Coronavirus

Trods advarsel fra WHO om 'kritisk tærskel' - nu genåbner de for turister ved pyramiderne

WHO advarer, mens coronavirussen spreder sig med alarmerende hast efter genåbninger. Det afskrækker ikke Egypten.

Mens lande i Mellemøsten gør klar til at modtage turister igen, advarer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, om, at denne tid er kritisk for regionen i kampen mod coronavirus.

Det skriver Al Jazeera.

I regionen, der strækker sig over 22 lande fra Marokko til Pakistan, er der nu registreret over en million coronasmittede.

- Vi står på en kritisk tærskel i vores region, sagde lederen af WHO Mellemøsten, Ahmed al-Mandhari, onsdag.

Mere end 80 procent af dødsfaldene i regionen er registreret i fem lande: Egypten, Irak, Iran, Pakistan og Saudi-Arabien.

WHO kalder de mange smittede en "bekymrende milepæl".

- Antallet af smittede i juni er højere end det samlede antal smittede i de fire måneder, der er gået siden det første tilfælde 29. januar, sagde Ahmed al-Mandhari.

De første turister

WHO erkender, at tallene til dels afspejler øget testning i regionen.

Men Verdenssundhedsorganisationen mener også, at de mange nye smittede skyldes, at landene i Mellemøsten er begyndt at rulle de restriktioner tilbage, der ellers har holdt smitten i skak.

For eksempel har Egypten trods advarslerne valgt at genåbne landets lufthavne for udenlandske flyvninger, åbne for turister ved Det Røde Hav og åbne for turistattraktioner som pyramiderne ved Giza efter tre måneders nedlukning.

Onsdag kom de første turister derfor tilbage til pyramiderne, mens ankomsttavlerne i landets lufthavne viste forventede fly fra lande som Frankrig, Ukraine, Jordan og Tunesien. Det skriver The Guardian.

To kvinder får taget billeder sammen foran Sfinksen ved pyramiderne i Giza. De er blandt de første turister i Egypten i flere måneder.

USA går i "den gale retning"

Mens Mellemøsten er i fare for at blive et nyt corona-hotspot på verdenskortet, er USA det allerede.

Og her viser tallene, hvad en for tidlig genåbning kan have af konsekvenser.

Med over 52.000 nye smittede satte USA onsdag endnu en rekord. Det skete efter seks dage, hvor der var fem af dagene var over 40.000 nye smittede hver dag.

I 14 delstater er antallet af smittede mere end fordoblet i juni - deriblandt de mest folkerige stater Californien, Texas og Florida.

Derfor har en stribe delstater i USA bremset deres genåbning, mens andre dropper at genåbne som planlagt, skriver New York Times.

Og Anthony Fauci - der er direktør for det Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme og plejede at flankere præsident Donald Trump ved pressemøderne - advarer om, at situationen er ved at komme ud af kontrol.

- Det går i den gale retning. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det stiger til 100.000 om dagen, hvis udviklingen ikke vender, sagde han i Senatet i denne uge ifølge The New York Times.

Blusser op igen i Asien

Også Kina - hvor coronapandemien startede for et halvt år siden - har fået et rap over nallerne i forbindelse med genåbningen.

Efter knap to måneder uden tegn på coronavirus blev der på en uge i juni registreret mere end 100 nye smittede i Beijing.

Det store Xindadi-madmarked i hovedstaden er under mistanke for at være årsagen og blev derfor lukket ned. Det samme blev millionbyens sports- og kulturinstitutioner, skriver Information.

I Sydkorea nåede én 29-årig mand at smitte 63 personer på fem forskellige natklubber, inden landet rullede noget af genåbningen tilbage. Også i Singapore og Japan har ny smittespredning skabt bekymring og ført til nedlukning flere steder.

Nye destinationer for danskere?

Senere i dag ventes en opdatering af den liste med lande, som danskere kan rejse på sommerferie til.

Det sker, når Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledningerne klokken 16.00 på baggrund af Statens Serum Instituts opgørelse over såkaldte "åbne lande" og "karantænelande".

Åbne lande er dem, man kan rejse hjem fra uden at gå i karantæne, mens karantænelande er dem, hvor det anbefales, at man går i 14 dages karantæne ved hjemkomsten til Danmark.

Feriehungrende danskere anbefales at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledninger, inden man tager på sommerferie i udlandet.