at bære mundbind, når de flyver. Uanset om man rejser indenrigs eller udenrigs.

Dermed følger den danske luftfartsbranche anbefalingerne fra den europæiske luftfartsmyndighed, Easa.

Passagerer skal bære mundbind, fra de går ind i lufthavnen, mens de sidder i flyet, og til de forlader lufthavnsterminalen på destinationen.

- Luftfarten er international, så det er helt nødvendigt med internationalt gældende retningslinjer. Vi er meget tilfredse med, at der nu er enighed om enkle og pragmatiske regler, som kan skabe en tryg rejse for passagererne, sagde Michael Svane fra Dansk Luftfart i forbindelse med de nye retningslinjer.

Det betyder også, at det i en periode kun er passagerer og personale, der har adgang til lufthavnsterminalerne.