Udland

Flere tons 'extensions' beslaglagt - kan være menneskehår fra fangelejre

Hårprodukterne, som de amerikanske myndigheder har beslaglagt. US Costums and Border Protection

Amerikanske toldmyndigheder tilbageholder flere tons hår, som man mistænker for at stamme fra fængslede uighurer.

De amerikanske toldmyndigheder i New York har beslaglagt en ladning af hårprodukter, der mistænkes for at være lavet af menneskehår.

Ladningen af extensions (hårforlængelser, red.) mistænkes for at være fremstillet i det vestlige Kina i arbejdslejre for landets minoritet af muslimske uighurer, skriver nyhedsbureauet AP.

US Costums and Border Protection (CBP) har beslaglagt mere end ti tons hårprodukter, der var på vej til forhandlere i USA. Varerne vil blive tilbageholdt i havnen, indtil man har undersøgt, hvordan de er blevet fremstillet.

- Fremstillingen af disse varer indebærer en alvorlig overtrædelse af menneskerettighederne. Beslaglæggelsen skal sende en klar og tydelig besked til alle, der ønsker at handle med USA, om at ulovlige og inhumane metoder ikke bliver tolereret, siger Brenda Smith fra CBP’s handelskontor.

Fuldskæg forbudt

Behandlingen af uighurerne har længe været et stridspunkt mellem Kina og Vesten. De otte millioner uighurer bor i det nordvestlige Kina, hvor folkegruppen af tyrkisk afstamning har deres eget sprog, kultur og religion.

Den kinesiske regering har massivt undertrykt uighurernes ønske om selvstændighed, ligesom de historisk har haft problemer med at få lov til at udøve deres muslimske religion. Myndighederne har eksempelvis forbudt fuldskæg til mænd og burka-klædedragten til kvinder, mens mange moskéer tidligere blev lukket.

Op mod en million uighurer har siddet i såkaldte ’genopdragelseslejre’, hvor de ifølge de kinesiske myndigheder lærer, hvordan de bedre kan passe ind i det kinesiske samfund.

"Genopdragelseslejre"

Ifølge uighurer i eksil og vestlige kilder er der tale om lukkede arbejdslejre, hvor fangerne tilbageholdes i årevis, bliver udsat for en skrap ideologisk hjernevask og udfører tvangsarbejde på særlige fabrikker, der producerer varer, som også eksporteres til vestlige forbrugere.

De påstande afviser de kinesiske myndigheder fuldstændigt.

- Vi håber, at visse personer i USA vil tage deres farvede brilleglas af, så de korrekt, objektivt og rationelt kan forstå det normale økonomiske og handelsmæssige samarbejde mellem Kina og amerikanske virksomheder, siger det kinesiske handelsministerium i en skriftlig kommentar til AP.

I december meddelte de kinesiske myndigheder, at alle "genopdragelseslejre" var blevet lukket, fordi alle i lejrene nu havde "bestået".

Ifølge pårørende til fanger i lejrene, som AP har talt med, betyder det i nogle tilfælde, at fangerne er blevet løsladt, mens andre er overført til andre fængsler og arbejdslejre.