Coronavirus

Muteret coronavirus spreder sig hurtigere, men er ikke farligere

Verden over forsøger forskere at blive klogere på corona-virussen. Nu har amerikanske forskere måske gjort en afgørende opdagelse. Jane Barlow / Ritzau Scanpix

En mere smitsom version af coronavirussen er ikke nødvendigvis dårligt nyt, mener dansk ekspert.

En ny muteret version af coronavirussen spreder sig hastigt verden over.

Det viser et nyt amerikansk studie, som netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift, Cell.

Den nye version, der har fået navnet G614, ser ud til at være væsentlig mere smitsom end den oprindelige udgave. Til gengæld er den ikke farligere eller mere sygdomsfremkaldende.

- Det er nu den dominerende form, der inficerer mennesker. Det er nu virussen, siger Erica Ollmann Saphire fra La Jolla Insitute of Immunology, der er en af forskerne bag studiet, til CNN.

Formerer sig i de øvre luftveje

Sammen med sine kolleger har hun blandt andet analyseret datasæt, der viser, hvordan coronavirussen spreder sig globalt, og samtidig har de undersøgt 1.000 patienter.

Hvis den nye version medfører den samme mulige immunitet, er det måske ikke så tosset

Thea Kølsen Fischer, forskningschef på Nordsjællands Hospital

Resultaterne viser, at den nye muterede version er mellem tre og ni gange så smitsom som den oprindelige version, og ifølge forskerne ser den ud til særligt at formere sig hurtigere i de øvre luftveje - næsen, bihulerne og halsen - hvilket samtidig kan forklare, hvorfor det spreder sig så hurtigt.

- Dette understreger, hvad vi allerede vidste, var en god idé: At bære masker og opretholde social afstand, siger biolog Bette Korber fra Nationallaboratoriet i Los Alamos, der også har bidraget til det amerikanske studie.

På Statens Serum Institut oplyser faglig direktør Kåre Mølbak, at man i Danmark ikke har haft tilfælde af den oprindelige version af coronavirussen siden den 26. maj, og at den på europæisk plan ikke er fundet i test siden den 27. maj.

- Derfor har vi også i vores modeller taget højde for, at det er den nye G-version, der er den dominerende, siger han til TV 2.

"Måske ikke så tosset"

Thea Kølsen Fischer er forskningschef på Nordsjællands Hospital og ekspert i virus og epidemier. Ifølge hende er det ikke overraskende, at coronavirussen har muteret.

- Helt overordnet er coronavirussen en enkeltstrenget RNA-virus, og det betyder, at dem har en meget højere mutationsrate. Derfor er det ingen overraskelse, at den nu ser ud til at have muteret sig, siger hun til TV 2.

At virussen er muteret er dog ikke nødvendigvis dårligt nyt.

Af resultaterne i det amerikanske studie fremgår det, at den nye virus i mindst lige så høj grad som den oprindelig danner antistoffer hos de smittede, og det kan ifølge Thea Kølsen Fischer betyde, at vi hurtigere opnår immunitet i befolkningen.

- At den nye version, så tilsyneladende medfører en højere smitterate, er selvfølgelig uheldigt, siger Thea Kølsen Fischer og fortsætter:

- Men så længere den ikke er mere sygdomsfremkaldende, og hvis den i øvrigt medfører den samme mulige immunitet, er det måske ikke så tosset. For så kan vi se, at en større del af befolkningen bliver smittet, men måske ikke syge, og på den måde komme tættere på det scenarie, som svenskerne håbede på fra epidemiens start, hvor en væsentlig del af os bliver immune over for coronavirus.

Udfordrende for vaccineforskning

Udfordringen med den nye version af coronavirus kan til gengæld være, at den gør en stor del af det igangværende arbejde med at finde en vaccine mod virussen mere udfordrende.

- Nu ved jeg ikke præcis, hvor mutationerne ligger, men hvis man for eksempel har tilrettelagt sin vaccine ud fra den skabelon, som vi normalt bruger til at vaccinere mod influenza, kan man være så uheldig at selv mindre mutationer betyder, at vaccinen ikke er lige så effektiv som ventet, siger Thea Kølsen Fischer.